Abd el-Kader: En legende fra kolonikrigen i nutidens kulturkamp

Få bøger bliver genudgivet efter halvandet århundrede i glemsel. Endnu færre bliver oversat til fremmedsprog og udgivet i udlandet. Adolph Vilhelm Dinesens lille skrift Abd el-Kader og Forholdene mellem Franskmænd og Arabere i det Nordlige Afrika har opnået begge dele. I 1837 havde bogens forfatter som nyuddannet premierløjtnant i det danske artilleri meldt sig til frivillig tjeneste i den franske besættelseshær i den del af Nordafrika, der udgør det moderne Algeriet. Da han året efter kom hjem til Danmark, skrev han sin bog. Bogen beskriver, hvordan den muslimske oprørsleder, emir Abd el-Kader, i 1832 stillede sig i spidsen for den mest effektive militære og diplomatiske modstand imod den franske koloniale besættelseshær i Algeriet. Bogen beskriver og analyserer endvidere den franske besættelseshærs militære og diplomatiske kampagner i Algeriet fra erobringen af byen Algier i 1830 til Dinesens afrejse fra Algeriet i 1838.

Selvom Dinesen var stærkt betaget af emir Abd el-Kader og i sin bog beskrev ham som næsten overmenneskeligt god og begavet, og selvom Dinesen ofte kritiserede det franske militær for dets til tider destruktive fremfærd i Algeriet, er der ingen tvivl om at han var en overbevist tilhænger af den europæiske kolonisering.

Dinesens bog udkom på dansk i 1840 og blev kort efter oversat til tysk og udgivet i Berlin. I 2002 dukkede Dinesens bog så op i en fransk oversættelse i Algeriet, og med Carsten Niebuhr Bibliotekets genudgivelse af den danske originaltekst i 2006 er bogen igen blevet alment tilgængelig for danske læsere.

At denne særegne skæbne skulle overgå netop Dinesens bog kan forekomme overraskende. I et litterært perspektiv skiller Dinesens tekst sig ikke ud fra så mange andre tekster, der aldrig er blevet oversat eller genudgivet - og formodentlig heller aldrig vil blive det. Som kilde til den franske kolonisering bringer bogen ikke ny viden. Det samme gælder Abd el-Kaders person. Det er muligt, men bestemt ikke sikkert, at Dinesen har set emiren på tæt hold under en fredsslutning med de franske tropper i 1837, men han har med sikkerhed aldrig selv talt med Abd el-Kader eller opholdt sig i nærheden af ham i længere tid. Størstedelen af Dinesens informationer om ham må derfor formodes at stamme fra franske officerer, med hvem han siges at have haft livlige diskussioner, og fra de indfødte, der tjente i den franske hær. Dette er naturligvis ikke uinteressant, men som kilde til emirens person er det ikke meget værd, da der findes en række beretninger og vidnesbyrd fra folk, der i perioder levede i emirens lejr. Selv om teksten er et meget tidligt skrift i bogform om emiren og koloniseringen, er den med andre ord hverken enestående som litterær tekst eller som historisk kilde. Hvorfor er den så oversat flere gange og nu også genudgivet?

Motiverne bag den tidlige tyske oversættelse forekommer umiddelbart oplagte. Dinesen beskriver i sin tekst detaljeret, hvorledes det franske militær agerer på slagmarken, hvordan det gradvis erkender sin nordafrikanske modstanders stærke og svage sider, og hvordan generalerne med tiden tilpasser deres taktik og udrustning til det lokale terræn og klima. Han beskriver også problemerne med det franske militærs kommandoveje og analyserer – ofte meget kritisk – militærets omgang med lokalbefolkningen i Algeriet. Det er dette militærstrategiske fokus, der må formodes at ligge til grund for den tyske oversættelse, der udkom i det oprustende Preussen i de tidlige 1840ere. De tyske generaler, hvis krigskunst få årtier senere fravristede Frankrig herredømmet over Alsace-Lorraine regionen, kan have haft gode grunde til at interessere sig for Dinesens erfaringer som officer i fransk tjeneste.

Historien om Dinesens tekst kunne have sluttet med den tyske udgivelse. At teksten er udgivet to gange i det 21. århundrede skyldes ikke dens militærhistoriske interesse. Både den algeriske og den danske udgivelse har været motiveret af interessen for Dinesens beskrivelse af personen Abd el-Kader. Som vi skal se, bunder denne interesse imidlertid i to vidt forskellige politisk-ideologiske debatter, der har udspillet sig i Algeriet og i Danmark inden for de seneste 10-15 år.

I den officielle historieskrivning i Algeriet efter uafhængigheden i 1962 indtager Abd el-Kader en central rolle som nationalhelt, der gennem sit væbnede oprør imod den franske kolonimagt startede en modstandsbevægelse, der efter 130 års kampe førte til oprettelsen af en algerisk stat. Denne nationalistiske myte om Abd el-Kaders rolle som historisk foregangsmand for den væbnede anti-kolonialisme blev skabt tidligt i det 20. århundrede, samtidig med den algeriske nationalismes opståen. Som andre steder i Mellemøsten skete dette i reaktion imod den europæiske kolonisering, og nationalisme og antikolonialisme var derfor tæt forbundne ideologier i Algeriet. Fra de tidligste elitære nationalistiske pressionsgrupper, der voksede frem i Algeriet i 1910erne og 1920erne, henover massemobiliseringen af algeriske arbejdere i Frankrig og i Algeriet i 1930erne og 1940erne, og helt frem til den paramilitære antikoloniale modstandsgruppe FLN i 1950erne startede et væbnet oprør imod kolonimagten, blev Abd el-Kader fremhævet som historisk forbillede. Med FLN’s politiske sejr og den franske afkolonisering af Algeriet i 1962 efter 8 års brutal guerillakrig, sejrede den militante antikoloniale nationalisme. Det nye regime interesserede sig derfor udelukkende for Abd el-Kader som sejrende algerisk oprører og kriger.

Mens fremstillingen af Abd el-Kader som kriger med en vis ret kan hævdes at stemme overens med emirens historiske projekt i perioden fra 1832 til 1847, negligerer den hans kompromissøgende, spirituelle og kulturelt progressive livsførelse efter fredsslutningen med det franske militær i 1847. Ved fredsslutningen havde Abd el-Kader accepteret at gå i landflygtighed, økonomisk understøttet af den franske stat. I sit eksil i bl.a. Damaskus omgikkes Abd el-Kader en række europæere, blev medlem af en frimurerloge, og på rejser til Frankrig poserede han side om side med de franske generaler han få år forinden havde bekæmpet i en tilintetgørelseskrig. I 1860 stod han i spidsen for en redningsaktion af Damaskus’ kristne minoriteter og blev efterfølgende dekoreret af en række europæiske stormagter – herunder Frankrig. Nogle år inden sin død opfordrede han sågar de algeriske muslimer til ikke at gøre oprør imod Frankrig! Og som tidligere praktiserede han med stor iver den esoteriske islamiske retning, sufismen.

Alt dette, fra sufismen som de algeriske nationalister misbilligede, til forsoningen med den franske kolonimagt, blev udeladt i den nationalistiske historieskrivning der dominerede i Algeriet i 1960erne og 1970erne. Fra midten af 1980erne blev nationalisternes monopol på at definere Algeriets historie, kultur og politik imidlertid udfordret af islamistiske grupperinger. Islamismen var en konkurrerende ideologi, der delte nationalismens antiimperialistiske grundsyn, men kritiserede nationalisterne for i den postkoloniale periode at have vanrygtet deres historiske mission: at skabe et retfærdigt samfund. Ifølge islamisterne skulle den manglende moral og etik i det algeriske samfund hentes i islam. Islamismens overtagelse af det politiske og samfundsmæssige initiativ blev tydelig da det nydannede islamistiske parti, F.I.S., vandt en overvældende valgsejr over nationalisterne i landets første demokratiske valg i 1990-1991.

Abd el-Kaders fremtrædende rolle i opbygningen af historisk legitimitet for FLN og de algeriske nationalister gjorde ham altså til en problematisk figur for mange islamister. I 1990erne, mens politi og militær i Algeriet under ledelse af en gruppe generaler, der var kommet til magten ved et kup i 1992, bekrigede de islamistiske militser, pågik der samtidigt en heftig ideologisk debat mellem algeriske intellektuelle om karakteren af Algeriets kultur, historie og samfund.

En af de civile organisationer, der frem til i dag har gjort sig til fortaler for et nationalistisk budskab, er den såkaldte Association Abd el-Kader. Udgivelsen af Dinesens tekst på fransk i Algeriet i 2001 var et resultat af denne gruppes samarbejde med den tidligere algeriske ambassadør i Danmark og det algeriske statstrykkeri ANEP. Herved udgør Dinesens bog en lille, men interessant brik i den pågående ideologiske debat om definitionen af algerisk kultur, historie og samfund. For de algeriske nationalister har Dinesens tekst flere kvaliteter. For det første giver teksten et yderst favorabelt billede af emiren som national helt for algerierne – et billede der kombineret med Dinesens ofte meget negative udfald imod den franske kolonimagt passer godt ind i den Algeriske antikoloniale nationalisme. For det andet slutter Dinesens fortælling meget belejligt i 1838, da han tog tilbage til Danmark. På dette tidspunkt fremstod Abd el-Kader endnu for alle observatører, og altså også for Dinesen, som en ubøjelig og kompromisløs algerisk-muslimsk kriger – ganske som de algeriske nationalister ønsker at fremstille deres helt.

Den aktuelle danske genudgivelse af Dinesens bog har intet at gøre med den algeriske debat. Men som bekendt har der også i den danske politiske offentlighed siden slut-1980erne udspillet sig en i stigende grad polariseret debat om karakteren af dansk historie, kultur og samfund. En vigtig komponent i debatten har været det muslimske mindretal i Danmark, og et centralt spørgsmål i den danske debat har været, hvorvidt en kulturel konstruktion ved navn ”islam” kunne sameksistere med en anden kulturel konstruktion kaldet ”moderne danske demokratiske værdier”. På den ene fløj har fortalere for en dansk nynationalisme fremstillet muslimer som traditionalister med kulturelt determineret hang til kriminalitet og terrorisme. Ud fra dette har de argumenteret for at islam og ”dansk demokrati og kultur” er uforenelige størrelser. På den anden fløj har en række forskere med speciale i islam og mellemøstlige forhold, samt en række andre danske intellektuelle, argumenteret for, at islam ikke nødvendigvis står i modsætning til de værdier der fremstilles som specielt ”danske” – uanset om det gælder kvinderettigheder, demokrati eller en kulturel modernitet.

Udgivelsen af Dinesens bog i Danmark i 2006 kan ikke adskilles fra denne polariserede debat om danskhed. På sin egen indirekte måde viser Dinesens bog, at der ikke nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem islam og danskhed (forstået som modernitet og demokrati). Dette sker gennem forfatterens forherligelse af emiren, der ifølge Dinesen ikke blot er en stor muslimsk oprørsleder men i det hele taget en uhyre dygtig politiker, der formår at kombinere det bedste af sin egen algeriske og muslimske baggrund med det bedste af den europæiske modernitet. Samtidig med at han arbejder på at etablere en stat for muslimer (det såkaldte kalifat), er han ifølge Dinesen en overbevist demokrat, indædt modstander af enhver form for undertrykkelse, en gudfrygtig troende og et dybt moralsk menneske.