Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Jihad i klassisk og moderne islam » Jihad - introduktionsbladet » Profetens Jihad
Profetens Jihad
Af Jakob Skovgaard-Petersen
Muhammed førte krig mod sine modstandere fra 622 til 630. Endnu i dag er muslimerne delt i tolkningen af Muhammads krige
En artikel af Jakob Skovgaard-Petersen
|
|
Bag den klassiske og den moderne muslimske litteratur om jihad ligger Koranens bestemmelser. Men der ligger også profeten Muhammads handlinger og udtalelser om jihad. Vore kilder til Muhammads historie er sene, og vestlige forskere ser på dem med en god portion skepsis. Det behøver dog ikke at optage os her, hvor det er de muslimske historikeres version af hans liv, der skal optage os. For de muslimske jurister har traditionelt trukket på de muslimske historikere for at få opklaret, hvornår de enkelte vers i Koranen blev åbenbaret, og dette har igen betydning for den vægt, som juristerne tillagde dem. Ifølge den muslimske tradition var Muhammad omkring fyrre år gammel, da han i år 610 (efter kristen tidsregning) fik den første åbenbaring fra Gud. I tolv år prædikede og foredrog han de åbenbaringer, han modtog, til folk i Mekka. Men i 622 tog han imod et tilbud om at udvandre til byen Yathrib (senere Medina) og etablere sig dér med sine endnu ret fåtallige tilhængere. I de følgende år udspilledes en krig mellem Muhammad og hans tilhængere på den ene side, og deres gamle bysbørn og stammefæller fra Mekka på den anden side. Krigen sluttede med Muhammads triumf: i år 630 kunne han uden modstand ride ind i Mekka og rense byens helligdom for afgudsbilleder. Stammer fra hele Arabien svor nu troskab til ham, og Guds styre og lov blev indført. Muhammad selv døde kort efter, i 632, men hans tilhængere opretholdt det gudgivne styre og fortsatte ekspansionen af islams territorium i de følgende årtier.
|
Overfald og slag
Muhammads militære karriere er derfor begrænset til årene 622-30, men da var den til gengæld også intens. Ifølge de muslimske historikere gik der ikke mange måneder efter udvandingen, før han drog ud på sit første plyndringstogt. Dette var til dels nødsaget af behovet for indtægter, så de udvandrede muslimer kunne brødfødes, men blev øjensynligt også set som en retmæssig genoprejsning over for det Mekka, som ikke havde villet lytte til hans prædiken. De første mange plyndringstogter løb ud i sandet, bogstaveligt talt. Med små bander på helt ned til en halv snes mand, lå Muhammad på lur efter karavaner fra Mekka, som måtte passere det nordligere Medina på vej mod Syrien og andre steder. Men som regel fik de ikke opsporet karavanerne i tide. Da det endelig lykkedes for en lille gruppe muslimer at kapre en karavane, var det lige efter indledningen af de fredhellige måneder, hvor man ellers ikke måtte slås, og det vakte forargelse både i Mekka og Medina. Herefter var der åben krig med Mekka, som sendte hære ud for at beskytte karavanerne og gøre op med Muhammad. Omvendt bidrog byttet til at konsolidere Muhammads position og handlefrihed i Medina. Det berømteste slag fandt sted i år 624 ved en korsvej, Badr. Muhammad var draget ud med 300 mand for at overfalde en kæmpemæssig karavane fra Syrien, men dens leder, Abu Sufyan, havde fået nys om overfaldet og dirigerede karavanen sikkert til Mekka langs kysten. I stedet for en rig karavane stod muslimerne pludseligt over for en undsætningshær fra Mekka, som var tre gange flere end de selv. Stemningen var på nulpunktet, men det lykkedes Muhammad at opildne sine tropper og stille dem så godt, at de faktisk overvandt mekkanernes hær. Sejren blev set som et mirakel og af senere muslimske historikere sammenlignet med israelitternes udfrielse fra Ægypten under Moses. Slaget ved Badr blev efterfulgt af andre slag. Året efter led muslimerne et nederlag ved Uhud nord for Medina, igen over for en tre gange så stor mekkansk hær, og nederlaget var vanskeligt at forklare, når nu muslimerne kæmpede under Guds banner. Det følgende år, 626, rykkede mekkanerne ud med en endnu større hær og belejrede Medina. Belejringen er kendt som ”slaget ved graven” fordi muslimerne af en persisk konvertit lærte at grave en dyb voldgrav, som holdt fjenden stangen, og under et forfærdeligt uvejr besluttede mekkanerne at hæve belejringen og drage hjem. Herpå vendte Muhammad sig imod en jødisk stamme i Medina, som havde forrådt muslimerne. Han lod en gammel mand fra en forbundsstamme fælde dom om dem, og alle stammens mænd blev dræbt. Alt imens fortsatte de mindre overfald på mekkanernes karavaner. I år 628 så Muhammad i en drøm, at han skulle drage på pilgrimsfærd til Kaabaen i Mekka. Han drog af sted med en styrke på omkring 1500 mand. Da det forlød, at mekkanerne ville afskære dem vejen og slås, valgte Muhammad en meget besværlig vej, men måtte stoppe på et sted ved navn Hudaybiya. Herfra indledte han forhandlinger med mekkanerne om frit lejde til byen, og man indgik en tiårig våbenhvile. I de følgende år fortsatte Muhammads plyndringsekspeditioner, men de var nu rettet mod andre stammer, særligt nordpå, og mange stammer sluttede sig nu til ham, og hans styrke voksede. Da en fejde brød ud mellem to mindre stammer knyttet til henholdsvis mekkaerne og Muhammad, var freden brudt, og Muhammad var ikke interesseret i at bilægge striden. I 630 førte han en hær mod Mekka og lejrede sig i nogen afstand fra byen. Mekkas leder Abu Sufyan tog ud til sin gamle rival for at forhandle, og sikrede byen en generel amnesti. To dage senere gik den muslimske hær ind i Mekka og mødte næsten ingen mostand. Erobringen af Mekka, kaldet al-fath (åbningen), står hos de muslimske historikere som kroningen på Muhammads jihad, men ikke som dens endemål, idet ekspeditioner og krige fortsatte andre steder på halvøen.
Et repertoire for jihad
Beretningerne om slagene ved Badr, Uhud og graven, og fredsslutningen ved Hudaybiya og indtoget i Mekka, har været fortalt blandt muslimer i 1400 år. Der var stor ære i at nedstamme fra deltagerne i slagene, særligt slaget ved Badr, og de første biografier om Muhammad giver lange opregninger af deltagere og tildragelser under kampene. Disse værker hedder al-Maghazi, udledt at ordet for plyndringstogt, ghazwa, som kendt i det danske ord razzia. Men også Koranen refererer ret indgående til de forskellige slag og de beslutninger, Muhammad var stillet overfor; om krigsfanger, forrædere, deling af bytte mv. I den juridiske litteratur om jihad er der derfor mange henvisninger til detaljer under slagene, og diskussioner om de begivenheder som de forskellige koranvers mere præcist er blevet åbenbaret under. Kristen polemik mod Muhammad har altid gjort et stort nummer ud af Muhammads krigeriskhed og forsøgt at påpege, hvordan han ikke engang levede op til sin samtids begreber om korrekt militær adfærd. Omvendt har moderne muslimske biografier om Muhammad for det meste søgt at underspille eller forklare hans krigsførelse som påtvunget ham af mekkanerne, og som rettet mod et højere mål. Her er han en profet der kæmper for, at de evindelige blodige stammeopgør skal få en ende, og et retssamfund skal se dagens lys. I disse biografier udånder Muhammad efter at have fuldbragt sit værk, pacificeringen af Arabien i en pax islamica. For de militante islamister er Muhammads krig derimod en del af islams væsen og krav til den troende. Der ser man f.eks. i Usama bin Ladins retorik, som ofte trækker på den profetiske jihad. Angrebet på New York og Washington omtaler han altid som en ghazwa (razzia), og i sin store tale til irakerne før den amerikanske invasion opfordrede han dem til at grave store grave, ligesom han selv havde gjort i Tora Bora bjergene og dermed overlevet den store belejring, og ligesom Muhammad havde gjort, da mekkanerne rykkede mod Medina med en overlegen slagkraft. Eksemplerne på politisk brug af Muhammads jihad er mange, og de kan være både militante og det modsatte, men alle udnytter de den fortrolighed med profetens livshistorie, som muslimer stort set altid har haft, og som i dag udbredes i skolen. Det er derfor altid en god idé at slå op på beskrivelserne af slagene, fredsslutningen og erobringen, når man skal vurdere en ny Muhammad-biografis politiske ståsted.
