Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Profetens kappe » Pressen skrev

Pressen skrev

Irans lunger

Bogen er med sin blanding af fortællingen om Ali, historisk vingesus og analyser let tilgængeligt for et bredt publikum. Det får den forhåbentligt også i Danmark, da det er en effektiv indsprøjtning imod opfattelsen af den iranske shiakultur som blodtørstig og primitiv. Over for det konservative præsteskab står frydefuld religiøs mystik og søgen efter viden, fornuft og retfærdighed.

Vibeke Sperling, Politiken, 3. december 2005

Profetens kappe

Profetens Kappe er en intellektuel pilgrimsfærd, ikke kun gennem Mottahedehs verden af persiske haver omkranset af høje mure, sociale restriktioner og disputerende studerende ved de teologiske seminarer, men også gennem Irans nyere historie med al den lykke og ulykke den har bragt for iranerne.

Ali Alifoneh, Information, 13. december 2005

Gud give, det er en ged!

Det er næppe nogen hemmelighed, at islam sætter rammen for en væsentlig del af iranernes sociale og politiske liv i dag på en måde, der i vesten vækker følelser strækkende sig fra undren til forfærdelse. Men præstestyret landede ikke i Iran i en ufo. Det har ikke blot en bred social basis, men også århundredgamle historiske rødder helt tilbage fra arabernes erobring af landet i det 7. århundrede, og især fra begyndelsen af det 16. århundrede, hvor safavidedynastiet etablerede shia-islam som dominerende religion, hvilket den har været lige siden. Det er denne historie Harvard professoren Roy Mottaheeh fortæller ved hjælp af en gennemgående figur, mullahen Ali Hashemi, der bliver født under Anden Verdenskrig og oplever det moderne Irans udvikling og konflikter indtil Khomeinis og mullahernes magtovertagelse i 1979 […] De tyve år, der er gået siden bogens udgivelse, har ikke gjort dens analyser og konklusioner mindre aktuelle, selv om modstanden mod præstestyret er vokset.
.
Lars Bonnevie, Weekendavisen, 6. januar 2006