1700-tallets Kairo

Niebuhr og von Haven kom til at tilbringe ni måneder i Kairo, som på den måde blev ekspeditionens primære opholdssted. De var der så længe, at de opnåede en grad af fortrolighed med stedet, og Niebuhr undlod at skrive om sit ophold kronologisk.

Alligevel er Kairo en by de har vanskeligt ved at få overblik over. von Haven synes ikke synderligt interesseret, og mange steder i byen ser han først, kort før de rejser. Carsten Niebuhr er derimod vældigt interesseret. Dog er han godt klar over, at hans kort over Kairo ikke er lavet med hverken præcision eller detaljer og ikke i nytte står mål med kortene over Deltaet og Rødehavet. At det er så umuligt at lave et kort over Kairo skyldes indbyggernes mistro, men særligt kvarterernes private karakter. Det er

”et så møjsommeligt og i betragtning af kairenernes kendte indolens over for alle fremmede religionsbeslægtede så farligt arbejde at ingen europæer vel endnu har påtaget sig dette eller med det første vil gøre det igen. Men jeg har vovet at måle alle gader, nemlig de der har to udgange, ved at skridte og bestemme deres position ved hjælp af et lille kompas. Mellem disse hovedgader finder man mange kvarterer hvoraf nogle igen består af mange små gader som dog kun har én udgang til en hovedgade. Her bor der almindelige håndværkere og andre fattige folk som i de morgenlandske byer ikke arbejder i deres huse, men derimod i værksteder…”.

Kairo bestod altså af på den ene side værksteds- og handelskvarterer, aswaq, og på den anden side lukkede beboelseskvarterer, harat, med bare én udgang til en af hovedgaderne. Da mændene var på arbejde, og man ikke måtte opsøge kvinderne, kunne man ikke gå upåagtet ind i kvartererne, og Niebuhr måtte blive udenfor.

Derfor ved han heller ikke, hvor mange mennesker der bor i de enkelte kvarterer, for nogle af dem kan have store haver eller søer, som han ikke kender til. Det falder ham derfor umuligt at angive, hvor mange mennesker Kairo har, eller om byen er vokset de senere århundreder.

Dette er dog i sig selv udtryk for Niebuhrs sikre bedømmelse, for det er stadig ikke klart om Kairo var vokset siden den osmanniske erobring i 1517. Vi har faktisk et kort fra den periode, nemlig Matheo Paganos detaljerede prospekt fra 1549, som kombineret med Leo Africanus’ samtidige angivelser af antallet af skattebetalende husholdninger har fået forskere som Jean-Claude Garcin til at anslå en befolkning på sammenlagt 270.000 i den tidligste osmanniske periode, men dette tal er usikkert og omstridt, og André Raymond sætter det så lavt som 175.000.

Fa perioden kort efter den danske ekspedition har vi derimod et langt sikrere tal, nemlig fra den Franske Ekspedition. Med sig til Egypten i 1798 bragte Napoleon en større gruppe videnskabsmænd, som i de næste tre år arbejdede med at undersøge, opmåle og dokumentere hele landet. Dette arbejde blev publiceret i tyve bind 1809-22 under den træffende titel Déscription de l’Égypte og var en milepæl i den geografiske og etnografiske beskrivelse af noget land. Kortet over Kairo rummer naturligvis langt flere gader og kvarterer end Niebuhrs, som det dog samtidigt bekræfter. Ifølge den franske Déscription rummede Kairo i 1798 263.000 indbyggere, men dette er formentligt sat for lavt, bl.a. fordi tallet er et overslag efter antallet af huse, og der var et betragteligt antal hjemløse.

Bulaq

Hertil kan man lægge Bulaq, Kairos havneby, som rummede lidt over 25.000 indbyggere i 1798. Kairo lå nemlig ikke ved Nilen, sådan som vi tænker det i dag, men ”en time fra Nilen”, som Niebuhr skriver. Bulaq er Kairos nordlige havneby, forbindelsesledet til hovedstaden Istanbul og til den lukrative handel på Europa. Den rummer toldkammeret og store kajer og lagerrum for langdistancehandelen. Niebuhr ser her de store handelshuse (wikalat) for ris, salt, salpeter, træ og safran. Men på ekspeditionens tid er der også slaver, sukker, klæde og læder. Og kaffe. Kairos position som knudepunkt i handelen med krydderier mellem Europa og Orienten var for længst blevet undermineret af portugisere, englændere, hollændere og andre, der nu sejlede sønden om Afrika. Men siden var kaffen kommet til, og på grund af dens udskibning ved det Røde Hav kunne Kairo forblive den centrale handelsby for kaffe ind i 1700-tallet, før europæerne efterhånden fik adgang til den og desuden begyndte at dyrke den andre steder.

Det var navnlig nedgangen i den lukrative kaffehandel, der gjorde, at da Niebuhr og von Haven landede i Bulaq i november 1761, var Kairo ikke helt den rige og blomstrende by, den engang havde været.

Sammensætningen

Niebuhr er den, der professionelt interesserer sig for byens størrelse og fysiske fremtoning, men han ved ogsaa god besked med de forskellige befolkningslag, samt byens elite og magtstrukturer. von Haven kommer aldrig så langt ind i disse spørgsmaal, men kan til gengæld berette i detaljer om dagliglivet i den europæiske enklave, hvor ekspeditionens deltagere finder forskelligt logi. Niebuhrs portræt af Kairo er et komplekst samfund med utallige rangordner, folkeslag og religioner. Her er tyrkere, arabere, frankere (dvs. europæere), jøder, koptere, munke, beduiner, militærpersoner, tjenere og slaver.

Gennemgående boede folk i haraerne sammen med deres ligemænd. Det vil sige, at der var særlige kvarterer for bestemte etniske eller geografiske grupper (f.eks. syrere og maghbrebinere) og for de religiøse grupper. Jøderne, som næppe androg mere end 3000, var delt op i to kvarterer, idet en særlig gruppe, qaraiterne, havde deres eget kvarter. von Haven besøger synagogen den 28 april og får forevist nogle af dens manuskripter. De egyptiske kristne, kopterne, var omkring 10.000, fordelt på syv kvarterer. Hertil kom andre kristne, ikke mindst de græsk orthodokse, som var af særlig interesse for ekspeditionen, fordi det var gennem deres ærkebiskop, at man kunne få adgang til Skt. Katharine Kloster i Sinai, et hovedmål for rejsen.

Magthaverne

Magtens centrum gennem mange hundrede år lå i citadellet. Der residerede den osmanniske guvernør med sine særlige tropper, janitsarerne og azaberne. Guvernøren var udnævnt af sultanen i Istanbul og blev typisk kun nogle få år i byen. Det samme gjaldt overdommeren. Det gav de blivende administratorer ganske stor magt.

Vigtigst blandt dem var mamlukkerne. Det var mamlukkerne der havde haft magten i flere hundrede år, før osmannerne kom, og i hele perioden fra den osmanniske erobring 1517 til Napoleons i 1798 var de en væsentlig magtfaktor. Først med den næste hersker, Muhammad Alis, massakre på deres ledere i 1811 mistede mamlukkerne deres magt. For europæerne var mamlukkerne et interessant fænomen, ikke mindst i 1700-tallet, da oplysningen vendte sig imod slaveriet. For på trods af deres magtfulde position, var mamlukkerne i udgangspunktet slaver. De var indfanget, typisk i egnene omkring Kaukasus, og solgt på slavemarkederne som drenge. Deres nye herrer var militære ledere, som opfostrede dem i våbenbrug og administrative færdigheder, og en del af de mest talentfulde blev sat fri, når de blev voksne. Dog fortsatte deres loyalitet til deres herrer i de fleste tilfælde, også fordi de ikke havde en familie at tage hensyn til. von Haven beskriver dem på en for samtiden typisk måde:

”Man fører dem unge til Egypten, og der blive de nødet til at antage den Tyrkiske religion. Saa haardt som dette synes, saa er dog de Egyptiske Slavers ellem Mammelukkers Skiebne den taaleligste af alle Slavers i Heele Verden. En Georgianer bliver tagen til fange af ubramhjertige folk, i nogen tiid ilde medhandlet som en Kristen indtil han bliver solgt i Egypten. Hvad finder han for en Ulykke for sig i dette Land? Ingen; tvertimod her begynder hans Lykke, som oftest er langt større, end han kunde vente den i hans fæderneland. Hans egne Landsmænd kiøbe ham, optage ham i deres huus meere som en Søn af huset, end som en Slave. Hans nye Herre giver ham alting, ja, end og penge og Embeder.”

Mamlukkerne var organiseret i buyut, store herskerhuse, som med udgangspunkt i et palads deltog i magtspillet i byen. Lederne af husene, al-bakawat, kommanderede hver sin private styrke og søgte at få deres mamlukker placeret i de offentlige embeder under osmannerne. I princippet var der 24 af sådanne bakawat. I 1700-tallet tilhørte de for det meste et af de tre ledende huse: Faqariya (hvis mamlukker ofte kom fra Kaukasus), Qasimiya (hvor de traditionelt havde bosniske forbindelser) og Qazdoghlia (der egentligt var tyrkiske soldater, men som i 1700-tallet kom til at ligne et mamlukisk hus).

Ali Bey al-Kabir

Både Niebuhr og von Haven er klar over de magtkampe, der foregår, og de kommer også til Kairo på et interessant tidspunkt. 1700-tallet er en vanskelig tid for osmannerne, særligt på grund af Ruslands opstigen og ekspansion, men også i provinserne har de vanskeligt ved at håndhæve deres kontrol, og i byer som Damaskus er det i lange perioder lokale storfamilier der bestemmer. Det sker også i Cairo, bare med de mamlukiske huse, som er dominerende på skift, selv om de formelt anerkender sultanen og hans guvernør.

Fra 1740erne er Qazdoghliya det ledende mamlukiske hus, men der er store stridigheder mellem de enkelte mamlukiske bakawat inden for huset. I 1760, altså umiddelbart før ekspeditionen lander, er der imidlertid en mamluk, der sætter sig igennem over for alle andre, og som er stærk nok til at forfølge sine modstandere og udnævne sine egne mamlukker til de vigtigste poster. Hans navn er Ali Bey al-Kabir (den Store, 1728-73), og de næste ti år veksler mellem perioder, hvor han er på flugt, og andre hvor han regerer landet ret enerådigt, under titlen ”Landets shaykh”. Ali Bey får også bragt det Øvre Ægypten under kontrol, og i 1771 går han direkte ind i Syrien, selv om det også er en osmannisk provins. Hans endelig fald i 1772 skyldes hans egen hærchef, den hovedrige Muhammad Abu Dhahab (”Guldets far”), hvis prægtige moske i dag ligger lige over for al-Azhar moskeen i Cairo. Abu Dhahab tager magten og styrer selv et par år, hvorefter landet igen synker ned i borgerkrig i de næste mange år. Osmannernes kontrol er yderst sporadisk, og efter Ali Bey al-Kabir er der ingen egentlig magtbalance og magtdeling mellem de store mamlukiske buyut. Som von Haven noterer: ”At hugge hoveder af er saa familiær iblant dem, at de tale med samme lethed derom, som om at spise Frokost.” Det er et udmarvet Ægypten, Napoleon kan indtage i 1798.

Niebuhr kan fortælle hele historien om Ali Beys storhed og fald, som altså må have på sin hjemrejse, og efter at han var kommet hjem til København. von Haven, der ellers var så interesseret i karrierer, oplevede derimod kun første del af Ali Beys opstigen, før han selv døde på rejsen.