Universitetet der havde en by

”Göttingen er, som Deres Excellence ved, nys begyndt og næppe endnu et to år gammelt Akademi; men det er anlagt med fornuft og har allerede ret gode miner til at blive noget godt”. Sådan skrev den sprænglærde Hans Gram – geheimearkivar og en af nordens mest anerkendte historikere – i februar 1737 til en adelig mæcen, da han skulle anbefale adelsmandens søn det bedste sted at studere. Ved længere studieophold i udlandet valgte Oplysningstidens danskere ofte et af de nordtyske, protestantiske universiteter, og det valg stod gerne mellem Göttingen, Halle eller Leipzig. Halle var med byens evindelige slagsmål mellem studenter og soldater Gram for ”urolig og vild”. Leipzig var for adspredt og regulært liderlig med sine mange messer. Men ved Göttingens helt nye universitet havde fordærvelserne endnu ikke indsneget sig, og nye koste fejede jo bedre end gamle. Som en ekstra gevinst var den lille købstad i Hannover midtvejs i Tyskland såre kedelig, ja, dens borgerskab var plumpt. Intet kunne adsprede de lærde sysler synderligt.

Hans Gram havde for det meste ret. Sikkert også i tilfældet Göttingen, et åndernes rige, og ikke et opholdssted for de verdslige og nydelsessyge. Her var ingen teatre. Ingen kunstgallerier. Ingen kaffehuse. Ingen spadsérgange. Byen havde lidt over sekstusinde indvånere, der fortrinsvis ernærede sig ved tekstiler og håndværk. Det er blevet sagt om Göttingen, at det var universitetet, der havde en by, snarere end byen, der husede et universitet. Det officielle navn var Georgia Augusta Universitet, grundlagt af og opkaldt efter engelske Georg II, som foruden sin kongeværdighed var kurfyrste af Hannover gennem en personalunion, der havde bestået mellem England og den tyske fyrstestat siden 1714. Georgia Augusta var fra begyndelsen tænkt som et prestigeprojekt. Hannover havde efterhånden udviklet sig til en tysk magtfaktor, men manglede at smykke sin værdighed med et højere lærdomscenter. Georgia Augusta blev hurtigt et modeuniversitet, der tiltrak sig de tyske staters bedste lærerkræfter, modtog studenter fra hele Europa, og det blev med rekordhastighed et af Oplysningstidens førende akademier. Under engelsk styre havde videnskaberne gode betingelser for at udfolde sig, for man hægede om den akademiske lærefrihed og professorerne var ikke underlagt teologisk censur, som så mange steder i tidens Europa.

Det var ikke tilfældigt, at Frederik von Haven studerede orientaliske sprog netop i Göttingen fra 1752 og frem, eller at idéen til Den Arabiske Rejse udgik fra en Göttinger; orientalisten Johann David Michaëlis. ”Nordens Athen” havde en elektrificerende tiltrækning på progressive ånder – også på de danske af slagsen. De fleste markante intellektuelle fra 1700-tallets anden halvdel havde prægende år her – Jens Schelderup Sneedorff, Thyge Rothe, Nikolai Balle, bare for at nævne få - og det er ikke forkert at sige, at en god bid af dansk oplysningstid blev formidlet via Georgia Augusta. Universitetet udmærkede sig især inden for historie, bibelfilologi og oldtidssprog. Derfor rejste mange danske filologer dertil, både før og efter Frederik von Haven. Det filologiske miljø var centralt i udviklingen af den nye bibelkritik, neologien, som gjorde de bibelske skrifter til genstand for udogmatisk forskning og ønskede at behandlede dem efter videnskabelige principper som enhver anden historisk kilde.

De danske ophold kan næppe udelukkende forklares på grund af den høje faglige standard, men ligeså meget på grund af Göttinger-miljøets særlige kultur. En begejstret øjenvidneskildring af livet ved Georgia Augusta har vi fra den 28-årige bibelforsker Andreas Christian Hviid, som i 1777-78 forberedte sig her til gammeltestamentariske kildestudier i Vatikanets bibliotek i Rom. Undervejs førte han en rejsedagbog, som netop er genudgivet under titlen Hviids Europa. Dagbogen kan fortælle, at studenterne overalt kendes på den sort kjol, de hvide knæstrømper, på kården – og så på den rygende merskumspibe. Folk hilser respektfuldt på de omkring 800 studenter med hatten i hånden. Fliden er beundringsværdig; de få dovne, der svirrer og render på billardstue, har ingen respekt for. ”Hele tonen her er således stemt, at de forsømmelige slet ikke er agtede, vare de end betitlede med Graf, Baron, Junker og hvad alle de øvrige stempler nu end kunne hedde. De uformuende og flittige, derimod endog slet klædte, hilses og begegnes med stor Artighed af de rige besporede og galonerede, så snart de have ord for at være duelige”. Her tog ingen anstød af at se en teolog til hest med pudret hår og manchetter, og omvendt kunne man klæde sig i pjalter uden at tabe i agtelse af den grund.

Som Frederik von Haven 25 år tidligere havde gjort, går Hviid til forelæsninger hos den berømte Michaëlis, som han henåndende dyrker. Manden er som en blanding af en minister og en Aristoteles, lille af vækst, mager, bærer guldgaloneret blå kjol, og så disse funklende øjne. Professoren holder forelæsninger så muntre, at selv ”tørre sager” som hebraisk grammatik bliver til en fryd, og tænk, helt uden pedanteri, han griner tilmed af de studenter, der skriver alt ned. Og den dyd, man iagttager overalt! Kommer én for sent til forelæsning, skraber studenterne i gulvet for at gøre synderen pinligt berørt.

Professorerne omgik efter Hviids vurdering studenterne høfligt og naturligt og modtog visit af dem efter søndagens gudstjeneste. De kvitterede med en henåndende persondyrkelse, tegnede silhuetportrætter af professorerne i deres stambøger eller hang dem på væggen i studerekammeret.

Hviids dagbog emmer af begejstring over friheden og ligheden, som indfriede mange af de oplyste idealer, han drømte om. Adelige og borgerlige blandede sig med hinanden uden de reverensøvelser, den slags krævede i Danmark. Begejstringen er til at forstå, når man sammenligner med det hjemlige sammenligningsgrundlag, som Københavns Universitet repræsenterede. En stiv læreanstalt med et konfessionelt præg, og et lærerkorps, der vågede, at videnskaberne ikke udfordrede den lutherske rettroenhed. Og så den udbredte jalousie de metier, som man efter flere kilder at dømme ikke kendte i Göttingen.

Ved Georgia Augusta var de danske spilleregler dispenserede og man kunne hengive sig til videnskaberne uden at tage hensyn til rettroenheden.

Böhme, Ernst og Vierhaus, Rudolf: Göttingen : Geschichte einer Universitätsstadt. Bd. 2 Vom Dreissigjährigen Krieg bis zum Anschluss an Preussen : der Wiederaufstieg als Universitätsstadt (1648-1866). 2002.

Gram, Herman (udg.:) Breve fra Hans Gram. Etatsraad, geheimearkivar, professor 1685-1748. 1907.

Hviid, Andreas Christian: Hviids Europa. Udtog af en dagbog holden i Aarene 1777-1780 paa en reise igennem Tyskland, Italien, Frankrige og Holland af Andreas Christian Hviid. Førsteudgivelse 1787.