Orientalistik i det 18. århundrede

Orientalistikken i det 18. århundrede var knap så langt fremme som naturvidenskaberne, der prægedes af systematiseringsbestræbelser og frigørelse fra kirkelig dominans, men den tog betydelige skridt i samme retning,[1] blandt andet med udsendte ekspeditioner som de to danske: Frederik Ludvig Norden (1708-1742), der 1737-1738 kortlagde Nilen op til 1. katarakt; og Den Arabiske Rejse 1761-1767. Begge ekspeditioner gav som resultat konkrete og nøgterne beskrivelser, dels i form af kort (begge ekspeditioner), dels som tematisk eller kronologisk ordnet tekst (Den Arabiske Rejse). I løbet af århundredet ændredes synet på arabisk sprog og kultur sig fra at være en teologisk hjælpedisciplin til et fag i egen ret.

Blandt de filologisk orienterede danske lærde kan nævnes Christian Schnabel (1728-1760), der fordybede sig i arabisk grammatik og kommenterede Ibn Âðurrûms autoritative arabiske værk herom; og professor ved Københavns Universitet Johan Christian Kall (1714-1775), der – ud over at skrive disputats og flere værker om hebraisk – også udgav et udvalg af arabisk filosofi og en lærebog i arabisk sprog til brug ved Københavns Universitet (1760, genoptrykt 1818). I indledningen til lærebogen betoner Kall nytten af arabiskkundskaber for studiet af den hebraiske bibel – og for studiet af Koranen, ”som af araberne anses for at opvise den elegantest tænkelige stil” (min oversættelse fra latin). Kall henviser også til Chr. Schnabels ovennævnte udgave af Ibn Âðurrûm, foruden til udenlandske lærde som hollænderne Albert Schultens (1686-1756), der 1706 skrev disputats om at bruge arabisk til belysning af hebraisk og gik ind for sammenlignende studier af de semitiske sprog; og Thomas Erpenius (1584-1624), der 1613 udgav Grammatica Arabica – standardværket frem til begyndelsen af det 19.århundrede.

Kall deltog tillige i forarbejderne til den kgl. instruks for Den Arabiske Rejse med en række bemærkninger til det udkast til instruksen, han havde fået tilstillet. Han skriver om de rejsendes nødvendige sprogkundskaber:[2] ”Under forudsætning af, at de rejsende, hver for sin del, besidder de anlæg, som er nødvendige for opfyldelsen af denne rejses formål, og at de dertil vil anvende deres yderste flid, så kunne et 2-årigt ophold i Det lykkelige Arabien vel synes at være tilstrækkeligt for de allernådigst foreskrevne iagttagelser og opdagelser, for så vidt som de allerede før deres ankomst har opnået talefærdighed i landets sprog og med det samme kan pleje fortrolig omgang med araberne. Dette kan imidlertid ikke formodes at være tilfældet, dersom de ikke forinden allerede har levet blandt arabere, eller i det mindste i nogle år har gjort det arabiske sprog til deres hovedstudium hos Maronitterne i Rom. Eftersom man hos disse rejsende ikke kan forvente, at de besidder slige sprogkundskaber (jeg ser her bort fra magister von Haven, som imidlertid ikke har opholdt sig længe i Rom), så kan Eders Excellence visselig påregne, at der vil gå et helt år, inden de vil kunne opnå den krævede talefærdighed” – og Kall argumenterer videre for, at opholdet i Jemen bør udstrækkes til tre år.

Til håndskriftkøbene har Kall adskillige bemærkninger, først og fremmest om bevillingen: ”Såfremt summen på 500 rigsdaler skulle være ment ikke f.eks. årligt, men for hele rejsen, hvad angår opkøb af manuskripter, så er den især i forhold til det ellers mangfoldige udbytte, man venter sig heraf, efter min opfattelse for ringe til at kunne skaffe Det kongelige Bibliotek (hvortil disse manuskripter må formodes at skulle sendes hen) mærkbar ny glans og ære, især eftersom der her også omtales anskaffelse af gamle afskrifter af den hebraiske og græske bibel, og man ved, at et eneste sådant kodeks i Orienten undertiden er blevet betalt med 3 til 400 rigsdaler og mere, og at bøgerne der er temmelig dyre på grund af mangel på trykkerkunst. Ved delingen af summen savner jeg en femtedel, som formodentlig skal henregnes til filologens disposition, eftersom de fleste manuskripter vil falde under dennes fagområde.” – Instruksens §11 bestemmer indledningsvis om anskaffelserne:[3] ” Hvis de rejsende kan opkøbe manuskripter til en billig pris, så er de berettigede til det op til en sum af 2000 rigsdaler i gangbar dansk mønt. Er deres meninger delte ved valget af manuskripter på grund af en i og for sig prisværdig kærlighed til deres egen disciplin, kan naturhistorikeren disponere over 2/5, filologen over 2/5 og matematikeren over 1/5. De skal dog ikke se på manuskripternes skønhed og kostbarhed, men på brugbarheden af deres indhold, og som det sidste på deres alder.” Senere i sine bemærkninger skriver Kall:[4] ”Dersom det er mig tilladt, ville jeg gerne til slut spørge, om det ikke alvorligt burde forbydes de rejsende at sende manuskripter andetsteds hen end til det herværende Kongelige Bibliotek. Den kongelige Mission i Tranquebar [ekspeditionen tænktes oprindelig sendt via denne danske koloni] siges til enhver tid at have sendt det sjældneste og det bedste til Halle [hvorfra missionærerne kom].” §11 afsluttes følgelig med pålægget: ”Vi vil og befaler herved udtrykkeligt, at alle indkøbte manuskripter uden nogen undtagelse indsendes af de rejsende til Vort kongelige Bibliotek i København […]”. Kall fik således væsentlig indflydelse på indholdet af §11 og dermed på håndskriftkøbene, der resulterede i 11, altovervejende arabiske, håndskrifter.[5]

Af senere orientrejsende og lærde kan nævnes Georg Hjersing Höst (1734-1794), der tog teologisk embedseksamen 1755, men i 1760 rejste til Marokko som kommis ved det danske faktori og siden skrev en detaljeret rejseskildring på dansk.[6] Professor i syrisk Jacob Georg Christian Adler (1756-1834) udarbejdede blandt andet en beskrivelse af de kufiske koranhåndskrifter i Det Kongelige Bibliotek (1780). Kufisk (efter byen Kûfah i det nuværende Iraq) er betegnelsen for en tidlig type arabisk skrift, beregnet til indhugning i sten og mure og derfor med et kantet præg; den blev på grund af sin monumentalitet ofte anvendt til koraner i Islams første 4-5 århundreder (Det Kongelige Biblioteks eksemplarer dateres til det 10.århundrede e. Kr.). Adler interesserede sig også for arabisk talesprog, en interesse, der deltes af Jens Lassen Rasmussen (1785-1826), som underviste heri ved Københavns Universitet. Rasmussen udgav i 1816 arabisk og persisk litteratur i udvalg oversat til dansk og påbegyndte en oversættelse af 1001 Nat.[7] Han havde 1811-1813 studeret i Paris hos de franske orientalister, der havde fået et direkte førstehåndskendskab til arabisk sprog i kølvandet på Napoleons invasion af Ægypten 1798 og den efterfølgende stort anlagte udforskning af landet, der også gav stødet til nybrud i Ægypten - og til en modreaktion, der stadig giver genlyd.

---