Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » De fremmedes bog » De fremmedes bog - lintroduktionsbladet » Stop, lad os standse her…Skrift og Længsel i Klassisk Arabisk Digtning

Stop, lad os standse her…Skrift og Længsel i Klassisk Arabisk Digtning

Af Nathalie Khankan

Vi kender den alle, følelsen stop, lad os standse her og hvile blikket på en sten, en vej, en udsigt og mindes en svunden sol, kœrlighed eller tid. Verden synes pludselig dobbel, det svier i øjnene så man må misse med dem, og en klump eller flere i halsen sidder fast. Klumper i halsen er uretfœrdigt fordelt, siger den kuwaitiske digter Saadiyya Mufarrih i sit åbningsdigt til 1999-samlingen Blot et Spejl, mellem de der tager afsted og de der bliver tilbage. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. De er i deres natur ikke sådan at dele eller fordele på fair vis. Heller ikke for dem der vender tilbage.

Stop, lad os standse her er et af de mest velkendte motiver i klassisk arabisk poesi. En af de første, som vi kender til, der standsede var Imru al-Qays (d. ca. 550 AD) i sit berømte Mu´allaqa digt. Ved sanddynerne mellem Dakhul og Hawmal får han øje på det der tidligere var en boplads for hans elskede. Han henvender sig til sine to rejseledsagere med ordene “qifa nabki” (stands her, lad os grœde…) og således begynder det sandsynligvis mest monumentale og uden tvivl oftest citerede digt på arabisk.

De tidligste eksempler vi har på arabisk litteratur stammer fra det nordlige Arabien omkring 500 AD. Imru al-Qays reprœsenterer en rig tradition for digtning fra denne før-islamiske periode. Der er tale om poesi som blev reciteret, memoreret og mundtligt overleveret fra generation til generation, såkaldt oral poesi. Her finder vi både simple rimprosa-vers, kortere lejlighedsdigte (f.eks. dødselegier komponeret af både mœnd og kvinder) og lange, tematisk sofistikerede oder som Imru al-Qays’ Mu´allaqa. Den klassiske ode, på arabisk kaldet en qasida, er komponeret i komplekse versemål og indeholder, uanset om den består af 10 eller 200 vers, samme enderim for samtlige vers. Derudover er qasidaen polytematisk, hvilket refererer til forekomsten af to eller tre tematiske bevægelser inden for den samme ode.

Som sagt åbner qasidaen med en stemning af nostalgi. Odens første sektion beskriver det der engang var. Oftest er det synet af en forladt lejrplads der giver anledning til tårer og levende erindringer om svundne tider og isœr en gammel, men uforglemmelig kœrlighedshistorie. Den midterste sektion, hvis den forekommer, beskriver en rejse gennem en farefuld ørken og indeholder detaljerede skildringer af digterens hest eller kamel. Oden afrundes med lovprisning af digterens egen stamme eller hans patron. Alternativt kan den afslutte med skarp satire rettet mod fjendtlige stammer.

Siden Imru al-Qays er digter efter digter stoppet op ved ruinerne fra en forladt boplads i korte og lange digte for at overgive sig til sin lœngsel og mindet om forgangne tider. Selvom motivet strengt talt kun har gyldighed i et nomade-samfund, blev det ivrigt og fiktivt benyttet selv efter islams komme og indførelsen af et centraliseret rige af nu byboende digtere. Som kanoniseret indledning eller optakt kan vi derfor sige at denne standsning (wuquf) nœrmest antager ur-status som udgangspunkt for lyrisk inspiration i den klassiske digtning.

Wuquf-motivet (eller wuquf wa dhikr ala al-atlal-motivet som det betegnes i sin helhed, dvs. den stoppen op og husken tilbage der sker ved det sted der engang var en boplads og rammen for en kœrlighedsaffœre) knytter ofte an til sammenligninger med skrift. Dette er interessant fordi det først er med åbenbaringen af Koranen i år 622 og dens efterfølgende kodificering, at skiftet finder sted fra en oral til en skriftlig tradition. De før-islamiske digtere var ikke desto mindre tydeligt inspireret af ideen om at skrive. Et godt eksempel finder vi i et digt af Muraqqish al-Akbar. Her står digteren foran endnu en forladt lejrplads. Der er øde og kun svage spor efter tidligere bosœttelse. Hvor der før var liv og mennesker, vokser planterne nu vildt. Digteren genkalder sig det øjeblik en tidlig morgen hvor hans elskede rejste videre og synet af kvinderne i bœrestolene på kamelerne, der vuggede fra side til side som dadelpalmer fra Malham. Det der skal optage os her er sporene i sandet som sammenlignes med skriften fra en pen på en lœderflade.

Som poetisk billede hentyder skrift til noget der er blivende. Inskriptioner, ridsninger, runer eller kragetœer er i denne forstand alle sporbare som vidnesbyrd. I modsœtning til det talte ord, der kun eksisterer i det øjeblik det udsiges, er det skrevne ord således permanent. Når Muraqqish foran de udviskede ruiner fremkalder billedet af en pen der skriver i lœder må det vœre fordi ideen om skrift også i en før-skrift kontekst inspirerede til eksistentielle spørgsmål om tydelighed eller det modsatte, om vœren eller ikke-vœren.

Ved første øjekast skulle man mene at resterne fra bopladsen snarere er som tale, som det talte ord, nemlig momentant og midlertidigt. Dette er sandt i den forstand at en boplads altid kun er sporene og resterne af en boplads. Modificerer man dette argument en smule er det dog lige så legitimt at hœvde at ruinerne, resterne, ganske prœcist symboliserer skriften. Mon Muraqqish havde dette i tankerne? Selvom det skrevne ord er varende, er det ikke immunt over for tidens gang. Skrift kan også blegne og blive utydelig, endog ulœselig. Derfor kan man se sig nødsaget til at foretage en genoptegning. Utallige er eksemplerne i poesien andetsteds på netop dette. Mange digtere benytter nemlig billedet af en tatovering (og processen at gendanne eller genoptegne en tatovering) som et udtryk for denne forbindelse mellem noget der på samme tid er permanent og udvisket. Set fra denne vinkel symboliserer bopladsresterne skrift. Vedvarende og alligevel ikke. Tydelige og alligevel ikke. Set fra oven eller udefra kan alle disse højtbesungne standsninger godt forekomme den moderne lœser monotone og forudsigelige. Nœrlœsninger afslører dog en anden virkelighed. Har man mod og tålmodighed til at gå arkœologisk til vœrks og udgrave de mange sproglige, socio-historiske og myto-poetiske lag, vil man opdage en sand guldgrube af komplekse fortolkningsmuligheder. Således er en wuquf aldrig blot en wuquf uden mening. At standse er at lœnges er at skrive er at udviskes. Og klumpen i halsen er den samme.

Indledning til Muraqqish al-Akbar’s qasida Mufaddaliyya nr. LIV:

Are they mute, the abodes, too mute to reply

If a trace had the gift of speech, it would speak

The abode is desolate, the traces like the writing

of a pen on the surface of leather

(They are) Asma’s abode who made sick my heart –

tears pour forth from my eyes

It was deserted one morning, now only moist herbage

red and yellow blossoms glowing there, blossoming densely

Say, was it (the sight of) the litters departing before dawn

that stirred you as if the women were date-palms of Malham

From them the fragrance of musk, their faces gold,

the tips of their fingers anam-red.