Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Jihad i klassisk og moderne islam » Jihad - introduktionsbladet » Krig i Algeriet – Korstog eller borgerkrig?

Krig i Algeriet – Korstog eller borgerkrig?

Af Rasmus Alenius Boserup

Hvor vigtig er jihad i faktisk krigsførelse?

I de sidste 30 år har militante grupper i Mellemøsten mobiliseret befolkningen til væbnet kamp i Islams navn. Journalister og intellektuelle i Europa har ofte opfattet disse bevægelser som umoderne, og som en fortsættelse af en ældgammel krig mellem en kristen, europæisk kultur og en mellemøstlig, muslimsk kultur. Visse militante grupper i Mellemøsten har da også selv erklæret, at deres jihâd var rettet mod ”Islams fjender” – herunder kristne og jøder i Europa.

I virkeligheden passer denne beskrivelse af jihâd kun på enkelte af de meget radikale, men også meget marginaliserede grupper som f.eks. Bin Ladens Al-Qaida. Jeg vil i denne artikel med eksempler fra Algeriets moderne historie, hvor nogle af Mellemøsten mest brutale krige har fundet sted, forsøge at nuancere den stereotype forestilling om krig i Mellemøsten. Det vil jeg gøre ved at se nærmere på, hvordan de største militante grupper i Algeriet i det 19. og 20. århundrede har betegnet deres krige. Artiklen er bygget op omkring to argumenter: For det første har nogle af de største krige mod europæere i Mellemøstens moderne historie ikke været udkæmpet under betegnelsen jihâd. For det andet har nogle af de mest brutale jihâd’er i det 20. århundrede primært været rettet mod de Mellemøstlige regimer og ikke mod Europa.

Algeriet var det første land i Mellemøsten, der blev koloniseret af en europæisk stormagt. I 1830 blev 35.000 franske soldater sat i land nogle få kilometer fra Algiers, som på det tidspunkt var den vestligste provinshovedstad i det Osmanniske Imperium. Den franske hær var officielt blevet sat til at ”afstraffe” den osmannisk statholder i Algiers, som man hævdede havde fornærmet den franske stat. Men efter at den franske hær havde indtaget Algiers, fortsatte erobringerne langs kysterne imod Marokko og Tunesien. Dette blev starten på 130 års fransk kolonisering af Algeriet. Det franske militær havde imidlertid problemer med at sikre havnebyerne uden også at kontrollere deres opland. Derfor begyndte den franske hær i 1832 en erobring af de indre dele af landet. Her stod man over for en række arabisk- og berbertalende stammer, der under osmannerne havde opretholdt et vidtrækkende politisk og økonomisk selvstyre. For franskmændene, som for de tidligere herskere, var det i mødet med disse stammer at problemet med at ”pacificere” befolkningen for alvor meldte sig. Som reaktion på den franske ekspansion ind i landet udpegede en række stammeledere i samråd med de lokale religiøse lærde en ung mand ved navn Abd al-Qâdir til at lede og organisere en væbnet kamp imod mod den franske hær. I de kommende 15 år udkæmpede Abd al-Qâdir Nordafrikas længste og mest berømte jihâd. Krigen ophørte først da Abd al-Qâdir endelig overgav sig til de franske tropper i 1847. Året efter annekterede den franske stat det algeriske territorium. I de følgende årtier samlede en række forskellige fremtrædende muslimer flere gange dele af den muslimske befolkning til jihâd imod franskmændene. Men ingen af disse senere krige formåede rigtigt at udfordre det overlegne franske militær. Efter at have besejret en opstand blandt de berbertalende stammer i Kabylien, erklærede den franske administration at Algeriet var fuldstændigt pacificeret.

Fra muslimer til algeriere

Mens store dele af Afrika, Asien og Mellemøsten i de følgende årtier blev koloniseret og afkoloniseret af de europæiske stormagter, forblev Algeriet en provins i den franske stat. Da algeriske politiske aktivister i 1950’erne endelig besluttede sig for at mobilisere den muslimske befolkning til krig mod den franske kolonialisme, talte de imidlertid ikke om jihâd. I stedet talte de om nationen.

En af de første politiske bevægelser i Algeriet, der udtrykte sine politiske visioner med henvisning til nationen var Khaleds Parti. Khaled var sønnesøn af Emir Abd al-Qâdir. Som resten af sin familie var han opvokset i politisk eksil i Damaskus. I sin ungdom havde han derfor på tæt hold fulgt med i, hvordan den intellektuelle avant garde i de arabiske storbyer som Cairo og Baghdad udtrykte deres politik med referencer til nationalistiske ideer om folket, dets fælles historie og fædrelandet. I 1907 tog han i smug fra Damaskus til Tunesien og krydsede derfra grænsen til Algeriet. Den franske koloniale administration valgte at acceptere hans tilstedeværelse. Khaleds Parti som han startede kort efter sin ankomst til Algeriet havde en elitær medlemsskare af højtuddannede muslimer. Dets politisk var reformistisk og havde som grundprincip, at de konstitutionelle regelsæt, som gjaldt i de andre dele af den franske stat, også skulle gælde i Algeriet. Navnlig var Khaleds Parti opsat på at gennemføre en reform af den gældende apartheid-lignende ”lov for de indfødte”, der foreskrev, at muslimer i Algeriet skulle behandles efter en undertrykkende særlovgivning. I løbet af 1910’erne overtog den algeriske elite, der sluttede op omkring Khaleds reformpolitik, nationalismens grundlæggende begreber og forestillinger. F.eks. ved vi, at Khaleds Parti, gradvist gennem 1910’erne ændrede sit slogan fra ”Leve muslimerne!” til ”Leve algerierne!”.

En af årsagerne til at en moderne politisk kultur som nationalismen kunne slå igennem i Algeriet i begyndelsen af 20. århundrede var den gennemgribende modernisering af samfundet som fulgte med den franske kolonisering. Dette bestod bl.a. i en infrastrukturel udvikling. Før franskmændene gik i land i Algiers, tog det centralmagten i Algiers omkring tre måneder at få information om et oprør inde i landet, at etablere en troppeafsending, til fods og på hesteryg at nå frem til de berørte områder, og her at forhandle eller nedkæmpe opstanden. Med den franske kolonisering ændredes dette radikalt. Med diligencen, dampfærgen, jernbanen og telegrafen og siden hen sporvognen, telefonen og privatbilismen oplevede indbyggerne en revolution i tid og sted. Afstande kunne tilbagelægges langt hurtigere og til faste tider. Den infrastrukturelle revolution og den følgende industrialisering førte fra begyndelsen af det 20. århundrede en hurtig urbanisering med sig. Det var i storbyens nye sociale rum, at tankerne om den algeriske nation blev udbredt til de muslimske masser af Khaled og hans efterfølgere. I klubber og forsamlingshuse mødtes de politiske aktivister for at diskutere ideen om det algeriske folk som en afgrænset enhed blandt verdens mange muslimer, arabere, berbere og Nordafrikanere. Logisk nok kom ideen om den algeriske nation til at stemme overens med de koloniale infrastrukturelle, politiske og socioøkonomiske grænser.

Trods Khaleds reformistiske politik valgte den koloniale administration at forbyde Khaleds Parti og sende Khaled selv i politisk eksil slutningen af 1910’erne. De unge algeriske nationalister, der i 1930’erne og 40’erne fulgte i Khaleds spor havde imidlertid overtaget nationalismen. I de politiske kredse hørte man ikke længere tale om ”arabere”, ”kabyler”, ”mzabi’er” eller ”malekitter”. Blandt aktivisterne selv fandtes der nu kun ”brødre”, og i samfundet kun ”algeriere”. Med skiftet fra den traditionelle forestilling om et ”muslimsk samfund” til forestillingen om en ”algerisk nation” ændredes også begrebet for krig. De revolutionære unge mænd i grupperne talte sjældent om jihâd. I stedet blev den kommende krig mod kolonimagten omtalt i sekulære vendinger som ”væbnet kamp”(kifâh), ”opstand” (muqâwama) eller slet og ret ”krig”(harb).

Da en lille militant udbrydergruppe fra Algeriets største nationalistiske massebevægelse i 1954 startede en væbnet opstand mod den franske kolonialisme, havde også de den moderne politiske nationalisme med i bagagen. Selve gruppens navn, FLN (Fronten for den Nationale Befrielse), refererede til nationen som det mobiliserende samlingspunkt snarere end Islam. I løbet af de 8 år som den algeriske uafhængighedskrig varede, udsendte den skiftende politiske ledelse praktisk talt aldrig en opfordring til jihâd. FLN havde erklæret ”krig” (harb) imod alle indbyggere i Algeriet, der støttede kolonialismen. Begrebet harb dækkede for FLN over to aspekter. På et eksternt plan skulle algerierne udkæmpe en ”uafhængighedskrig” (harb al-istiqlâl) mod den franske statsmagt. På et internt plan skulle de udkæmpe en ”frihedskrig” (harb at-tahrîr) mod kollaboratører og stikkere i den algeriske befolkning. Mens omkring 300.000 algeriske muslimer døde i krigen som ofre for den franske hærs repression eller for FLN’s interne krig, døde omkring 30.000 af de i alt 2 mio. franske soldater der tjente i Algeriet.

Genindførelsen af jihâd

I de interne magtkampe der fulgte efter at Frankrig trak sig ud af Algeriet i 1962, sejrede FLN’s stående hær, der under krigen var blevet opbygget i Tunesien og Marokko. I 1965 konsoliderede en gruppe højtstående generaler hærens position i det politiske system med et militærkup mod den folkevalgte præsident. De efterfølgende 25 år frem til 1989 blev Algeriet styret som en socialistisk republik, hvor FLN fungerede som det eneste legale parti. I denne periode gav FLN’s sekulære nationalistiske ideologi kun meget lidt plads til islam som politisk ideologi.

Ikke desto mindre – eller netop af den grund – opstod der i 1980’erne et lille antal sociale bevægelser, hvis politiske visioner blev udtrykt med referencer til islam snarere end til FLN-regimets nation. Det var imidlertid først da FLN i 1989 omdannede det politiske system til et demokratisk flerpartisystem, at islam igen dukkede op i den politiske offentlighed i Algeriet. Ved de første frie kommunal og parlamentsvalg i 1990-1991 vandt det nyetablerede islamistiske parti ved navn FIS (Fronten for Islamiske Frelse) en overældende jordskredsejr over FLN. Under påskud af at ville redde Algeriet fra den ”islamiske fascisme” greb en række højtstående generaler ind i den politiske proces få dage før de endelige parlamentsvalg, der ville have bragt FIS til magten. Generalerne afsatte regeringen, aflyste det annoncerede valg, erklærede undtagelsestilstand og påbegyndte en systematisk jagt efter lederne af FIS. I takt med hærens repression af FIS, blev tusinder af unge i de følgende måneder mobiliseret til jihâd. I modsætning til Abd al-Qâdirs jihâd i midten af 1800-tallet, der var rettet mod de kristne franske soldater, var FIS’s jihâd i 1990’erne rettet imod et regime ledet af muslimske algeriere. Med tiden blev krigen også rettet imod konkurrerende militante jihâd-bevægelser og civile muslimer. Borgerkrigen, der kulminerede i 1997 med omkring 7000 døde om måneden, har siden 1992 krævet omkring 150.000 døde muslimske algeriere. I samme periode blev omkring 100 europæere dræbt i Algeriet.

Selvom vi i dag med god grund kan være optagede af at forstå de teologiske implikationer af, hvad en jihâd egentlig er, må vi samtidigt erkende, at jihâd blot er én blandt flere forskellige betegnelser for krig, som militante grupper i Algeriet har gjort brug af i moderne tid. Som vi har set, blev den franske besættelseshær i første halvdel af det 19. århundrede mødt af en hær mobiliseret til jihâd mod de kristne erobrere. Da afkoloniseringskrigen i Algeriet 130 år senere brød ud, var det ikke længere med reference til islam, men til nationen. Krig i Algeriet hed derfor ikke længere jihâd, men harb. Først i 1990’erne blev begrebet jihâd igen taget i brug af militante bevægelser i Algeriet. På dette tidspunkt havde konteksten for jihâd imidlertid ændret sig, og den primære fjende var ikke længere franske kristne eller jøder, men algeriske muslimer. jihâd har derfor lige så lidt som noget andet ord for ”krig” én fast betydning for muslimer. Hvad jihâd betyder er kontekstuelt bestemt og kan skifte fra en epoke til en anden. Begrebet kan sågar falde helt ud af det politiske vokabular, hvis konteksten byder det, blot for at dukke op igen i en anden kontekst og med nye konnotationer og formål. Dermed problematiserer eksemplerne fra Algeriets moderne historie også den udbredte forestilling om jihâd som et ældgammelt ”korstog” imod Europa. Der findes ganske vist marginaliserede grupper som al-Qaida, der har erklæret krig imod kristne og jøder i hele verden. Men i langt de fleste tilfælde har jihâd i slutningen af det 20. århundrede primært været udkæmpet som interne borgerkrige imod de lokale regimer, andre jihâd-grupper og civile muslimer.