Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » De ortodokse. Et blik på den østlige kirke » Pressen skrev om De ortodokse

Pressen skrev om De ortodokse

Sten Hartungs anmeldte De ortodokse i Tidsskriftet Fønix under overskriften: Fremragende værk om ortodoksien og skrev bl.a.:

Sognepræst og adjungeret professor Christian Gottlieb er den fremmeste kender af ortodoksien på dansk grund, og det bærer hans nyeste bog De ortodokse et ganske klart vidnesbyrd om, for den er intet mindre end fremragende. Fremragende fordi bogens referencer og pointer ikke virker tillærte endsige hentet fra sekundærlitteratur, men snarere synes at udspringe direkte af forfatterens enorme viden og erfaring med ortodoksien i dens mange fremtrædelsesformer. Så selv om Gottlieb ganske vist pointerer, at stoffet er set udefra, da han jo ikke selv er ortodoks, har man nu alligevel fornemmelsen af, at hér er en forfatter, som er bedre inde i sit stof end de fleste.

Bogen, som er en del af Teologisk Folkebibliotek, har form af en bred introduktion til ortodoksiens univers og er skrevet i et flydende sprog, som behændigt leder læseren fra den ene pointe til den anden, og som også inddrager læseren i forfatterens diskussioner med sig selv om, hvad ortodoksien kan siges at være. F.eks. er det spændende, når Gottlieb definerer ortodoksien som en slags ”centralisme uden centrum” og fremhæver, at ortodoksien i den forstand rummer en uafklarethed i forhold til sit eget kirkelige, læremæssige og administrative centrum. Paradokset understreges af patriarken af Konstantinopel, som har en æresforrang frem for de andre patriarker, men til gengæld ikke rigtig nogen magt til at sætte sin indflydelse igennem, og man kan nyde Gottliebs formulering, når han om patriarken skriver: ”Han er således både et centrum og dog ikke et centrum, en slags imploderet centrum”.

( ...)

Bogen rummer også en række fine beskrivelser af ikon-teologien og ikke mindst en dybdegående analyse af, hvordan ikonostasen – billedvæggen som befinder sig mellem kor og skib i en ortodoks kirke – ikke skal forstås som en adskillende størrelse. Ikonostasen er snarere noget, der forener to verdener – den jordiske og den himmelske, den menneskelige og den guddommelige – og i den forstand har en ”gennemsigtighed” over sig. En anden tankevækkende pointe, som egentlig først nu er gået op for denne anmelder, er, at den ortodokse kirke på alle ledende poster styres af munke, idet det som regel er de ugifte præste-munke, som ender med at blive biskopper, metropolitter m.m.

Bogen rummer naturligvis også en analyse af den aktuelle varme krig mellem Rusland og Ukraine. Gottlieb citerer præsten Vsevolod Chaplin for i 2017 at have sagt: ”Den ortodokse idealverden er et nyt byzantinsk imperium forenet omkring den ene tro, omkring tsar og patriark”. Med de ord får man også den tanke, at den aktuelle konflikt mellem Rusland og Ukrainer rummer flere kirkepolitiske aspekter, end man umiddelbart skulle tro. Og i hvert fald kan man kun give Gottlieb ret, når han spår, at den nuværende konflikt vil betyde et tilbageslag for ortodoksien efter 30 fremgangsrige år efter murens fald.

Gottliebs bog kan varmt anbefales alle, som ønsker et dybere kendskab til ortodoksiens forunderlige verden. Og nu er vi vist mange. som venter på, hvornår han udgiver selve BOGEN om ortodoksien på dansk, altså et omfangsrigt videnskabeligt værk om Østkirkens lære, liv og historie. Gid det må ske snart!

En kyndig guide til den ortodokse kirke
Ny udgivelse af dr.theol. Christian Gottlieb om den østlige kristendom er skrevet med stor viden og karakteristisk underfundighed, og fremstår samtidig skræmmende aktuel. Martin Ravnpå kirke.dk
"De ortodokse" er en del af serien Teologisk Folkebibliotek, der udgives af Forlaget Vandkunsten. For en gangs skyld er det faktisk lykkes at formidle folkeligt, uden at være uinteressant for fagfæller, men samtidig velformidlet for almindeligt interesserede.

Ny bog om ortodokse kristne i øst: Læs den og forstå krigen i Ukraine endnu bedre

I Kristeligt Dagblad skrev Søren Hermansen den 29. november 2022 bl.a.:

Krigen i Ukraine udkæmpes på flere planer. Krig på slagmarken, krig på information og en krig internt i landet på det religiøse plan. Den ortodokse kirke i landet er splittet på flere måder.

Man kunne forleden læse her i avisen, at en del af den ukrainske ortodokse kirke vil holde jul den 25. december og ikke i januar, som den russisk-ortodokse kirke foreskriver. Det kan synes som en petitesse, men det er et meget voldsomt brud. I den ortodokse verden ændrer man ikke bare på tingene.

Ortodoks betyder ret lære og lovprisning, og den ortodokse kirke har en nærmest uændret tradition tilbage til oldkirken. Det er et af de ældste kirkesamfund og har i dag cirka en kvart milliard tilhængere fordelt især i Østeuropa og Rusland. Inden for de seneste årtier er der kommet nye ortodokse menigheder overalt i verden, også i Danmark. Man regner med, at der nu er 100.000 ortodokse her i landet.

( ... )

Bogen omhandler glimt af den ortodokse kirkes 2000 år lange historie, og den historie går meget længere tilbage end til den store russiske kirkes fødsel i 988, hvor storfyrsten Vladimir af Kyiv besluttede, at hans land skulle tilslutte sig den ortodokse kirke. Legenden fortæller, at Vladimir sendte folk ud for at undersøge, hvilken tro hans rige skulle have. Mødet med gudstjenesten i den store katedral Hagia Sofia i Konstantinopel afgjorde det.

”Om vi er i himlen eller på jorden, ved vi ikke,” berettede de hjem. Så stor en skønhed havde de aldrig oplevet før.

Dermed ramte de lige ind i, hvad en ortodoks gudstjeneste er. Den bringer Gudsriget ned til mennesker og mennesker op til Gud. Den er det helt bærende element i denne kirkes selvforståelse. Selvom kirken også har andre funktioner såsom sjælesorg, undervisning, diakoni og mission, så er gudstjenesten og lovprisningen af Gud det centrale.

For den ortodokse kirke er traditionen vigtig, og den går tilbage til oldkirkens konciler, kirkemøder, hvor hele kirken deltog. Beslutningerne derfra er stadig gældende. Det første koncil var i Nikæa (i nærheden af nutidens Istanbul) i år 325, og det sidste var samme sted i 787. Siden oldkirken splittedes i 1054, har det ikke være muligt at mødes.

Derfor stopper al fornyelse i teorien med det 7. koncil. Det er ikke tilfældigt, at den ortodokse kirke mener, at tiden skal indrette sig efter budskabet og ikke omvendt. Denne konservatisme, der afspejler samspillet mellem kirke og stat i det byzantinske rige, har en pris, og den redegør Gottlieb glimrende for i bogen.

I dette riges lange historie, der sluttede i 1453, var der symfoni mellem kejser og patriark. Ordet symfoni betyder samklang, og det er også et ord, man kan bruge om nutidens russiske patriark af Moskva, Kirill, og ”kejser” Vladimir Putin. Man forstår gennem Gottliebs bog en del mere om den religiøse konflikt i Ukraine og om, hvorfor den russiske kirke handler, som den gør i øjeblikket.

En pæn del af bogen handler om den ortodokse kirkes lære og liv. Vi bliver taget ind i kirkerummets verden, der er helt anderledes end vores gotiske opfattelse. Den almindelige ortodokse kirke er formet som et ligebenet græsk kors med en kuppel over korsskæringen, hvor Kristus skildres som verdensherskeren. Herinde under denne kuppel udfoldes Guds kosmiske orden. Det intime og sluttede rum er stedet, hvor Himlen og Jorden så smukt mødes, som udsendingene sagde det til storfyrst Vladimir. En vigtig del af dette kosmos er ikonerne, som Gottlieb redegør for på en fin måde.

Den lille bog slutter med at kaste blikket frem i tiden efter 1989, hvor den ortodokse kirke kom tilbage efter mange års blodig kommunistisk undertrykkelse. Det er også spændende læsning, og vil man have mere, så ender Gottlieb med at anbefale 21 bøger om ortodoksien. Hans egen er et godt første skridt, hvis man vil forstå vores kristne brødre og søstre i øst.