Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Brødremenigheden. Herrnhuterne i Christiansfeld og missionen i Grønland, Vestindien, Trankebar og København » Pressen skrev om Brødremenigheden

Pressen skrev om Brødremenigheden

"Lille, lækker bog i et fint lommeformat. Bogen er velskrevet og billederne er velvalgte. Emnet er smalt " Folkebibliotekernes lektørudtalelse.

Peter Tudvald skrev i kirke.dk den 8. marts 2022 under overskriften

Blodet, lammet, hans menighed og dens brødre

Som dansker forbinder man uvilkårligt Brødremenigheden med kolonien i Christiansfeld, der i 2015 blev optaget på Unescos verdensarvsliste. En del kan også associere Brødremenigheden med Søren Kierkegaard, der som dreng og ung mand kom i dens mødesal i Stormgade i København.

Nogle sporer desuden i Brødremenigheden en pietistisk strømning, som man i Danmark helst forkaster som sværmeri, selvom mange gerne spiser deres honningkager og læser deres daglige Bibelcitater i “Løsensbogen”.

Brødremenigheden har sit udspring i Herrnhut i Sachsen, hvor den pietistiske grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf i 1720'erne lod en gruppe evangeliske trosflygtninge fra det habsburgske kronland Bøhmen slå sig ned for siden med Zinzendorf selv som biskop at etablere sig som en selvstændig menighed.

Af samme grund omtales brødrene også som herrnhuterne, ligesom deres menighed også kendes som de Mæhriske eller Bøhmiske Brødre eller på latin som Unitas Fratrum. Thi kære brødre har mange navne.

Brødresocietet og kolonien i Christiansfeld

Lang tid gik der ikke, før Brødremenigheden bredte sig til den danske konges riger og lande, for Zinzendorf var en iværksætter af Guds nåde, der tog Jesu missionsbefaling personligt: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.“

Nominelt var danskerne jo allerede kristne, men reelt kunne de nok have behov for omvendelse og opbyggelse. Altså oprettede brødrene med kgl. sanktion et “brødresocietet” i København i 1739 og kolonien i Christiansfeld i 1773. Societet blev opløst i 1923, mens kolonien fortsat består.

Dertil kom, at den danske konge havde oversøiske kolonier, hvor brødrene fik lov at missionere: blandt slaverne i Dansk Vestindien fra 1734, på Grønland fra 1733 til 1900, da missionen med omvendelsen af den sidste grønlænder var tilendebragt, og fra 1759 i Indien, som brødrene grundet de vanskelige forhold allerede måtte opgive i 1795.

Udfordrede stændersamfundet og bidrog til industrialiseringen

Historien om alt dette har det teologiske trekløver Petterson, Christensen og Reeh sammenfattet i en overskuelig bog om “Brødremenigheden”, så man nu uden alt for stor indsats kan sætte sig ind i sammenhængen mellem Herrnhut og København, mellem den tyske mission og de danske kolonier.

Missionærerne var som brødrene i almindelighed oftest lægmænd, hvilket var en torn i øjet på statskirken og dens autoriserede præster. Bedre blev det ikke af, at herrnhuterne organiserede deres menigheder og kolonier i såkaldte kor, hvor køn og ægteskabelig status afgjorde, hvilket kor brødrene (eller søstrene) skulle høre til, ikke deres stand eller klasse.

Tilmed måtte kvinderne inden for søsterkoret varetage sjælesorg og andre kirkelige funktioner, så det ikke bare var stændersamfundet, men også det hævdvundne kønsrollemønster, der blev udfordret af Brødremeningheden.

Når mange fyrster og konger alligevel bød den kontroversielle menighed velkommen, skyldtes det ikke mindst de faglærte og velorganiserede brødres bidrag til den rent økonomiske udvikling, herunder den industrialiserede fabriksdrift.

Om menigheden i Christiansfeld hedder det således, at den “undergravede laugssystemet og dets begrænsninger.” Konkluderende for hele bogen skriver forfatterne sågar, at menigheden brød så grundigt med stænder og kønsroller, at det moderne samfund “stille og roligt” voksede frem i Christiansfeld.

Blodlyrik

Trods det notoriske bidrag til det moderne samfunds opkomst var brødrene ikke motiveret af en politisk vision, men af et indre syn, nemlig af den korsfæstede frelser. “Vi havde en ret velsignet nadver”, skriver en af dem i København anno 1746. “Lammet var mig ualmindeligt nært og følbart i sin Martyrs Billede. Ja, jeg har set, kysset og med tårer spist slagtefåret, Jesus Kristus.”

En sådan blodlyrik huede ikke de mere anæmiske gemytter uden for Brødremenigheden, selvom denne dog også forstod at tugte enhver oprørsånd med den korsfæstede frelser. Således belærte Zinzendorf under et besøg i Dansk Vestindien i 1739 de omvendte slaver om, at de skulle forblive tro mod deres herrer, “for Herren har skabt alt selv – konger, herrer, tjenere og slaver.”

Disse lidet socialrevolutionære ord kan nok skurre i moderne kristnes sarte øren, men faktisk læser vi det samme i Efeserbrevet: “Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte.”

Rigeligt leksikal stil

Heldigvis bringer forfatterne flere samtidige citater af brødrene, som giver den ellers lidt gråmelerede bog noget mere farve. Sine steder er den rigeligt leksikal i sin stil, ligesom man gerne havde undværet en længere redegørelse for Brødremenighedens arkiveringsprincipper til fordel for en nærmere redegørelse for dens teologi.

Især kunne man have tænkt sig svar på, hvordan brødrene begrundede deres dobbelte fokus på “den enkelte” og fællesskabet, hvad andre kristne jo ikke altid har haft lige let ved.

En antydning får man måske, når brødrene tilskrives “gensidige fodvaskninger, der ligeledes var en liturgisk handling, som regel forud for nadveren, der markerede syndsforladelsen.” Således synes fodvaskningen i Johannesevangeliet at knyttes intimt sammen med nadveren i de synoptiske evangelier – og efterfølgelsen i fællesskabet med retfærdiggørelsen af den enkelte synder.

Stedmoderlig behandling af salmebogens herrnhuter-salmer

Endelig havde det været rart, om Brødremenighedens bidrag til den aktuelle udgave af Den Danske Salmebog ikke havde fået så stedmoderlig en behandling.

Forfatterne nævner akkurat “Min Jesus, lad mit hjerte få” (DDS 217), som skyldes Biørn Christian Lund, men ikke alle de andre salmer, som også er skrevet af herrnhutere: Zinzendorf (DDS 483 og 513), Carl Bernhard Garve (DDS 391), Johann Andreas Rothe (DDS 510) og Frederik Boye (DDS 429). Men lad så Boye her få det sidste, såre herrnhutiske ord:

“Lammet, Guds-Lammet, dets vunder og sår / æren og prisen i evighed får. / Amen! Halleluja! Amen!”