Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Københavnerskolen og Det Gamle Testamente Historien der forsvandt » Pressen skrev om Københavnerskolen

Pressen skrev om KÝbenhavnerskolen

I Præsteforeningens blad, september 2022, skriver Egil Hvid-Olsen bl.a.:

Fra historiefortælling til historicitet og tilbage igen

JEG ER BEGEJSTRET for Forlaget Vandkunstens serie Teologisk Folkebibliotek. Begejstringen skyldes, at halvgamle præster som mig, der forlod universitetet for mere end tyve ar siden, kan fa en opdatering af, hvor den teologiske forskning befinder sig for tiden. Mere »Folkebibliotek« er der altså ikke over serien, end at uddannede teologer også kan have glæde af den. Som uddannet på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet tilbage i 1990’erne fulgte jeg en del af Niels Peter Lemches forelæsninger om Det Gamle Testamente. Hovedtesen hos ham og de øvrige repræsentanter for det, der blev kendt som Københavnerskolen, var, at de historiske skrifter i mindre grad beskrev historiske begivenheder og i højere grad var udtryk for en konstrueret identitetshistorie og – ikke mindst – en forkyndelse af Guds tilrettelæggelse af israelitternes skæbne. Dengang var der tale om et paradigmeskifte, der bragte heftige diskussioner med sig, men som her til lands endte med at blive den alment anerkendte fortolkning af Det Gamle Testamentes historiske skrifter. Den samme udvikling fulgte ikke i udlandet – i særdeleshed ikke i USA og Israel. Den provokerende Københavnerskole Der er nok ikke noget at sige til, at mange fandt Københavnerskolens forskningsresultater provokerende. Lemche beskriver selv hovedpunkterne i den omvæltende retning, der kastede en stor mængde tidligere forskning omkuld:

»Problemet viste sig at være, at der så at sige intet var tilbage af det, som Det Gamle Testamente fortæller om, der kunne henføres til historiske begivenheder i Palæstinas fortid. Der havde i det 2. årtusinde f.Kr. aldrig været en israelitisk indvandring hverken i form af vilde erobrere eller som mere fredelige nomader. Dommertiden var et fatamorgana. Billedet af et israelitisk stammesamfund ledet af fortidens helte var meningsløst i lyset af historiske analyser af datidens samfund […] Tillige synes der at være tale om en kontinuitet mellem samfundene i det 2. årtusinde og dem, man kender til fra den tidlige del af det 1. årtusinde. Endelig måtte man konstatere, at der aldrig havde eksisteret et Davidisk storrige« (s. 90-91).

Det er ikke så sært, at disse forskningsresultater skabte røre, for mange havde (og har) en forståelse af Det Gamle Testamente som en skriftsamling, hvoraf en stor del genfortæller, hvad der reelt har fundet sted historisk set. Imidlertid redegør Lemche i bogens forskningshistoriske kapitler for, at dette ikke altid har været den udbredte forståelse af teksterne. Fra begyndelsen af har man slet ikke skelnet mellem historisk korrekte gengivelser og myte-, legende- og sagnstof. Det ene kunne være lige så godt som det andet, hvis bare det tjente formalet at beskrive, hvem Gud er, og hvad han ønsker af mennesket. En politisk-religiøs strategi Lemche redegør i bogen for divergenserne mellem de beskrevne hændelser i Det Gamle Testamente og de forhold, man kan udlede af samtidige skriftlige og arkæologiske kilder. Disse forskelle mere end antyder, at store dele af Det Gamle Testamente er skrevet ud fra en politisk-religiøs strategi, der ser stort pa historisk troværdighed.

Hen mod slutningen af bogen redegør Niels Peter Lemche kortfattet for, at Københavnerskolens forskningsresultater ikke alene har medført harme i konservative kirkelige kredse verden over, men også i Israel, hvor Det Gamle Testamente i hvert fald til en vis grad benyttes som en faktuel historiebog, hvis indhold udgør en del af statens selvforståelse. Blandt israelske historikere er der dog ikke den samme skepsis som blandt politikerne. Tankevækkende nok er der heller ikke enighed mellem politikerne og religiøse jødiske grupper: »Ikke alle jøder holder med den moderne israelske stats fortolkning af grundpillerne for jødedommen. Religiøse jødiske grupper har ofte ikke andet end foragt for den, fordi jødedommens grundlag efter deres mening ikke er historiske begivenheder i fortiden, men den vejledning, der findes i Toraen, den lov, der star i centrum for deres religiøse liv« (s. 140).

Men, kan man spørge, hvordan efterlader Københavnerskolens tolkninger Det Gamle Testamente i en kristen og kirkelig sammenhæng?

Egentlig er der jo noget befriende i, at man ikke skal føle sig forpligtet til at forsvare for eksempel et guddommeligt sanktioneret folkemord som det, der fortælles om i historien om Jerikos fald. Samtidig er alt jo ikke forkert, blot fordi det ikke har fundet sted. Således kan der stadig udledes absolut brugbare pointer af de gammeltestamentlige tekster. Nogle af historierne må fungere til advarsel, andre til opbyggelse.

Desuden tjener Københavnerskolens resultater til en forståelse af, hvorfor Jesus gjorde op med sin samtids gudsforståelse.

Egil Hvid-Olsen

"bogen giver bolden op til både spændende tanker og overvejelser " Bibliotekernes lektørudtalelse

Under overskriften "Charmerende og lidt sevforherligende introduktion til Københavnerskolen" skrev Andreas Riis Damgaard i kirke.dk bl.a.:

Det teologiske kongemord

Københavnerskolens overordnede tankegang er, at man dybest set ikke ved noget som helst håndgribeligt og historisk om den fortælling, som de gammeltestamentlige skrifter dækker mere konkret over.

Derfor kan man ikke pege på et bibelvers fra patriarktiden, dommertiden eller noget som helst andet og samtidigt påstå, at det har haft hold i den virkelige, samtidige historie. I stedet kan man undersøge, hvilken intention der ligger bag fremstillingen i de gammeltestamentlige skrifter.
Man kan altså, sat på spidsen, ifølge den bibelske minimalisme ikke beskrive Mellemøsten og Levantens historie med Det Gamle Testamente i hånden. Men man kan forsøge at afkode, hvad formålet med fortællingerne er.
Dette viser Lemche i bogen ved at begynde at bedrive eksegese med sin hammer. Han slår på alt og undersøger, om det er hult og ”ufornuftigt”. De største dekonstruktioner her er med garanti den sene datering af skriftet til persisk og hellenistisk tid og det eksegetiske kongemord på David. For Lemche peger på, at kongen David måske ikke er en historisk figur, og hvis han var det, så nærmere en omflakkende, partisantype end en konge.
Det sidste har resulteret i regulære trusler. For David er Jesu Kristi forbillede og den historiske skytspatron i nutidens Israel, og at nægte dette som et faktum kommer man ikke godt fra, hvis man har indflydelse.

Hurtig til at trække fundamentalistkortet
Lemches bog er perfekt som en folkelig introduktion til den bibelske minimalisme, både til den kritiske, eksegetiske forsknings historie og dens historiske rolle i de tidligere lokaler på Det Teologiske Fakultet i Købmagergade. Dette er lykkedes fornemt.
Det anekdotiske materiale er sprudlende, lidt selvforherligende, charmerende, og bevægelsens indflydelse bliver i hvert fald ikke talt ned.
Det er på samme tid bogens ømme punkt. Det er farligt at skrive om sig selv, for man risikerer at beskrive et billede af sig selv i stedet. Dette kammer ikke over, men når en bog skrives på denne måde om en teologisk retning, man selv er en del af, så står argumenterne uimodsagte – og det styrker dem ikke.
Det styrker dem ingenlunde, at Lemche er meget hurtig til at trække ”fundamentalistkortet” over for sine modstandere. Der er en lille tekstboks, der beskriver Lemches definition af ”fundamentalisme”, hvor begrebet sættes meget hårdt op. Det giver på sin vis et indtryk af, at der på den ene side er de mørke, der anskuer Bibelen som ufejlbarligt sand, og på den anden side de lyse og fornuftige, der går tekstkritisk til den. Det kunne have klædt bogen med en dybere introduktion til Københavnerskolens kritikeres kritik af den – også selvom det ikke er bogens ærinde.

Længsel efter fornuften
Derudover skal det påpeges, at denne er den første bog i rækken, som ikke er decideret smukt sat af Forlaget Vandkunsten. Tekstbokse der fylder mere end en hel side og fortsætter på den næste. Der er indsatte billeder, som tømmer tekstfeltet over og under og ved siden af. Det virker lidt sløset fra det forlag, som ellers laver nogle af kongerigets smukkeste udgivelser.
Når det er sagt, er “Københavnerskolen” en virkelig god bog, der både har vid og bid. Selve Københavnerskolens teologi er af forskningshistorisk signifikans – den var vigtig, og den er relevant for præster og lægfolk med interesse for eksegese. Men den er måske svær at finde mange steder i dag i sin rene form.
Lemche skriver afsluttende i bogen, at nutidens læsning af Det Gamle Testamente svinger ”mellem mangel på fornuft og forsøg på at finde fornuften igen. Københavnerskolen handler om det sidste.” Om det lykkes, profeterer Lemche ikke om, for det er nutidens til tider uforstandige tendenser, der vil komme til at afgøre det.
Vi må se, om Københavnerskolens minimalistisk klarsyn vil bestå i fremtiden eller vil blive kendt, som skolen der blev væk.