Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Evangelierne » Pressen skrev om Evangelierne af Mogens Müller

Pressen skrev om Evangelierne af Mogens Müller

Lettilgængelig introduktion til 'forfatterintentionen' bag evangelierne. Mogens Müllers nye bog Evangelierne, som er udkommet i Forlaget Vandkunstens smukke kortbogsserie Teologisk Folkebibliotek, er en kompetent, hårdtslående endefuld til barnetroen på de nytestamentlige skrifters tilblivelsesproces. Der er tale om en nøgtern, læseværdig bog, der lever op til den folkelige ambition bag serien. ( ... )

Vores forsøg på at harmonisere evangelierne, skriftligt og mundtligt, ved at springe frem og tilbage fra Markus til Lukas søndag efter søndag, kommer til at skygge for de indbyrdes skrifters intentioner og de enkelte forfatteres måde at være ”skabende teologer” på.

Ifølge Müller resulterer dette i, at menigheden sidder tilbage med en fornemmelse af, at det er Jesus selv, der kommer til orde i læsningerne fra prædikestolen. Noget, som jeg tror, mange præster i folkekirken også vil mene, at det netop er.

Her viser Müller sig atter som en særdeles velargumenterende nestor og provokatør, der sætter et par fyndige klask på barnetroen. Hermed giver denne bog anledning til en god diskussion. Måske i en læsekreds i kirken? Det er bogen akkurat oplagt til.

Og selvom “Judasevangeliet” ikke rystede kirkens fundament i 2006, og Müllers bog nok heller ikke kommer til at ryste det i 2021, så kunne den godt give et par udslag på seismografen, da den på overbevisende manér præsenterer et svært og anerkendt emne, der formodentligt vil være overraskende, måske anfægtende og let provokerende, for manges bibelsyn og forståelse af evangelierne.
Andreas Riis Damgaards anmeldelse af bogen i kirke.dk