Falsafa. Ibn Rushd, filosofien og Islam

Se større billede

Claus Asbjørn Andersen: Falsafa. Ibn Rushd, filosofien og Islam. Udgivet november 2021. 1. udgave. 1. oplag. 280 sider. Hæftet. 299 kr. ISBN 978-87-7695-641-7.

Tilrettelagt af Per Baasch Jørgensen.

Del

Detailudsnit fra Andrea Bonaiutos fresko Den hellige Thomas’ triumf i Santa Maria Novella-kirken i Firenze. Ibn Rushd knæler for fødderne af Sankt Thomas

Falsafa er arabisk for filosofi.

Den andalusiske filosof, retslærde og læge Ibn Rushd (1126–1198), også kaldet Averroes, var en af de islamiske tænkere, der fik størst indflydelse på den europæiske filosofis historie. Han knyttede an til den antikke filosof Aristoteles og modsagde centrale religiøse dogmer. Både i hans eget islamiske miljø og i det kristne Europa blev hans filosofi genstand for fordømmelser i religionens navn. Selv mente han dog, at enhver filosof har pligt til at tilslutte sig den bedste religion på markedet. Alle religioner giver struktur til samfundet. Og de har plads til filosofi for de få mennesker, der har talent for den slags.

Claus A. Andersen vender det gængse syn på Ibn Rushd på hovedet. I dag er det ikke hans benægtelse af den individuelle sjæls udødelighed eller hans tilbagevisning af ideen om, at Gud har skabt verden på et bestemt tidspunkt, der fremstår som specielt provokerende, men derimod hans udpræget elitære syn på filosofien.

Bogen trækker tråde til andre islamiske tænkere og til den europæiske filosofis historie – samt til Salman Rushdie, der har dét navn, fordi hans far beundrede Ibn Rushd. Hvad mon Ibn Rushd ville sige til sagen om Salman Rushdie og ytringsfrihedsdebatten?

"Detalje fra Rafaels fresko Skolen i Athen i de pavelige arbejdsgemakker i Vatikanet. Freskoen blev til i årene kort inden Laterankoncilets fordømmelse af Ibn Rushds lære om intellektet. Her kigger en ikke særligt flatterende fremstillet turbanklædt Ibn Rushd Pythagoras over skulderen. Han fremstår ikke som en selvstændig tænker, men snarere som en plagiator af den græske filosofi. At Ibn Rushd overhovedet er taget med blandt de græske filosoffer, vidner om hans betydning for formidlingen af arven fra antikken. Man kan dog undre sig over, om han ville have været taget med, hvis Rafael havde udført sin fresko på den anden side af 1513 – eller om marginaliseringen af ham som plagiator ville være tilstrækkeligt ydmygende til trods alt at sikre ham en plads i dette renæssancekunstens vigtigste billede af filosofien..." (fra bogens side 28).

Bogens indhold:

Forord 9

1. Perseren Salman, Ibn Rushd og Salman Rushdie 11
2. Ufuldstændige forestillinger om en filosof 21
3. Al-Andalus, det islamiske herredømme, almohaderne 35
4. Ibn Rushd, filosof, retslærd og læge 41
5. Den islamiske filosofis begyndelse i Bagdad 51
6. Fra filosofi til filosofikritik: Ibn Sina og al-Ghazali 59
7. Ibn Tufayl og filosofiens situation i Andalusien 67
8. Koranens gudsbevis: naturen 73
9. “Sandhedens folk” – elitens logik 87
10. “De, der har en grundfæstet viden” – elitens religion 99
11. Menneskets viden om Guds viden om verden 113
12. Verden, evig og skabt 129
13. Mennesket mellem dødelighed og udødelighed 145

Epilog: Metafysik og politik 167

Appendiks: Tre tekster af Ibn Rushd 181

Brev til en ven om Guds viden om enkelttingene 188

Inkohærensens inkohærens, sidste kapitel 193

Den lange kommentar til Om sjælen III 199

Noter 209

Bibliografi 255

Navneregister 273