Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det 20. århundrede » Pressen skrev » Den gule domkirke i Nordvest

Den gule domkirke i Nordvest

Denne bog er en perle. Den snor sig ud og ind af små anekdoter og fortællinger om arkitektur, geometri, kunsthistorie, idehistorie, astronomi og henvisninger til alle de mennesker, der arbejdede med det, og det er både underholdende og oplysende.

Alligevel taber bogen aldrig sit mål af syne. Og målet er at fortælle historien bag den store gule domkirke i Københavns Nordvestkvarter: Grundtvigs Kirke med det karakteristiske trefløjede tårn ligger højt på Bispebjerg. Kirken blev indviet i 1940 efter mange års bestræbelser på at skabe et monument for digterpræsten Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Byggeriet var en folkesag, og siden sin indvielse har kirken været beundret som et højdepunkt i dansk håndværk og arkitektur.

Forfatteren med overblikket og viden er Thomas Viggo Pedersen (f. 1935), der selv bogstavelig talt er vokset op med kirken. Hans farfar var med i den komité, der tog initiativ til monumentet, og hans far var kirkens første organist fra den midlertidige tårnkirke åbnede i december 1927. Pedersen afløste selv sin far som organist ved Grundtvigs Kirke i 1967 og blev på orgelbænken til 2005.

Og han fortæller her om, hvordan idéen til kirken fødtes, pengene blev indsamlet, og kirken blev til. Dens hovedperson er den geniale bygmester, P.V. Jensen-Klint. Omkring ham iscenesætter forfatteren et mylder af grundtvigske præster og lærde, arkitekter, pengemænd, politikere og højskolefolk. Blandt bogens helte er håndværkerne, industrimagnaten Tietgen, politikeren I.C. Christensen, bager- og borgmester Marstrand, den ukuelige landsretssagfører Müllertz, arkitekten Ivar Bentsen og hans far og hans kone og et kontingent af bygmesterens efterkommere i Klint-familien.

Historierne står i kø: Hvordan kirken nær var kommet til at ligge i Sønderjylland, hvordan den på et hængende hår undgik at få forærende et af verdens største amerikanske orgler og til gengæld i mange år måtte klare sig med små instrumenter, hvordan murerne på kirken blev så dygtige, at de bagefter ikke kunne få job andre steder, og hvor øst præcis er (og hvorfor kirkerne vender østvest), hvordan Bispebjergs byplan blev til, og hvem de 78 præster var, der gik i procession ved kirkens indvielse på Grundtvigs 157. fødselsdag 8. september 1940.

Det er en moppedreng af en bog, og man kunne måske have ønsket sig den endnu større, så de mange illustrationer virkelig kom til deres ret, men den læses med stor nydelse.

Troels Laursen, Nordjyske Stiftstidende, januar 2021 (5 ud af 6 stjerner)