Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det 20. århundrede » Pressen skrev

Pressen skrev

Man … føler forfatterens stemme, mærker hans enorme vilje til at give læseren alt, han har i sig Man må respektere forfatteren, der generøst fremlægger et livs erfaringer, samlede undersøgelser og observationer, man må også respektere forlaget for ikke at hugge bogen op og skabe den om til noget andet end den sten, den er og vel altid har skullet være. Den er en eksotisk fugl i en tid, da alt ellers er redaktionelt trimmet og beregnet med henblik på salg, udsalg, forståelighed og problemfri tilgængelighed. Carsten Bach-Nielsen i Historisk Tidsskrift

Den gule domkirke i Nordvest (fem stjerner) Historierne står i kø: Hvordan kirken nær var kommet til at ligge i Sønderjylland, hvordan den på et hængende hår undgik at få forærende et af verdens største amerikanske orgler og til gengæld i mange år måtte klare sig med små instrumenter, hvordan murerne på kirken blev så dygtige, at de bagefter ikke kunne få job andre steder, og hvor øst præcis er (og hvorfor kirkerne vender østvest), hvordan Bispebjergs byplan blev til, og hvem de 78 præster var, der gik i procession ved kirkens indvielse på Grundtvigs 157. fødselsdag 8. september 1940. Det er en moppedreng af en bog, og man kunne måske have ønsket sig den endnu større, så de mange illustrationer virkelig kom til deres ret, men den læses med stor nydelse. Troels Laursen, Nordjyske.

Himmelsk Historien om den udanske, upraktiske, u-hyggelige og mageløse Grundtvigs Kirke fortalt af en mand, hvis familie har været bundet til kolossen i tre generationer. Man skal bestige et københavnsk bjerg for at nå frem til den 80-eller 81-årige - han har ikke nøjagtigt tal på det - Thomas Viggo Pedersen. En mand i blå cowboyskjorte og langt, sølvfarvet hår, strøget tilbage fra panden. Turen tager en time fra Nørreport, men først det sidste kvarter går det opad, så stigningen mærkes i benene. Helt oppe, hvor Bispebjerg flader ud i et plateau, ligger hans lejlighed, kun fire vinduer fra Restaurant Bjergstuen, hvor man drejer om hjørnet og får den kolossale Grundtvigs Kirke frontalt i synet. Som et vejrbidt grundfjeld. Blikket flyver straks opefter, og man teleporteres til et andet land. Det her ligner ikke Danmark, vi er ikke vant til enorme kirker, men små hyggelige. Her står vi hverken foran den hvidkalkede landsbykirke eller en praktisk, lun parcelhuskirke fra 1970erne eller 80erne, men snarere foran en himmelstræbende gotisk katedral i Tyskland eller Frankrig. De lave huse ligger også tæt op til kirken som ved de store katedraler i Europa. Hvad er meningen med al den pragt og anomali? Thomas Viggo Pedersen ved det. For det første stammer han fra en familie, der har været bundet til kirken i tre generationer. For det andet har han netop på Forlaget Vandkunsten fået udgivet en bog så tyk og tung som en munkesten, Grundtvigs Kirke, på 800 sider med 2015 fodnoter, skrevet i et vidunderligt, fjerlet sprog og med forgreninger så langt ud i Danmark og Europa, at man nogle gange tvivler på, om det vil lykkes ham at komme tilbage til kirken, men det gør han. Pernille Stensgaard, Weekendavisen den 25. september 2020

Herlig og medrivende fortælling. Dette er et digert værk med dets samfulde 800 sider og det er en imponerende og flot udgivelse. Bogen tager sin læser med på en interessant rejse udi en kirkes tilblivelse, Uge fra den første ide til den færdige kirke. Forfatteren finder plads til både stort og småt, skæve anekdoter og spændende viden. Det er bestemt sjældent at man får så megen viden i så let og muntert et sprog, hvor kirkehistorie, idehistorie, arkitektur mm, blandes og forenes i en herlig og medrivende fortælling. Bibliotekernes lektørudtalelse

Et klippefjeld midt i byen Dette store værk om Grundtvigs Kirke er præget af både stor viden og ditto lethed. Man forstår til fulde, at kirken i egen selvforståelse er spændt ud mellem at være både sognets og nationens kirke. Grundtvigs Kirke er som et klippefjeld midt i byen, og et værk, der kan måle sig med for eksempel Ingvar Cronhammars ”Elia” i Herning, hvilket der også peges på i bogen. Som et bjergmassiv, hvor Gud og mennesket mødes. Det er en gigantisk landsbykirke og sammenholder derfor på samme tid Danmarks historie og Grundtvigs format. Det er ikke uden tanke, at Martin A. Hansen, landsbykirkens fortæller, blev begravet fra kirken i 1955. Man føler gennem læsningen af denne smukke bog, at hver en sten er vendt, og det er ikke så lidt, når der er så mange af dem. Det er ikke tung, men let og munter læsning, og man bliver på alle måder oplyst og vejledt. Ikke kun i kirkens bygningshistorie, men også i et væsentligt afsnit af danmarkshistorien, hvor identitet skabes og brydes. Her står Grundtvigs Kirke alene med sin historie som et meget præcist monument over Grundtvig. Thomas Reinholdt Rasmussen, Kristeligt Dagblad den 8. september 2020

Grundtvigs Kirke set indefra Alle aspekter af kirken er med: Akustikken, materialerne, arkitekturen, historien, traditionen, personerne, konflikterne. Her serveres, hvad et begavet og poetisk gemyt har samlet op, nærmest osmotisk, gennem et langt, opmærksomt liv. Bogen er dertil smukt tilrettelagt. Den får seks kamtakker ud af seks mulige. Jes Fabricius Møller, Grundtvigsk Tidende, 22. oktober 2020

[ ... ] Bogens forfatter Thomas Viggo Pedersen er tidligere organist i Grundtvigs Kirke. Be-skrivelsen af kirkens (faktiske og mulige) orgler samt af dens akustiske forhold udgør forventeligt et tilbagevendende tema. Forfatterens beskrivelse af Jensen-Klints arkitek-toniske visioner og forholdene for murermester Hans Rasmussens håndværksarbejde (jf. s. 280) bærer endvidere præg af den fortrolighed med de gule murstens munkefor-bandt (s. 472) og kirkeskibets ’søjleskov’ (s. 484), som følger af mange års hjemmevandt færden i kirken. Thomas Viggo Pedersen erklærer sig delvist ’ukyndig’ på de temaer, han bevæger sig ind på: ”arkitektur, kirkehistorie, geometri, kunsthistorie, astronomi og økonomi” (s. 7). Bogen er baseret på et (mere end) omfangsrigt researcharbejde og er fyldt til bristpunktet med citater samt perspektivrige illustrationer. Endelig er der et righoldigt bilags- og registermateriale fx over kirkens inventar, dens ansatte gennem tiden og sange skrevet i dens navn. Forlaget Vandkunstens boghåndværk understre-ger denne side af udgivelsen: Der er tale om 800 smukke sider. Men bogen er ikke tøjlet på en måde, som man kunne forvente sig af en forskningsbaseret fremstilling. At hele seks redaktører har været involveret i udgivelsesarbejdet, giver anledning til at overveje, om selve tilblivelsesprocessen har været lige så vidt forgrenende og tumul-tarisk som manuskriptet under tiden er. På visse punkter minder Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det tyvende århundrede mest af alt om en nedskrevet digression fra et folkeligt foredrag. De ikke mindre end 1701 fodnoter byder på mange eksempler. I nummer 1301 i et kapitel om indvielsen af kirken ved forfatteren godt, at han har bevæget sig langt ud på overdrevet:

I en meget afsides fodnote kan det oplyses, at en stor tunnel ved Klaksvig på Færørerne har fået det vistnok uofficielle navn ”Christian den Tiendes Røvhul”. Den blev boret på et tidspunkt, hvor kærligheden til Danmark næppe var særlig hed (s. 456).

Nogle af disse strønoter er overraskende og morsomme; men mængden er trættende, ikke mindst fordi brødteksten også har tendens til det snakkende, uregerlige, uredigerede. Andre læsere vil måske se det som et charmerende træk. For mit vedkommende betød det, at jeg måtte læse over lang tid og i små doser. Det er synd, for det er min opfattelse, at denne udgivelse er et værdifuldt bidrag ikke kun til viden om Grundtvigs Kirkes historie, men til hele det spatio-kirkelige vidensfelt i en dansk kontekst. Katrine Frøkjær Baunvig, lektor, ph.d. Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet, i: Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 2022