Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tractatus Philosophico-Poeticus » Pressen skrev » Ekstase bag logikken

Ekstase bag logikken

Signe Gjessing er på sin helt egen måde politisk i digtafhandlingen ’Tractacus Philosophico-Poeticus’.

Malte Frøslev, Atlas Mag, 11. juni 2020

Vi kalder med uni-/ versets sen-navn«, skriver Signe Gjessing et sted i sin lille, men alligevel store digtsamling Tractacus Philosophico-Poeticus. Det er både virkelig morsomt og virkelig omsorgsfuldt – at man skal kalde på universet med dets efternavn, og at det ligesom indrammer noget dybere og mere nærværende end begrebsnavnet univers, men også påpeger noget så almindeligt og mystisk som et ophav, at universet også har forældre. Eller måske betyder det, at universet har haft en tidligere benævnelse, som på den ene eller den anden måde ikke er tilstrækkelig længere. Begge dele ville faktisk give god mening.

Som man måske fornemmer ud fra titlen, genskriver og forholder Gjessings Tractatus Philosophico-Poeticus sig til den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins afhandling om sprogets logiske struktur fra 1922, Tractatus Logico-Philosophicus. Man taler i filosofihistorien om en tidlig og en sen Wittgenstein, fordi han, efter han skrev Tractatus som ung, forlod filosofien, for først at vende tilbage som ældre, nu med en anden tænkning, der gjorde op med og kritiserede hans tidlige.

I Tractatus Logico-Philosophicus undersøger den tidlige Wittgenstein tænkningens og sprogets grænser, og det er også heri, han formulerer, at grænsen for det værende ligger i sproget, der hvor følelsen af ordenes utilstrækkelighed bliver for stor. »Det, der lader sig sige, lader sig sige klart, og det, hvorom man ikke kan tale, må man tie,« skriver han.

Det værende bliver i Wittgensteins øjne altså inddæmmet og organiseret af det logiske og klare, og det er den ontologi, der er udgangspunktet for Gjessings genskrivning. Hun forsøger at skrive sig ud over den grænse, den tidlige Wittgenstein tegnede op. I stedet for relationen mellem logik og filosofiinteresserer Gjessing sig for det, der ligger efter logikken: det mystiske eller den poetiske oplevelse. Som hun skriver i bogens forord:

»De enkelte linjer i mit digt er komponeret i en ambition om at udsige det, der ikke kan siges. De tager udgangspunkt i universelle størrelser for at konfrontere det, der kommer efter alt, og som ikke burde kunne siges. Det uudsigelige identificeres derfor med det transcendente, og betydningens grænse skrives sammen med mængdens. Hvis digtet betragtes som en akkumulation af logiske enheder, bør et udsagn, der følger efter begrebet »verden«, være uudsigeligt, fordi verden tilskrives betydningen: »Alt, der er.««

Hvor Wittgensteins logiske afhandling afskriver den verden, der ligger uden for det, vi kan tale om, forsøger Gjessing at vise, hvordan poesien giver den en chance til. Hendes digtafhandling arbejder, som det nye i forhold til Wittgenstein, med ekstasen som en forudsætning for både skrivningen og tænkningen. Og det er også nyt i forhold til Gjessings egen poesi. I sine tre tidligere digtsamlinger har hun kredset om bevægelsen mod det kosmiske, og selvom det kosmiske ikke er Tractacus Philsophico-Poeticus uvedkommende, kredser digtafhandlingen mere specifikt om bevægelsen væk fra den statiske, konventionelle oplevelse af verden. Den undersøger et sprog og en oplevelse, der befinder sig ’efter verden’, altså ’efter alt, der er’. Derfor må digtsamlingen nødvendigvis også starte med, at verden bliver skabt: »1. Verden ser sig for,/ opstår så, smuk.// 1.01 Her er verden.// 1.011 Virkeligheden/ smutter lige igen-/ nem her.// 1.0111 Mulighederne op-/ dager virkelighedens/ genvej: Verden/ opstår.«

Gjessing lægger op til en anden måde at beskæftige sig med verden på, end den vi kender fra Wittgenstein. Ekstasen, som læsningen af digtafhandlingen henføres til, opstår i det fine sammenspil, hun lader begreberne opstå i. Som når »roserne« måske er »lidt for fine i forhold til stjernerne«, og »stjernerne« efterfølgende lige skal sove på, om de vil føres sammen med roserne i det helt nye begreb »rosenstjerner«.

Når Gjessings billeder ved første øjekast kan virke utilgængelige, kan det skyldes, at sætningerne har en klarhed og renhed, så det kan føles, som om ’meningen’ nogle steder lige er defileret ned til bageren efter croissanter, mens man selv sidder og kigger ud ad vinduet. Senere kommer den tilbage med knitreposer og en flaske med appelsinjuice. Billederne er ikke svære at forstå, når man bare giver sig hen til dem. Vel på samme måde som man giver sig hen til ekstasen – uden forventninger, uden et ønske om kontrol.

Gjessing har overtaget Wittgensteins matematiske nummereringssystem, hvor udsagnene følger hinanden kausalt. Som hun selv forklarer det: »Udsagn 1.01 er en kommentar til udsagnet 1. Udsagnet 1.011 er en kommentar til udsagnet 1. Udsagnet 1.1 er en næstfølgende tanke, dikteret af 1. Udsagnet 2 er noget helt nyt, men følger logisk af 1.«

Men det er samtidig tydeligt, at Gjessings brug af systemet markerer noget helt andet end Wittgensteins logiske. Hos Wittgenstein markerer nummereringssystemet logikkens strenghed, det net indenfor hvilket tænkningen giver mening. Værket indeholder derfor også et paradoks. Wittgenstein ønskede med Tractacus Logico-Philosophicus at demonstrere, at filosofien er umulig, fordi tænkningen benytter sig af sproget, og man kan ikke sige noget overordnet om sprogets logik, fordi man altid vil befinde sig inde i det, mens man siger det. Det paradoksale består i, at Wittgenstein jo netop benytter sig af sproget for at gøre os opmærksomme på dette forhold.

Gjessing bruger sproget til noget andet, nemlig at demonstrere, at poesien er mulig – og måske mere vigtigt: at poesien er mulig som en tænkning, der kan sige noget lige så sandt om verden som filosofien, om end i en anden form. I hendes tilfælde kan det nok give mening at tale om en slags systemdigtning. Nummereringssystemet arrangerer sætningerne i en logisk form, de skal bryde ud af. Ligesom Inger Christensen brugte systematikken til at fremskrive en endnu mere organisk, levende virkelighedsbeskrivelse, bruger Gjessing systemet til at kritisere den systematiske tænkning.

Det ville ikke være helt ved siden af at sige, at der i samtidspoesien er en udbredt interesse for at undersøge det politiske felt, hvordan samfundet skal organiseres, og hvordan vi skal forstå det. Gjessing er ikke nogen politisk digter i traditionel forstand, og det er let at blive blændet af den opadskuende skønhed i hendes digte. Men det er også muligt at læse en mere abstrakt politisk dimension ind i hendes Tractacus og betragte den som en poetisk ontologi – som politik på et større, mere kosmisk plan. Det handler om, hvordan vi organiserer de rum, vi befærder – mulige og umulige, håndgribelige eller i tankerne. Det handler om, hvilken tilgang man skal have til den organisering og sine egne idéer om den, og hvordan man betragter verdens muligheder. Digtafhandlingen kan på den måde også læses som en ekstasens politik eller en politik for vældet af mulige verdner, der blev glemt bag logikkens scenetæppe.