Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Hojoki. Den vemodige eneboer » Pressen skrev » Tre japanske bøger får mig til at tænke over at være alene vs. i et parforhold

Tre japanske bøger får mig til at tænke over at være alene vs. i et parforhold

Vi har nu på dansk tre vildt interessante japanske bud på, hvorfor der er lang vej til sjælefred og fuldkommen frihed.

Kamilla Löfström, Information, 22. maj 2020

Jeg føler mig rustet og inspireret til at tænke over fordele og ulemper ved på den ene side at leve sammen med et andet menneske og på den anden at leve helt alene. Ikke bare for f. eks. at fundere over fordelen ved at have én at se Black Mirror og spise sushi sammen med i sengen over for ulempen ved igen og igen at ankomme til festen kun med sig selv om halsen. Men for virkelig at tænke over alene vs. parforhold som et helt eksistentielt og politisk spørgsmål.

Min inspirerede tilstand kommer sig af et elegant trekløver af japanske bøger, der er landet i mine hænder, én fra Forlaget Vandkunsten og to fra Korridor. Hæfter er de nærmest, lette og bløde og lige til at stikke i lommen som tre vademecummer og venner på vejen til den paradoksalt vandrende Kraka, man kan forestille sig at være for en stund.

To af bøgerne indgår i Korridors ambitiøse og vigtige novellaserie med kinesisk og japansk samtidslitteratur, der blev lanceret sidste efterår, og som det er dumt at snyde sig selv for. Man fornemmer, at seriens oversættere har valgt ud med omhu, og at seriens grafiker elsker det her job. Det er public service og eksklusivitet i én og samme indpakning.

De nye titler anslår det fælles ægteskabstema: Et eksotisk ægteskab af Yukiko Motoya (f. 1979) og Brudgommen var en hund af Yoko Tawada (f. 1960). Sidstnævnte kender nogle nok allerede fra hendes Knut-inspirerede isbjørnebog fra 2018, En isbjørns erindringer, og hendes besøg på Louisianas litteraturfestival i 2018. Yoko Tawada bor i Berlin og skriver på både japansk og tysk.

Brudgommen var en hund er fra 1992. Mette Holm har oversat og indført lidt japansk i det danske sprog, så man nu på dansk kan sige »den seks tatamimåtter store stue«. Yoko Tawadas sætninger løber i lange strømme uden ret mange punktummer, som bifloder, der hele tiden får nye bifloder, og uden at kunne japansk ser det ud som om, oversætteren har været på en umulig opgave. Jeg har fundet et ophold i strømmen til citat, hvor den hundelignende forfører, Taro, gør sin entré i byens eneboer og særling, Mitsukos, hus. Mitsuko driver en eftermiddagsskole for børnene i byen, hvor hun lærer dem at bruge et snotpapir flere gange, fordi det bliver blødere og rarere for hver gang, og fortæller dem den uterlige historie om prinsessen, der bliver gift med en hund og får slikket sin numse (ren). Taro overrasker Mitsuko en hed dag i august, hvor skolen har lukket, og Mitsuko er ved at reparere sin mountainbike ude foran huset:

»[...] han gik lynhurtigt hen til hende, tog fat i hendes hånd og sagde: »Kom,« som om han inviterede hende med ind i sit eget hus, trak hende hen til verandaen, hvor han på forunderlig vis blot med et par enkelte spark fik skoene af fødderne uden at ulejlige sig med at snøre dem op, og da Mitsuko vendte sig om og så sig tilbage, stod de lige så nydeligt på jorden ved siden af hinanden.«

Taros entré dirrer af betydning. Hans elegante skospark viser, at han bemestrer den japanske skik med at tage skoene af, inden man går indenfor, til fulde, uden at træde ud af rollen som forfører. Men også at han har en særlig teknik, så han undgår at skoene kommer til at ligge og flyde med skosålerne opad, hvilket anses for en uskik. Hans omgang med sko er med andre ord upåklagelig, og den civiliserede opførsel bliver særlig komisk, fordi han øjeblikket efter »slubrende« slikker Mitsukos anus – som en hund. Yoko Tawada leger med normer og moral, med renlighed og lyster, idet hun lader børnene i byen og deres mødre være en sladdercentral for Mitsukos og Taros samliv. Børnene elsker Mitsukos eftermiddagsskole, og her i sommerferien, hvor deres frøken har besøg af Taro, udspionerer de hende, for »selvom børnene måske umiddelbart virkede uskyldige, så var de også helt vilde efter at komme hen og se Taro, for de havde en fornemmelse af, at de så noget, de ikke burde se [...]«.

Mitsuko har længe vagt forargelse (og fryd) i byen, og da Taro kommer til med sin hundesex og nattestrejfen til bøssebarer oveni, får byen endnu mere at tale om. Skal man forbyde børnene at nærme sig hendes hus, eller kan man ligefrem forsvare Mitsukos opførsel ved at gå tilbage til de gamle folkeeventyr og tværtimod rose lærerinden for, at hun er »i stand til at fortælle børnene så fint om ting, der ikke stod i pensum«?

Om der fra gammel tid har fandtes en historie om en prinsesse, der bliver gift og slikket af en hund, er slet ikke sikkert, men nu gør der i hvert fald plus en om eneboeren Mitsuko og en forsvunden ægtemand, der var en hund. Med sladdercentralen som indbygget publikum bliver Brudgommen var en hund lige det ekstra raffineret og morsom, fordi man som læser havner der bag hækken sammen med børnene og frydefuldt ser noget, man »ikke burde se«.

Yukiko Motoyas Et eksotisk ægteskab begynder med at en kvinde konstaterer dette: »En dag gik det op for mig, at jeg var begyndt at ligne min mand fuldstændig.« Der er flere par og ægtepar i bogen, ingen af dem er lykkelige, men det mindst ulykkelige er nok de to par, der har valgt ikke at gifte sig, men blot bo sammen uden de store planer for at blive »ved med at være to forskellige mennesker lidt endnu«. Det gennemgående problem er som ægtepar at komme til at ligne den anden, eller blive ædt op af den anden og forsvinde helt.

Yukiko Motoya er fænomenal til at skabe en uvirkelighedsfornemmelse midt i al realismen. Hun indfører magisk tænkning, metamorfoser og underfundige karakterer, som kan finde på hvad som helst. Hele tiden kan historien tage en uventet drejning og helt trivielle hændelser som salg af et brugt køleskab på nettet bliver en allegori på et samfund, hvor alle mennesker er varer på kærlighedens marked, og hvor man ranker hinandens evner til at give hurtig og god service i en underlig gråzone mellem privatsfære og professionelt arbejde, hvor det at sælge sine brugte ting på nettet jo kan siges at befinde sig.

Helt vidunderligt absurd og komisk er det, når Yukiko Motoya skriver om mad – og dermed om ægteskabet som overflodsamfundets svøbe. Kvinden, der er kommet til at ligne sin mand, bliver overfodret med frituremad af ham. Bunker af beignets, han har produceret i meditativ trance, glider ned igennem hendes hals, mens hun nærmest går i dvale. Maden er grotesk, overfloden er sevet ind i de sociale relationer. Da hendes ugifte og ubekymrede bror Senta på en buffetrestaurant et andet sted i bogen erklærer, »at bøf stroganoffen og karrygryden smager overraskende godt sammen« ved man ikke, om han har fat i den lange ende eller er helt tabt. Hanne Arnold har oversat med et godt øre og en solid indre synonymordbog, så alle nuancerne af f.eks. ordet »spise« er kommet med.

Den tredje ven på vejen er et ældgammelt buddhistisk inspireret essay skrevet af den buddhistiske munk, Kamo no Chomei, der levede fra 1155-1216, de sidste 12 år som eneboer efter bl.a. at have været ansat på det kejserlige poesikontor. Den vemodige eneboer har oversætter Kirsten Refsing valgt som titel ved siden af den japanske Hojoki, der betyder »Optegnelser fra min kvadratiske, tre gange tre fod hytte«. Refsing forbinder Japan 1215, hvor teksten er skrevet, med Danmark 2020 i en oplysende efterskrift.

I den peger hun på munkens mulige selviscenesættelse, idet hun bl. a. skriver, at man faktisk ikke ved om Chomei nogensinde giftede sig, men at der på hans tid ikke fandtes »mange kontraktlige bindinger«, og at det desuden var »nemt at blive skilt, og polygami var almindeligt«. Men i Hojoki-værket her har forfatteren i det mindste valgt at skildre sig selv som eneboer. På bjerget har han gjort »musikken og naturen til sine bedste venner«, men fordi han er kommet til at elske sin lille hytte, er han ikke sluppet helt af med sit materielle begær.

Der er lang vej til sjælefred og fuldkommen frihed, men den vej har nu på dansk tre vildt interessante japanske bud på, hvorfor det er sådan – og hvordan man i hvert fald kan forestille sig freden og friheden momentvis. Alene og sammen med en hund eller det stille morgengry på et bjerg i Japan.