Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Hojoki. Den vemodige eneboer » Pressen skrev » Japansk klassiker om isolation og sindsro er pludselig fascinerende aktuel

Japansk klassiker om isolation og sindsro er pludselig fascinerende aktuel

Inspirerende buddhistisk tekst om en vemodig eneboer er udkommet i ny dansk oversættelse.

Bjørn Bredal, Politiken, 29. april 2020 (6 ud af 6 hjerter)

Elementerne raser. Vand rejser sig lodret, ild brænder byer ned, luft sender tornadoer, jord skælver. Det enkelte menneskes verden går nemt under, døden kommer før eller siden, men den kommer. Hvad giver mening?

»Floden strømmer uafladeligt, og vandet er aldrig det samme«, skriver Kamo no Chomei i første linje af sin japanske, buddhistiske klassiker, ’Den vemodige eneboer’, som nogle vil kende under titlen ’Optegnelser fra eremitboligen’. Nu har Kirsten Refsing nyoversat og kommenteret den fascinerende lille tekst, som har sin særlige aktualitet i en coronatid.

Ro i lejren

Sindsro og sjælefred er livets mål i denne tekst, og allerede her kan en vesterlænding jo godt være på konfliktkurs. Måske kan andre idealer tælle nok så højt? For eksempel, uanset sjælefred, at forsøge at forbedre verden, tikkun olam, som jøderne siger, når de er i det hjørne. I et andet hjørne har de selvfølgelig Prædikerens bog, hvor alt er »tomhed og jag efter vind«. Det hjørne er buddhisten Chomei i hele tiden og ender med at krybe ind i en lille hytte på få kvadratmeter – ja, til sidst kun en enkelt kvadratmeter. Han er lille, og han ligger i fosterstilling.

Her ligger han så og tager Schopenhauer i hånden, fri af ’Verden som vilje og forestilling’, fri af lyst, begær og drift, ro i lejren. Gamle grækere og romere har rumsteret med de samme tanker, der er noget universelt over ’Den vemodige eneboer’, og vemoden i sig selv er vel også en udfordring for sjælefreden. Hvor er den sne, som faldt i fjor? Og man bader aldrig i samme flod to gange.

Kirsten Refsing, som har nyoversat, skriver også et fint og lidt kantet efterord, en kulturel og handy ’Turen går til Japan’. Kejsere og samuraier, shinto og buddhisme, kinesisk og japansk.

Refsing skriver om Chomei: »Hans liv falder nærmest lige i overgangen mellem to perioder i Japans historie, den aristokratiske Heian-periode (794-1185), der endte i ufred og strid, og den urolige begyndelse på krigertiden, Kamakura-perioden, hvor samuraierne kom til magten«.

Kejserligt kontor for poesi

Refsing skriver også:

»Heian-perioden huskes især for sit rige kulturelle liv, hvor elskende kommunikerede gennem digte, og hvor et særligt kontor for poesi var en del af den kejserlige administration«.

Det sidste er ret inspirerende, synes jeg nok. Hvis vi fik os et socialdemokratisk kontor for poesi, ville meget se anderledes ud.

Jeg undrer mig over, at Kirsten Refsing uden videre antager, at den figur, der skrives frem som hovedperson i ’Den vemodige eneboer’, er den selv samme som forfatteren. Men hvad forstand har danske bønder på japansk agurkesalat: Måske opererer det kejserlige poesikontor ikke med fiktion?

Når jeg kryber til køjs, trækker dynen op over hovedet og siger »far verden, farvel«, så føler jeg mig ret meget på linje med Kamo no Chomei i hans lillebitte hule. Det hele kan rende mig noget så grusomt.

Men så er der det sjove ved den vemodige japanske eneboer, at selv om hans hytte er bittelille, så er den orienteret mod verdenshjørnerne:

»Mod syd har jeg lagt et bambusunderlag, og vest for det har jeg lavet en Buddha-hylde. Mod nord har jeg sat en skydedør af papir «.

Hytten er lille, verden er stor.