Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Fattigsteder. Ni fortællinger fra de understes danmarkshistorie » Pressen skrev » Undermålerne

Undermålerne

Pjalteproletariatet. De fattigste havde et hårdt valg: Skulle de bevare deres frihed og gå sultne i seng? Eller være mætte under tvang?

Bo Bjørnvig, Weekendavisen, 13. december 2019

Herman Bang foretog »Nogle Fattigbesøg før Jul«, som man kunne læse om i Nationaltidende den 19. december 1880:

»Bag ved laa Stuen. Stil op fire Vægge, hvis Nøgenhed er kold og skiden, læg i Fantasien et Gulv saa snavset som Bordet i det bare Kjøkken. Fyld dette Rum, hvis Loft er revnet, Saa det regner ned med ’Fattigluftens’ stinkende Fugtighed (...) Det var Luften, der jog mig tilbage. Man smagte denne Væmmelighed. Det var en Stank af Syges Uddunstninger, af fordærvet Føde, af Snavs, man maatte være født i denne Luft for at kunne aande den.«

Forfatteren til Fattigsteder, Preben Brandt, kan af gode grunde ikke opleve, hvad Bang gjorde, men han går i hans fodspor i den forstand, at han besøger huse, som de fattige boede i, og spædbørnshjem, som husede børn født uden for ægteskab. I Sønderho på Fanø, i Ørre på heden, ved Søerne i København, i Greve og så videre.

Et særligt sted har forfatteren dog kun set udefra, »Pjaltenborg«. I 1800-tallet var det opholdssted for de udstødte i København, et »Fireskillings-natlogi«: Det dyreste var en seng med en uhumsk madras og et beskidt tæppe. Det næstbilligste og billigste var at ligge på gulvet på øverste etage under utæt tag henholdsvis sove stående, hængende i et tov. Det gav plads til mange, ofte var der 60-70 overnattende »gæster«, og rengøringen var minimal. I 1850 brændte stedet ned, men den genopbyggede ejendom bærer stadig skiltet med det mærkelige navn – Pjaltenborg lå i Rosenborg-kvarteret lige over for luksuslejligheden, som Søren Kierkegaard boede i. På Herman Bangs tid levede fattige og rige nemlig side om side. I dag ser vi dem ikke, derfor tror vi, vi har afskaffet den yderste fattigdom.

Det har vi ikke, påpeger Preben Brandt, der som psykiater og stifter af projekt UDENFOR har arbejdet med socialt udstødte og derfor ved, hvordan de lever i dag. Selv om velfærdsstaten har bedret de fattiges vilkår, er vores fordømmende holdning stadig den samme, og vi har mange ord for de nederste i samfundet: pjalteproletariatet, de forarmede, de foragtede, de udstødte – og mindre pænt: de arbejdssky, vagabonderne, spritterne og de prostituerede. Socialreformisten K.K. Steincke kaldte dem i 1930rne for »sociale og biologiske undermålere«. Mange navne, men kære børn var de ikke.

I Fattigsteder får vi lettere rodet, men med besøgene i de ni huse som ledetråd, fortalt historien om fattighjælpens udvikling og om, hvordan man op til midten af 1800-tallet havde fattighuse, usle utætte rønner uden trægulv, hvor de fattige flyttede ind og hutlede sig igennem på bedste vis. Med nødtørftig hjælp fra sognet, når sulten stod for døren.

I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte man at opføre fattiggårde, som var velbyggede arbejdsanstalter med forstanderbolig i den ene ende, værksteder i den anden og en lang gang i midten med døre ind til værelser på begge sider. Fra sin bolig kunne forstanderen overvåge beboernes færden, hvilket netop var meningen.

Materielt set var fattiggårdene et stort fremskridt, men de var ikke populære, for beboerne mistede deres frihed. De skulle underlægge sig de regler, forstanderen håndhævede, arbejde hver dag i værkstederne, afholde sig fra alkohol og spise, hvad der blev sat foran dem; de måtte ikke selv lave mad.

De skulle, med et andet ord, resocialiseres. Men mange foretrak det usle selvstændige liv frem for en bedre bolig og sundere mad, så ofte var fattiggårdene ikke fyldte. Når man læser blandt andet Herman Bangs beskrivelse af, hvor usselt folk så levede, forstår man, hvor meget friheden betød.

Og netop dét er et hovedtema i Fattigsteder: fattighjælpens udvikling hen imod større materiel »komfort«, som bliver betalt med en stadig mere begrænset frihed. Dette skisma mellem frihed og statsstøttet materiel tryghed lever vi fortsat med, resocialiserings-tanken overskygger stadig alt, men heldigvis, skriver Brandt, er vi ved at indføre såkaldt »skæve boliger«, hvor de fattige kan bo uden at blive overvåget.

Hvor mange var der og er der? I 1800-tallet var nok omkring 50 procent fattige, mens et par procent var udstødte, vurderer Brandt. I dag er cirka to promille hjemløse og socialt udstødte, mens omkring fem procent er fattige, i København syv procent – man er i dag per definition fattig, når man tjener mindre end 100.000 kr. om året, hvilket gælder for en del studerende.

Preben Brandt har selv rod i pjalteproletariatet, hans mor voksede op hos sine ludfattige bedsteforældre, og hans indignation bærer bogen. Man forstår ham især, når det gælder fortidens behandling af børnene fra fattigfamilierne, der blev udlejet til plejefamilier og ofte kom underernærede, gennemtævede og skræmte gennem de første år af livet. Og udstødelsen af enlige mødre – ti procent af alle børn blev født uden for ægteskab – er ret ubærlig at høre om.

Godserne og borgerhusene og storgårdene er en pryd for fortiden, det er fattighusene og fattiggårdene, som forfatteren besøger og beskriver, ikke. Men de hører med.