Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Da Nina vidste » Pressen skrev

Pressen skrev

Overlegne Grossman

Den store israelske forfatter David Grossmans nye roman på dansk, Da Nina vidste, bygger på en virkelig historie fra Titos Jugoslavien, hvor en kvinde ved navn Eva Panic Nahir under Tito-Stalin-konflikten i 1948 blev sendt i arbejdslejr på øen Goli Otok, et jugoslavisk gulag. I efterordet beretter Grossman, at han fik et nært venskab med hende, og at hun var den, der på serbisk tv gav offentligheden indblik i, at disse lejre, hvis eksistens indtil da var blevet benægtet, faktisk havde eksisteret. Eva, i romanen Vera, ønskede selv, at Grossman skrev hendes historie samt datteren Tiana Wages’.

[...]

I referatet lyder det lidt konstrueret og endda sentimentalt, men fremstillingen, hvor sløret løftes lidt efter lidt, samt de indlagte beskrivelser af livet i fangelejren, gør bogen til rystende læsning og til tilfredsstillende litteratur. Man hænger på, selv om man næsten ikke tør. Man græder, og man forstår, hvad der sker med personerne undervejs – hvilket er en kunst – for det fremgår kun via deres ofte uforståelige reaktioner og udtalelser. Det kræver dyb psykologisk indsigt og et overlegent forfatterhåndelag at lave den slags. Og i retrospektiv giver det hele mening. God mening.

Karen Syberg, Information, november 2019

Han skriver bøger, der insisterer på at blive husket

Med ”Da Nina vidste”, overbevisende oversat af Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner, føjer Grossman et nyt storværk til forfatterskabet, og selvom han denne gang skriver sig mindre direkte ind i et aktuelt israelsk konfliktstof, så kaster romanen på sin egen indirekte måde et sidelys ind over konflikter og forviklinger i det nutidige Israel.

[...]

Der er stærke følelser og som nævnt også melodramatisk kolorit i Grossmans roman, der både presser lidelsernes citron til sidste dråbe og ind imellem slipper de mere patetiske udbrud løs som for eksempel ”Hun ser på Vera med et forrevet blik, som råber af nød og angst”.

Det er næsten for meget, er man til tider ved at udbryde under læsningen, når Grossman igen og igen maler de særlige øjeblikke frem, hvor splittelsen mellem uovervindelig afstand og intens tiltrækning mellem romanens figurer, blotlægges.

Men samtidig gribes man som læser også stærkt og helt umiddelbart af de indre konflikter og lidelser, der kendetegner forfatterens forpinte, kærlighedssøgende skikkelser.

Først og sidst skildres romanens personer som ofre for historiens ubønhørlighed. At Grossman omkring sin romans store skæbnedrama leverer en række fremragende skildringer af stederne undervejs i handlingen, kibbutzen i Israel, den serbiske landsby, det lille bosted og minen længst mod nord i Skandinavien, fangeøen Goli Otok ud for Kroatiens kyst, er med til at gøre ”Da Nina vidste” til en overbevisende og i en vis forstand universel roman om de menneskelige relationers veje og vildveje.

At romanens Vera, som forfatteren fortæller i et efterskrift, var en kendt skikkelse i Israel og Jugoslavien, understreger de autentiske dimensioner i den indimellem forfærdende historie. David Grossman skriver bøger, der insisterer på at blive husket.

Jørgen Johansen, Berlingske, oktober 2019 (5 ud af 6 stjerner)

En fortælling om kærlighed og kummer

Den Bogforum-aktuelle israelske forfatter David Grossman skriver i sin nye roman en række stærke skæbner frem – på én gang komplekse og enkle – med Israel og Eksjugoslavien som bagtæppe.

Hvordan bliver man det menneske, man er? Hvordan påvirkes man af fortielser og løgne? Og af de valg, som ens familie træffer? Det er blot nogle af de vægtige eksistentielle spørgsmål, som den prisbelønnede israelske forfatter David Grossman med største selvfølgelighed stiller i sin nye roman ”Da Nina vidste”.

[...]

[Grossman] lægger stædigt nye skygger og nuancer på sine personer, hvilket på en dårlig dag kan forekomme læseren gentagende, men på en god give en intens oplevelse, omend det kræver både tålmodighed og opmærksomhed at få det fulde udbytte af ”Da Nina vidste”.

Men i kraft af sine mange tilføjelser skriver David Grossman en række stærke skæbner frem, på en gang komplekse og enkle, og hans forsøg på at forstå menneskene er lykkeligvis forgæves. Som det hedder sig om Nina: ”Hun er der ikke. Hun er ikke. Men hvor er hun så, når hun ikke er?”.

”Vi er noget af en historie,” siger Vera til sit barnebarn Gili. Og det er David Grossmans fortælling om dem også. Endda en af de rigtig gode.

Lotte Kirkeby, Kristeligt Dagblad, november (5 ud af 6 stjerner)

Veras valg

Grossman stiller høje krav til sine læsere, og der bliver lagt benspænd ud, men i sidste ende sidder man tilbage med en læseoplevelse, der er fundamentalt forløsende.

[...]

Det er hård kost og blændende afviklet af Grossman, men det kræver en rutineret læser.

Hans Nielsen, Nordjyske Stiftstidende, december 2019 (5 ud af 6 stjerner)

Hun havde helvede indmejslet i sjælen

David Grossman har begået en uhyggelig roman om arvelige traumer og tegner samtidig et uforglemmeligt kvindeportræt.

[...]

En stor kvalitet ved bogen er dens greb over hele, lange menneskeliv. Og hele, lange familieliv. Noget viser sig i et sådant perspektiv, som ellers er skjult for det daglige blik.

[...]

Forfatteren til mesterværker som ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, ”En hest kommer ind på en bar” og ”At falde ud af tiden” har skrevet endnu en stor og eksistentielt omvæltende roman. ”Kvinde på flugt” var ikke mindst et uforglemmeligt kvindeportræt. Romanen om Vera, som har navn efter hendes forbandede og fortabte datter Nina, portrætterer endnu et uafrysteligt menneske.

Bjørn Bredal, Politiken, november 2019 (4 ud af 6 hjerter)

Efterskælv

Samtidig larmer Grossmans bøger altid. Det river læseren med, men trætter også, når der tales med en sort-hvid dramatik uden plads til mellemtoner; det er som en opera kun af store arier. »Demens, glemsomhed, dødens tærskel og død optræder i dem med samme frekvens som skilletegn,« siger Gili et sted om de svar, Nina giver i en ophedet samtale.

Det samme kan siges om hele romanen. Grossman har absolut ingen berøringsangst over for det største og værste i menneskelivet, men hans manglende gehør for alt det med småt står i vejen, når han eftersætter den erfaring, der rystede Vera i en grad, så efterskælvene aldrig er hørt op.

Johannes Baun, Weekendavisen november 2019

Lektørudtalelse

Betagende slægtsroman om svigt og savn [...]

I denne dybt bevægende roman træder personerne og deres komplekse og udviklende indbyrdes forhold frem igennem deres samtaler og reaktioner på hinanden. Grossman er fødselshjælper med dyb psykologisk indsigt og et fremragende detaljeret sprog.

Vurderet af Grethe Lorentzen