Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Skamløse eventyr » Pressen skrev » Skamløse E. Tang Kristensen

SkamlÝse E. Tang Kristensen

Annemarie Krarup har opdyrket og gendigtet en række af de mere uartige og usømmelige optegnelser fra folkemindesamleren E. Tang Kristensen.

Kurt H. Jørgensen, Herning Folkeblad, 12. september 2019

Hermann Göring er citeret for at have sagt:

»Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min revolver.«

Det udlægges ofte af kulturmodstandere, som om man skal være på vagt over for kulturen, men i virkeligheden dækker det over, at den indflydelsesrige tyske nazist udnyttede sin magt til at rane alle mulige kunstskatte til sig.

På samme måde kan alene titlen »folkemindesamler« få folk til at finde tæppebankeren frem for at fjerne støvet. Men også her tager de fejl.

Et kig i bogen »Skamløse eventyr« kan i den grad nuancere synet på såvel folkeminder som dem, der indsamlede dem.

Omkring Fortællefestivalen på Nørre Vosborg optræder et farverigt persongalleri, både blandt fortællerne og de kilder, som de trækker på. En af de trofaste i den forbindelse er folkemindesamleren E. Tang Kristensen, der blandt andet med udgangspunkt i Herning drog Jylland rundt og erhvervede et ry som den største indsamler i verden såmænd.

Annemarie Krarup, en af de trofaste fortællere på Nørre Vosborg, har begået en bog, hvori hun genfortæller E. Tang Kristensens råmateriale – og det er ikke kedelig læsning. Alene titlerne på historierne giver en antydning: »Manden, der havde tre kærester«, »Konens hævn«, »Lortenatten«, »At tiltrække kvinder« og »Kusseforgylderen«.

Flere af fortællingerne kan tid- og stedfæstes.

Således har Tang Kristensen opstøvet »Karlen hos paven« i Hodsager, »Manden der ville være fornem« i Sunds og »Den tapre skrædder« i Busk øst for Herning.

Det platte fik lov at stå

Tang Kristensen tog det alvorligt at nedfælde fortællinger, viser, myter med mere så autentisk som muligt. Derfor er der en ligefrem og jordnær tone over hans materiale, hvor platte ord og udtryk ikke blev censureret bort, og dermed fremstår væsentligt forskelligt fra tidens mere borgerlige litteratur.

Annemarie Krarup er gået til materialet i Tang Kristensens ånd, så her bliver sagt både pis og røv og endnu mere af samme skuffe.

Man føler sig nedsænket i en tidslomme i den jyske fortid, hvor tingene blev kaldt ved deres rette navn, og bornertheden jaget langt ud på heden.