Tractatus Philosophico-Poeticus

Se større billede

Signe Gjessing: Tractatus Philosophico-Poeticus. Udgivet november 2019. 1. udgave. 1. oplag. 39 sider. Hæftet. 200 kr. ISBN 978-87-7695-588-5.

Tilrettelagt af Åse Eg Jørgensen.

Del

Bogens første udgave er udsolgt, men den kan købes i anden udgave her

Dagbladet Information kalder i en anmeldelse Signe Gjessing for poesiens Mozart, og hendes nye bog Tractatus-Philosophico-Poeticus er da også virkelig morsom, samtidig med at den virtuost behandler filosofiens store begreber. Signe Gjessing indleder sin bog med et kort forord, der forklarer, hvordan digtet forbinder det største med det smukkeste, filosofien med ekstasen, og hvorfor hun med sit digt stresstester Wittgensteins "Tractatus", en af det 20. århundredes filosofiske grundtekster.

Og så går det ellers løs!

Wittgensteins Tractatus (1922) var en undersøgelse af sprogets grænser og et forsøg at definere forholdet mellem sproget og virkeligheden. Mens Wittgenstein, i et forsøg på at skabe et rent logisk sprog, ønskede at forene logik og filosofi, så forener Gjessing i sit digt filosofi og poesi. Hun skaber poetiske udsagn, som samtidig ejer filosofiens logiske konsistens.

Digteren og forlæggeren Asger Schnack kalder på Facebook Signe Gjessings Tractatus for en begivenhed. Han slutter: "Jeg holder af bogen, som i øvrigt er en overordentlig smuk bog, boghåndværksmæssigt, og jeg ved allerede nu, at det er en bog, jeg vil gå rundt med i lang tid, bære rundt på og forvilde mig i. Dens linjer vil læres udenad. Som med al stor poesi er der tale om en verdensskabelsestilintetgørelse, jf. forordet: ”Digtet er komponeret over en tænkt verdens tilblivelse, ekstatiske tilstedeværelse og sluttelige tilintetgørelse.” Men som poesi med fortsat (evig) eksistens."

"Signe Gjessing, poesiens Mozart, har altså ekstasen som grund, overskridelsen, og kan fortsætte forordet med: »De enkelte linjer i mit digt er komponeret i en ambition om at udsige det, der ikke kan siges.« Eller man kunne sige det sådan her: Det, hvorom man ikke kan tale, om det må Signe Gjessing skrive et digt..." Information

"Men hvad betyder nu alt dette? Det vil der blive skrevet specialer om, spår jeg, men én måde at forstå Gjessings traktat på, er atter at sammenholde den med Wittgensteins ungdomsværk. I forordet lød det fra østrigeren: »Man kan næsten resumere hele bogens mening med disse ord: Hvad der overhovedet lader sig sige, lader sig sige klart; og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.« Wittgensteins ærinde var da at optegne og patruljere grænsen mellem inde og ude, mellem klare, logiske sætninger og vås, og han tilføjede: »Grænsen vil altså kun kunne drages i sproget, og hvad der ligger hinsides grænsen bliver simpelthen vrøvl.«

Gjessing tager udfordringen op og vender Wittgenstein 180 grader på hovedet. »Vrøvlet« er nemlig det, der giver vores liv betydning: kroppene, tingene og kærligheden. Det er præcis derfor, vi her får sætninger om kærlighed, silke, roser og Gud, alt det, vi ifølge den unge Wittgenstein måtte bandlyse fra den ubesmittede sprogfilosofi, og det er derfor, Gjessing må tilføje »ekstasen« til sin filosofisk-poetiske traktat. Denne sætning, for eksempel: »5.2211 Kærlighed skaber/ små medaljoner af/ universalitet« forsøger at komme med et eksakt udsagn om det, der hos Wittgenstein ville bortvises som rod og kaos. Gjessings udsagn har en helt egenartet filosofiskpoetisk strenghed, præcision og humor – her kan vi straks gå i gang med at overveje nøjagtigt, hvordan og hvorledes vi skal forholde os til de små medaljoner af universalitet, kærligheden skaber.

Det lyder vildt og sjovt, og det ER vildt og sjovt. Jeg er betaget og indtaget af denne Gjessing, der lykkes med at filosofere digtet." Weekendavisen