Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ulysses » Pressen skrev » Bogen, som for få får læst færdig
Bogen, som for få får læst færdig
Irske James Joyce skrev på sit hovedværk ”Ulysses” i syv år. På et tidspunkt smed han også det ufuldendte manuskript i ilden, men hans kone, Nora, reddede det ud, og da det udkom i 1922, vakte det berettiget opsigt. Amerikanske turister på besøg i Paris smuglede eksemplarer af bogen ind i USA, især på grund af det ”frække” sidste kapitel 18. I februar udgav forlaget Vandkunsten en nyoversat dansk udgave af bogen, som alt for få får læst færdig. Vi har kigget på et af verdenslitteraturens ubestridte mesterværker.
Bent Stenbakken, Nordjyske Stiftstidende, 27. juni 2019
Den afdøde svenske litteraturkritiker Olof Lagercrantz læste i fire år dagligt nogle sider i ”Ulysses”, og resultatet af hans læsning udkom senere som bogen ”At være til” (1993).
Med undertitlen ”en studie i James Joyces roman” skriver Lagercrantz i forordet, at ”det føles tomt, næsten smertefuldt, når jeg nu forlader den lange beretning om Leopold Bloom. Men livet er kort, og jeg vil, om muligt, også følge med i noget andet”.
Lagercrantz præsenterer og analyserer bogens hovedpersoner og diskuterer de moralske, mytiske og politiske problemer, som bogen tager fat i, og som stadig ifølge ham kan ses som vægtige indlæg i samfundsdebatten.
Du kan faktisk godt læse bogen ”At være til” uden at have læst ”Ulysses”, lige som du kan læse en rejsebeskrivelse af et fremmed land, som du endnu ikke har besøgt.
Men hvad er det, som forhindrer, at så mange gerne tager på rejse ind i romanen, men aldrig får læst ”Ulysses” færdig?
I februar – helt præcis tirsdag 19. februar i år – udkom en nyoversættelse af James Joyces roman på forlaget Vandkunsten. Hvor læseren følger annonceagent Leopold Bloom og skolelærer og forfatteraspirant Stephen Dedalus’ rejse gennem datidens Dublin, 16. juni 1904, mens de forsøger at få styr på deres liv.
Men hvad handler ”Ulysses” egentlig om?
Alting faktisk. Religion, irsk politik, britisk kolonialisme, forholdet mellem mand og kvinde og ikke mindst meningen med det hele.
Der er ikke rigtig nogen hovedperson, men vi møder tre personer, som er indbyrdes forbundet. Den sidste er Blooms kone, Molly, som ligger hjemme i sengen og venter på en elsker, og hun kommer først rigtigt til orde i bogens sidste kapitel, 18.
Omkring disse tre stifter vi så bekendtskab med en hulens masse dublinere, der snakker, drikker og synger, som de nu engang gør i Irland.
Vandkunstens nyoversatte udgave er et flot bogværk, 1066 sider, illustreret af kunstneren Helle Frøsig, som introducerer bogens temaer gennem sine collager af historiske billeder. Den er lidt uhåndterlig at læse i, for det aflange cigarkasseformat kræver et fast underlag, når du bladrer i de cigaretpapirtynde sider, men det er ikke den væsentligste indsigelse mod den nye udgave.
Selve oversættelsen fejler såmænd ikke noget, for de to oversættere, Bent Wiberg og Jens Feilberg, har brugt år på at skabe en præcis, dansk gengivelse uden at miste originalens energi og tone.
Men læsningen bliver faktisk vanskeliggjort af det omfattende noteapparat, som udgivelsen er blevet forsynet.
Se det fotografiske opslag her på siden, hvor ganske få linjer er blevet forsynet med så mange forklaringer, at det sætter læsningens flow ned i sløvt skildpaddetempo. Og det er faktisk en skam.
For Joyce mestrer som få andre ordjonglering og associationer og er samtidig højpandet intellektuel med styr på Dante og Homer, men kan også ramme en irsk gammelmors jævne talesprog lige på kornet.
Forfatteren selv var eksil-
Det blev også til tilfældig undervisning, men vigtigst for os og verdenslitteraturen brugte Joyce her syv år på at fuldføre sin mastodontroman ”Ulysses”.
Her møder vi den unge Stephen Dedalus, som underviser og bor sammen med venner i forsvarstårnet Martello Tower ved Dublins kyst, hvilket Joyce også selv gjorde i en kort periode, mens annonceagenten Leopold Bloom begynder dagen med at opvarte sin kone, Molly, der senere på dagen venter besøg af sin elsker.
De to mænd mødes til sidst efter små 14 kapitler. På bordel. Stephen er godt overrislet, og Bloom tager sig bekymret af den unge mand, tilbyder ham en kop kakao derhjemme og går derefter til ro hos sin Molly, der i øvrigt i bogens afsluttende kapitel 18 i kraft af sine fabulerende, våde seksuelle fantasier, holdt i et for datiden ganske frimodigt sprog, var medvirkende til at give bogen ry for at være pornografisk.
Rejsen er fuldendt, og ligesom i Homers ”Odysseen” har det været en rejse hjem til kvinden.
Bogen ”Ulysses” er virkelig det, man kan kalde en murstensroman. På én gang beundret og hyldet som mesterværk og samtidig kendt for at være en af den slags bøger, som enhver med en smule litterær dannelse skal læse på et tidspunkt.
Hvad mange også prøver, men det begynder som regel at knibe omkring kapitel 7, hvor bogen bliver mere end almindeligt uforståelig med sine mange forskellige, indbyrdes modstridende stemmer.
Men ”Ulysses” er på mange måder rig, mangfoldig, dybt humoristisk og dødsensalvorlig i sit livtag med selveste livet og sin ambition om at befri menneskelivet. Ikke blot ved at nedbryde statsformen, det økonomiske system, kirken og institutionerne, men også ved at insistere på det enkelte menneskes unikke guddommelighed.
”Ulysses” har ry for at være vanskeligt tilgængelig, og ganske mange kan fortælle, hvordan de er gået i gang, men har måttet opgive.
Men bogen er egentlig ikke vanskelig.
Tværtimod.
Den er morsom og fræk og langt forud for sin tid, sådan som megen kunst, musik og litteratur var det i årene omkring Første Verdenskrig. Nogle står af, fordi bogen er et formeksperiment, og de 18 kapitler er virkelig også skrevet i hver sin form og litterære toneart.
Men Joyce skriver også lige ud ad landevejen, fra første kapitels morgenstemning til det afsluttende attende kapitel, hvor Molly Bloom lader erindringer og tanker flyde, mens hun ligger i ægtesengen. Forfatteren sætter kun punktum otte gange i det afsluttende kapitel, og alligevel styrter man igennem.
”Ulysses” er en sproglig bedrift, en åbenhjertig, lavmælt nøjagtig, sprællevende og modig bog.
Da den først blev udgivet i 1922 af den kvindelige forlægger Sylvia Beach i Paris, på Shakespeare and Company, smuglede engelske og amerikanske turister ”Ulysses”-
Især Mollys saftige erotiske ”stream of consciousness” kapitel blev opfattet som direkte pornografisk, og da der blev sendt oplag af bogen til England og USA, blev de konfiskeret af toldvæsenet og brændt.
Flydende skrevet, morsomog fræk – hvorfor går man så i stå i romanen?
En af de store stopklodser er, at vi ikke længere kender datidens litteratur, musik, politik, historie og kunst i detaljer og derfor ikke kan forstå de ofte skjulte citater og henvisninger, som Joyce gavmildt har strøet ud over bogens sider.
”Ulysses” er et ”skjult” leksikon, når det gælder klassisk græsk litteratur, irsk uafhængighedstradition, gælisk folkemusik, politiske skandaler og katolske helgener.
Så for at hjælpe læseren igennem med Joyces tekst har oversætterne forsynet Vandkunstens nye udgave med over 3000 fodnoter. Her får du sangtekster, avissladder og den katolske liturgi serveret, og det skulle lette tilegnelsen og læseoplevelsen.
Det er kloge noter, der er blot for mange af dem, og som læser af den nye ”Ulysses”, oplever du, at noteapparatet med al sin detaljerigdom, sine steder overmåde pedantisk og nørdet, i stedet for at hjælpe taget livet af den frodige tekst.
Det bliver for akademisk, så rådet herfra vil være: Læs bare løs og hold igen med notemisbruget.
Det er svært kortfattet at gøre rede for romanens handling. Den franske kritiker Valery Larbaud har sammenlignet ”Ulysses” med en natlig stjernehimmel. Jo længere du stirrer op i den, jo flere stjerner træder frem. En roman med en lige så tæt og indholdsrig tekst eksisterer ikke. Den ligner på den måde mere et digt end en fortælling. Lige meget hvor langsomt og koncentreret man læser, er der meget, som går én forbi.
Litteraturkritiker Olof Lagercrantz har sammenlignet ”Ulysses” med 18 malerier. Svarende til de 18 kapitler. Hængt op i en stor sal har hvert maleri sin egen handling, psykologiske og tekniske karakter.
Når tilskueren/ læseren går gennem salen, opfatter han eller hun, at malerierne hænger sammen. De har hvert et nummer, og du kan øjne handlingslinjerne.
Men hvert maleri er samtidig en enhed for sig, et drama – om befrielse.
”Ulysses” er en bog, som du aldrig bliver færdig med og heller aldrig får endeligt greb om. Den er stor på alle måder, vilter, utilregnelig, drilsk og dybt alvorlig, netop fordi dens mål er så stort og provokerende altafgørende: At ville befri mennesket på alle niveauer.