Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Symphony No. 1. Music for the Inner Ear » Pressen skrev

Pressen skrev

Dansk komponist skaber symfoni, du kun kan høre, hvis du sætter dig og læser den

Den smukke udgivelse ligner et klassisk studiepartitur af den slags, man kender fra Beethovens og Brahms’ symfonier. Men indeni er der tekst.

[...]

Uden at kunne noder kan enhver læse sig gennem Løkkegaards symfoni og selv forestille sig, hvordan musikken lyder. Det er et fascinerende projekt. En ny og anderledes måde at skrive musik på, som alle kan opleve hver deres selvskabte resultat af. Uden musikeres mellemkomst.

[...]

Men alle kan forholde sig til den musik, Lyhne Løkkegaard skriver frem med ord i ’Symphony No. 1’. Som imaginær musik. Eller som tekstbåret poesi fra en komponist, der tidligere har plastret København til med plakater for en musikfestival, der kun fandt sted inden i dit eget hoved – hvis du havde lyst til at deltage.

Niels Lyhne Løkkegaard er musikfilosofisk avantgardist og som sådan i familie med afdøde komponister som John Cage, der skrev værker som ’4’ 33”’, hvor musikeren ikke skal spille en tone, og som også var optaget af at udforske musikkens bevidsthedsmæssige mulighedsrum.

Ligesom Cage påpeger Lyhne Løkkegaard meget meningsfuldt, at der ikke er nogen grænser for musik, og at vi med stort udbytte kan lytte til al lyd, som om det var musik.

Niels Lyhne Løkkegaard er måske ikke i radikal forstand banebrydende. Men inden for en tradition er han nytænkende og konsekvent, og hans ’Symphony No. 1’ er et stærkt værk, hvor en historie om lyd bliver til lyd. Skabt af læserens forestillingsevne, i læserens bevidsthed, for læserens indre øre.

Thomas Michelsen, Politiken, juni 2019 (4 ud af 6 hjerter)