Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » En ungdom i Tyskland » Pressen skrev » Et vidnesbyrd om revolutioners natur, fangenskabets logik og tysk historie

Et vidnesbyrd om revolutioners natur, fangenskabets logik og tysk historie

Den tyske forfatter Ernst Tollers erindringer om den bayerske rådsrepublik er både et burlesk kaos og en slående fortælling.

Rasmus Vangshardt, Kristeligt Dagblad, 26. juni 2019 (4 ud af 6 stjerner)

I tiden omkring Første Verdenskrigs slutning opstod der flere steder i Tyskland spontane krav om, at kejser Wilhelm måtte gå af, og at krigen omgående måtte indstilles. Kravet blev især stillet fra såkaldte soldater- og arbejdsråd, der opstod i mange tyske havnebyer. Mange af deres intellektuelle ledere, eksempelvis Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, så disse selvbestaltede politiske styregrupper som første vej til en socialistisk revolution fra neden.

På en stor konference i december 1918 for diverse af disse råd besluttede hele 85 procent imidlertid at støtte et fremtidigt repræsentativt demokrati med parlamentarisme. Forfatteren Ernst Toller var også tilstede, og han blev rasende: ”En enestående tankeløshed, uvidenhed og mangel på vilje til magt! () De overlader republikkens skæbne til det tilfældige resultat af det uoplyste folks tvivlsomme valg,” som han her skriver i sine erindringer om perioden.

I München gik det endnu mere mangfoldigt til, og i løbet af foråret 1919 lykkedes det faktisk at udråbe en ”bayersk rådsrepublik”. Forfatteren Toller samt et par anarkistiske socialister og en reformøkonom forsøgte at overtage ledelsen af Bayern. Det holdt kun en uges tid. Som oversætteren Adam Paulsen forklarer i sit efterord: ”Kommunisterne mistede tålmodigheden med dette boheme- og litteratstyre, erklærede den første rådsrepublik (’skinrådsrepublikken’) for afsat og udråbte en ny, kommunistisk rådsrepublik.”

Kuriøst nok forblev litteraten Toller i inderkredsen og blev, endnu mere skørt, kommanderende for den røde hær, der skulle forsøge at forsvare sig mod frikorpsmænd og rigsregeringsstyrker.

”En ungdom i Tyskland” er fortællingen om denne rådsrepublik og Tollers efterfølgende fem år i fængsel. Fortællestilen er urolig, kaotisk – det er faktisk umuligt at forstå, hvad der foregår i de måneder, rådsrepublikken eksisterer.

Det betyder blot ikke, at den ikke kan være sigende. Det nærmest elskelige kaos, sølet ind i tilfældig vold, understøttes faktisk af tonen og får til tider et Dostojevkij’sk præg. Romanisten Victor Klemperer, der dengang var bosat i München, bemærkede om rådsrepublikken: Den var iscenesat af ”en lillebitte håndfuld landsfremmede eventyrere, der bekæmpede hinanden, og hvis sværmer- og bohemenaturer fra time til time nødvendigvis må vige for mere robuste forbryderskikkelser,” som Adam Paulsen godmodigt citerer ham i sit gennemarbejdede efterord.

I så fald var Toller selvsagt en af de første. Han lader til at være uanfægtet af den skøre egoisme, der hersker, når anarkiet hærger. Da formanden for centralrådet på et tidspunkt træder tilbage, bliver Toller udpeget som hans efterfølger. Her får man et indtryk af, hvad ”folket” faktisk ønsker sig af de nye magthavere. En lille interessegruppe, der har dannet et eget revolutionært parti, kræver eksempelvis en række personlige fjender fængslet – de har sammen haft en forening for keglespillere og er nu blevet uvenner.

Da kommunisterne overtager magten, arresteres Toller først i en ølkælder. Klokken to om natten bryder nogle republikanske styrker ind til Toller og hans fangevogtere ”Vi kommer for at befri dig!” lyder det. Problemet er, at de forsamlede – både litteraten og hans vogtere – ikke ved, hvem udsagnet gælder. Alle er ved at skyde alle, og erindringerne tegner et billede af en stålsat pacifist, der ikke er opgaven voksen. Og hvem ville egentlig have været det?

Anden hoveddel handler om Tollers fangenskab. Hvis første del er rystende og sjov på grund af det uoverskuelige amatørkaos, er anden del bare rystende med tanke på politiske fangers behandling og den uhyrlige udvikling i Tyskland. Man forsøger at få Toller dømt for højforræderi – efter en paragraf, der blev nedskrevet for at beskytte monarkiet, som ikke længere findes.

I det spraglede og burleske kaos under rådsrepublikken og i de dystre optegnelser fra et arresthus har Tollers erindringer selvstændig værdi. Men den er det først og fremmest som vidnesbyrd, som målestok for noget, der lå uden for Toller selv: Revolutioners natur, fangenskabets logik, tysk historie. Som tænkning betragtet er det til gengæld ikke meget anvendeligt. Man får netop indtryk af en sværmernatur. ”Proklamationer frem for mennesker. (…) menneskeheden som singularis,” som Bertolt Brecht ondskabsfuldt og korrekt observerede det om hans dramatik.

Det gælder også disse erindringsforsøg på tænkning: ”Jeg fatter ikke den lidelse, som mennesket tilføjer sin næste. Er mennesker så grusomme af natur, er de ikke i stand til at leve sig i den mangfoldighed af kvaler, som andre mennesker udsættes for hver dag, hvert øjeblik?” lyder en typisk-uoriginal observation.

Toller blev ellers i sin studietid i Frankrig advaret af en tidligere østrigsk officer og verdensmand: ”Tag Dem i agt for de kvindelige studerende, de filosoferer endda i sengen,” lød rådet, som man vist kunne have vendt mod Toller selv. Når han ikke filosoferer, men oplever, er der imidlertid objektiv litteraturhistorisk relevans.

Måske det var derfor at disse erindringer endte med at blive mere kendt end hans dramatik.