Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » En ungdom i Tyskland » Pressen skrev » En revolutionær, tysk forfatter

En revolutionær, tysk forfatter

Hans Nielsen, Nordjyske Stiftstidende, 24. juni 2019 (4 uf ad 6 stjerner)

Joseph Goebbels erklærede i en tale i 1933 den tyske forfatter Ernst Toller (1893-1939) for en hovedfjende af den nationalsocialistiske ideologi.

Kort tid efter stormede SA-tropper Tollers lejlighed i Berlin for at pågribe ham, men Toller var på foredragsturné i Schweiz og reddede livet. Hans erindringsbog "En ungdom i Tyskland" var udkommet samme år og blev naturligvis brændt på bålet af nazisterne.

Erindringerne spænder fra hans pure barndom i en velhavende jødisk familie i Østpreussen over deltagelse i 1. verdenskrig frem til hans politiske bevidsthed og deltagelse i arbejdet på at fremme en demokratisering i Tyskland.

Indledningen er ret så summarisk og stakåndet. Vi hører om løsslupne studieår i Grenoble, indtil krigen bryder ud, og Toller melder sig frivilligt til den tyske hær.

Han er i forreste frontlinje i tretten måneder, men rammes så af sygdom og bliver erklæret som uegnet til videre militærtjeneste.

Toller fortsætter studierne i Heidelberg, hvor auditorierne i udstrakt grad er fyldt med krigsinvalider.

Nu bliver den glødende antimilitarist og socialist Ernst Toller medstifter af Kulturpolitisk Ungdomsforbund og vikler sig dybt ind i revolutionære organisationer. Erindringerne får herefter langt mere substans.

Tollers aktiviteter skaffer ham fem års fæstningsarrest i det brutale Niederschönenfeld-fængsel. På trods af omstændighederne skriver Toller som en besat, og da han løslades 30 år gammel, er han ganske vist blevet gråhåret, men også berømt for sine teaterstykker, der spilles for fulde huse i ind- og udland.

Tollers dramatiske værker er i dag glemt, men hans erindringer, som først nu udkommer på dansk, er rystende læsning.

Den absurd neutrale titel dækker over en livsskæbne af grummeste karakter.

Da barbariet triumferede, resignerede Toller og flygtede til USA. Her stod han i spidsen for indsamling af svimlende 50 millioner dollars til den nødlidende civilbefolkning i den spanske borgerkrig. Imidlertid havnede pengene fejlagtigt hos general Franco.

Da brast det for Ernst Toller, som hængte sig i værelset på Hotel Mayflower i New York.

Hvis man ikke har styr på de mildt sagt kaotiske politiske forhold i Tyskland lige efter 1. verdenskrig – og hvem har lige det? – kan det varmt anbefales, at man starter med bogens efterskrift, som er forfattet af lektor ved Syddansk Universitet og specialist i tysk kultur og litteratur, Adam Paulsen.

Så er man væsentligt bedre rustet til at forstå Tollers beretning om det brutale og vilkårlige barbari, der rådede i vort naboland mod syd for blot hundrede år siden.