Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » En ungdom i Tyskland » Pressen skrev » Hopla, vi dør!

Hopla, vi dør!

Toll! Ernst Toller har længe været glemt. Men nu får vi endelig denne idealistiske digter, dramatiker, revolutionsmand og selvmorders medrivende selvbiografi på dansk.

Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen, 21. juni 2019

Da den 21-årige Bertolt Brecht i 1919 skulle anmelde den 24-årige Ernst Tollers første teaterstykke i en lokalavis i Augsburg, var han ikke tilfreds. »Flade visioner, glemmes med det samme,« mente den unge anmelder, at den unge dramatiker præsenterede sit publikum for. Uhadada! Uforsonlige ord fra en generationsfælle og for så vidt ligesindet kollega. Men skinsygen skinner tydeligt igennem. Den smalskuldrede revolutionsromantiker Brecht, der klædte sig som proletar, men var søn af en salgschef i en papirfabrik, ville så gerne være alt det, den iltre Toller, der var søn af en preussisk-jødisk korngrossist, allerede var: en vaskeægte, så godt som dødsdømt straffefange og samfundsomstyrter.

Jeg, der 100 år senere skal anmelde Ernst Tollers selvbiografi En ungdom i Tyskland fra 1933, som nu udgives i Adam Paulsens velklingende og velkommenterede oversættelse, er imidlertid godt tilfreds. At klandre Ernst Toller for hans forkærlighed for farverig patos eller at kalde bogens bloddryppende fængselsscener for lige lovlig Greven af Monte Cristo-agtige ville være småligt. For denne alt for længe glemte mellemkrigstidspacifist, denne forkæmper for social retfærdighed, skriver simpelthen medrivende. Ikke kun i de indledende afsnit, hvor han fortæller om sin kejsertidsbarndom i den preussiske provinsby Samotchin, hvor jødehadet trives blandt byens kristne, men hvor han ikke desto mindre lærer meget om livet af den polske proletarsøn, der i nogle år er hans bedste ven. Ikke kun i skildringen af hans studieår ved det internationale universitet i den franske by Grenoble, hvor de tyske studenter drikker øl, synger fædrelandssange og holder sig for sig selv, mens de østrigske studenter, som vores unge helt føler sig mere tiltrukket af, spiller kort og går på bordel med deres franske venner. Og ikke kun når han skildrer, hvor rådvildt man reagerer, da ekkoet efter det skæbnesvangre skud i Sarajevo høres sidst i juni 1914.

Nej, så sandelig også i beskrivelserne af den herefter frivillige artillerists trampen rundt mellem lemlæstede lig i mudrede granatkratere på Vestfronten. Deres infernalske absurditet står på ingen måde tilbage for en Erich Maria Remarques eller en Ernst Jüngers. Til forskel fra de to skriver Ernst Toller dog ikke først og fremmest om den fire år lange meningsløse krig, men derimod om det, der i efteråret 1918 ser ud til at blive dens nødvendige følge: de meniges mytteri og det krigstrætte proletariats opstand mod magthaverne i Hamborg, Hannover og frem for alt München, hvor den nu antikrigslyrikskrivende Toller, der efter et fysisk og psykisk sammenbrud er blevet erklæret uegnet til militærtjeneste, befinder sig. I den bayerske hovedstad, hvor man er træt af at adlyde ordrer fra Berlin, forsøger man fra november 1918 til maj 1919 at grundlægge en såkaldt fristat. En konge afsættes. En socialdemokrat får lov at regere på visse paramilitære grupperingers nåde. Så skydes socialdemokraten ned af en højreekstrem greve. En socialistisk rådsrepublik udråbes. Arbejdere griber til våben, men det samme gør soldaterne i de militære forlægninger uden for byen. Republikken nedkæmpes, og en skrøbelig orden genoprettes. Og midt i alt dette ser vi så en næsten naivt uskyldig Ernst Toller bevæge sig omkring.

Snart er han til te hos selveste Thomas Mann, der bor i en smuk villa ved Isar-floden. Snart er han til filosofisk komsammen hos selveste Max Weber, sociologiens uomgængelige grundlægger. Snart er han, den afskedigede artillerist, pludselig blevet udnævnt til den øverstkommanderende for de bevæbnede arbejdere, der må lede forsvaret af de nordlige forstæder.

De allermest tragikomiske, men også allerbedste passager i selvbiografien er dem, hvor Toller beskriver de kaotiske tilstande i regeringsgemakkerne. Folk vælter ind fra gaden og vil have, at deres personlige fjender skal fængsles. Man forlanger, at rådsrepublikkens indbyggere skal leve vegetarisk, og at al afføring skal foregå i det fri, så sjælelige dunste kan fordampe sammen med kropslige. Arrestordrer udstedes, men arrestanternes navne staves forkert. En tilfældig kontorist udnævnes til minister.

Intet under, at dette kaos gav den sidenhen i fem år fængslede, men heldigvis ikke henrettede Toller noget at tænke over. I fængslet i Niederschönenfeld blev han endelig den berømte forfatter, han så længe havde drømt om at blive. Uanset om Bertolt Brecht kunne lide dem eller ej, blev stykker som Maskinstormerne og Hopla, vi lever! store publikumssucceser. En ungdom i Tyskland blev som forventet forbudt i Hitlers Tyskland, men selvbiografien blev i 1934 en bestseller i England.

Hvad hjælper litterær succes imidlertid, hvis verden går under? I maj 1939 tog den eksilerede 45-årige Ernst Toller sit liv på et hotelværelse i New York. Han har længe været glemt. Det er på tide, at vi husker ham. Denne alt for længe glemte mellemkrigstidspacifist, denne forkæmper for social retfærdighed, skriver simpelthen medrivende.