Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Om påskelatteren » Pressen skrev » Sjov bog om påsken som latterens højtid

Sjov bog om påsken som latterens højtid

Fascinerende afhandling fortæller påskelatterens mentalitetshistorie. Set med teologiske briller og sans for livets små og store paradokser.

Liselotte Wiemer, Politiken, 19. april 2019 (5 ud af 6 hjerter)

Nu er det påske, og vi skal i kirke, ikke? Og så skal der grines igennem!

Det gode grin har indtaget folkekirken. Vi latrer. Ikke af hinanden eller præsterne eller autoriteterne, som man gjorde i middelalderen, men sammen. Af det senmoderne livs absurditeter. Af håbløsheden. Af døden. Ja, især af døden. Griner, så skeletterne rasler. Nøjagtig som nogen påstår, at Kristus grinede ved Helvedes porte påskemorgen.

' Risus paschalis', hedder det. Eller ‘påskelatteren'. Det er der nu skrevet en sprænglærd, dybtborende og vildt nørdet bog om. En bog, hvor det forudsættes, at man kan orientere sig ikke bare i tysk og engelsk, men også i hebraisk og latin, og hvor noterne flyder som syndfloder.

Og grin bare: Sjældent har jeg været i bedre selskab! Nørdet er den, men på en inderligt underholdende og videbegærlig måde. Tyk er den, men så kommer den ringe latinkundskab én til undsætning. Man må springe over. Og lærd er den ikke mindst, men hvor er det livsaligt, at mennesker vil, kan og gider dykke ned i detaljen og folde ukendte verdner ud i et sprog, der slingrer og svinger bredspektret akademisk. Uden at skele til hverken afkast, popularitet eller karriereprofil. Kun drevet af begejstring.

Kirkebøsse eller latterdåse?

Et sådant menneske er lektor og studieleder ved Folkekirkens Uddannelses-og Videnscenter Benny Grey Schuster, der tidligere blandt andet har skrevet en fremragende teologisk fortolkning af Shakespeares ‘Hamlet'. Præst for en dansk menighed i Canada har han også været.

Og så har han siden 1999 haft ‘Om påskelatteren' på bedding. Med lange afbrydelser, blandt andet fordi der også skulle skrives om Wittgenstein, Hamlet, Milton og Blake og på grund af bogens unge latinoversætters sørgelige dødsfald.

Men nu ligger den der og ligner en klokkeklar disputats. I de baner tænker forfatteren dog vist ikke.

Udgangspunktet er en latinsk tekst fra 1518, optrykt i fuld længde, skrevet af den katolske præst og senere reformator Johannes Oecolampadius og aldrig før oversat til dansk. Teksten er et brev til en kollega om den uskik, der ifølge en oprørt Oecolampadius havde bredt sig i kirkerne (sammen med alverdens andet lir og tant), nemlig at præsten skulle få menigheden til at grine påskemorgen. Den skik forstyrrer og fortynder det egentlige budskab. Til kilderne, som Luther sagde. Og latteropgøret og reformationen blev snart efter en del af samme bevægelse.

Skæbnens ironi er det imidlertid, at netop Oecolampadius' skrift ikke blot introducerede begrebet risus paschalis og dermed (ufrivilligt) udbredte det, men i nyere tid tilmed er blevet taget til indtægt for det stik modsatte: en opblomstrende latterteologi. Prædikener i dag består stort set af tre pointer, tre vitser og et salmevers, som BennyGrey Schuster tørt konstaterer.

Hvorfor? Det er dét, han søger svar på i det sidste, lange og glimrende essay ‘Lo Jesus?'. Men først skal latteren naturligvis grundigt gennemlyses fra antikkens ‘homo ridens' (mennesket som leende væsen), over middelalderens hånelatter til renæssancen og oplysningstiden. Nej, Jesus lo ikke. Han græd med de sørgende, og det er det allersmukkeste.

Men hvorfor da? Fordi Jesus op gennem forrige århundrede igen (også) er blevet et fysisk menneske. Og mennesker ler (også). Og fordi 1960' erne kom forbi med generobringen af det legende menneske, hvorved latteren ikke længere var lig med fortabelse, men med sundhed og frelse. Og endelig fordi det senmoderne liv er absurd og derfor lige til at grine af. Sammen.

Når grinet da ikke bare splitter os endnu mere. Som visse karikaturtegninger gjorde. Eller bliver et mål i sig selv. Så kirkebøssen til sidst kan erstattes med en latterdåse.