Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ulysses » Pressen skrev » Den røde kalorius eller det røde bæst?

Den røde kalorius eller det røde bæst?

Ny på ny. Sikke en lykke igen at stå med en ny oversættelse af James Joyces Ulysses, endda med righoldige noter. Men hvilken vej er oversætterne gået? Og hvad gjorde forgængeren?

Mikkel Bruun Zangenberg, Weekendavisen, marts 2019

Efter det seneste århundredes udskejelser er der ikke længere nogen, der løfter et øjenbryn over sex i litteraturen, tværtimod. Men da James Joyces Ulysses udkom i 1922, vakte den skandale; den kunne kun udgives i frække Paris og blev lynhurtigt forbudt i både Irland og USA. Et helt afgørende problem var, at vi i sidste kapitel kommer på meget direkte og ublu medhør hos en kvinde, der ligger i sin seng og tænker på - oh Gud, både sex og menstruation. Tidligere på dagen - hele værket udspiller sig den 16. juni 1904 - fik hun besøg af sin elsker, og spørgsmålet er nu, hvad man egentlig skal kalde den ting, han har hængende mellem benene? Altså kalde den på dansk. For hvad gengiver bedst Joyces »big red brute of a thing«? »Kalorius«? »Bæst«?

Det kan vi nu tænke nærmere over, for på dette lillebitte danske sprog, som Joyce i øvrigt lærte sig en del ord fra, har vi med Bent Wiberg og Jens Feilbergs nye bud på en oversættelse i alt tre versioner at vælge imellem. Mogens Boisens sidste, reviderede udgave fra 1986 (oprindeligt fra 1949), Karsten Sand Iversens meget nylige fra 2014 og så Wiberg og Feilbergs anno 2019. Er det ikke næsten for meget af det gode? Og hvad er forskellene egentlig, om nogen, mellem de to nyeste udgaver?

På Forlaget Vandkunstens hjemmeside betegner forlægger Søren Møller Christensen, måske halvvejs drilsk, den ny Ulysses som en »folkeudgave«. Hvorfor? Primært fordi den af oversætterne er udrustet med et par fodnoter. Helt præcis 3169 styk, hvis jeg har talt rigtigt. Og selv om jeg har den dybeste, joyceanske sympati for alle bestræbelser på at brede Ulysses ud til »folket« (hvem det så end præcis er), så må jeg indrømme, at jeg på forhånd er en smule skeptisk over for, om det nu også er de 3169 noter, der får Ulysses til at brage igennem på alle cafeer og ved alle pølsevogne.

Well, til værket: I bogens syvende kapitel, der foregår på en travl avisredaktion, hvor lyde fra Dublins gadeliv klinger og drøner gennem lokalerne, skal den 39-årige, jødiske annonceagent Leopold Bloom, romanens mest gennemgående hovedperson, plante en annonce for en klient. Tredje afsnit i kapitlet hedder hos Sand Iversen »Pressens gentlemen«, mens Wiberg-Feilberg vælger »Gentlemen of the press«, altså en ren, uoversat engelsk gengivelse. SIs version lyder dernæst: »Grovstøvlede ølkuske rullede tønder dumptdumrende ud fra Prince's lager«, hvorimod WF får det til: »Tungtbestøvlede bryggerkuske rullede tønder, dumptrumlende, ud fra Princes lager«. SI er mere fri, mere djærv, med »grovstøvlede« og det hjemmelavede »dumptdumrende«, mens WF virker en tand mere korrekte i det med »tungtbestøvlede« og »dumptrumlende«.

Vi suser nu fra redaktionen gennem sommerdagen og aftenen. Det er blevet sent, ud på nattens første timer. Den ædru Bloom er i selskab med Joyces alter ego, den 22-årige intellektuelle forfatterspire Stephen Dedalus, der har drukket en hel del, og Bloom forsøger dels at være lidt beskyttende over for den yngre mand, dels at etablere en såkaldt dannet eller lærd samtale. Der er noget rørende, men også, ja, patetisk og håbløst over foretagendet.

Bloom er begavet, men ikke uddannet, og Dedalus er skarp, men nu beruset og udmattet. Bloom spørger til, om »sjælen« findes, eller om alt blot er hjerneaktivitet.

Stephen, der kan sin Aristoteles og Aquinas, forsøger desperat at grave brokkerne frem fra hjernekisten. Hos SI lyder det: »Pålidelige kilder fortæller mig at det er en enkel og derfor ufordærvelig substans«, hos WF: »Jeg ved fra de bedste autoriteter at den er en enkel substans og derfor uforgængelig.« Atter er WF lidt tættere på originalen, mens SI er mere fri. Joyce har nemlig: »They tell me on the best authority.«

Bloom svarer nu, hos SI: »Mr Bloom tiltrådte helt og holdent hovedtrækkene i dette selv om den mystiske finesse det involverede gik noget over hans sublunare forstand«, mens WF foreslår: »Mr. Bloom akkviescerede fuldt ud ved den almindelige kærne heri, og selv om den mystiske finesse lå en smule uden for hans sublunariske dybde (...)«. Joyces »acquiesced«, der kunne oversættes med »indvilligede«, bliver ret barok med WFs »akkviescerede«, og bestræbelsen på at følge Joyces 1922-ordlyd så nært som muligt slår over i et - jeg havde nær sagt ufolkeligt ordvalg. Så er SIs »tiltrådte« noget bedre. Til gengæld har begge »sublunare«, og her er WFs note unægtelig nyttig: »Sublunarisk: Under månen, dvs. jordisk«.

Dét sender os frem til det berygtede, sidste kapitel 18, hvor Molly Bloom, Leopolds viv, der som nævnt tidligere på dagen har været ham utro med Blazes Boylan, i én lang ubrudt monolog uden nogen form for tegnsætning tænker og taler løs. Undervejs tænker Molly faktisk også på sjælen - eller rettere: på hvad Leopold har fortalt hende om den. Hos SI: »(...) han siger du har ingen sjæl indvendig kun grå hjerneceller«. Hos WF: »(...) han siger din sjæl du har ingen sjæl indeni er der kun grå masse« - her er WF atter mere bogstaveligt tæt på Joyces »he says your soul you have no soul inside only grey matter«, mens SI er friere.

Molly erindrer videre: »(...) for han må være kommet 3-4 gange med den kleppert af en rød kalorius han har jeg troede venen eller hvad pokker de kalder den skulle briste selvom hans næse ikke er så stor.« Det er SI, mens WF vælger: »(...) ja fordi han må være kommet 3 eller 4 gange med det frygtelige store røde bæst han har jeg troede venen eller hvad pokker de kalder den skulle til at springe skønt hans næse ikke er så stor.« Her falder Joyces »or whatever the dickens« hos begge ud som »eller hvad pokker«, fair nok. Men Boylans livlige lem, der af Molly beskrives som »that tremendous big red brute of a thing«, bliver hos WF til »store røde bæst«, hvilket atter en gang viser, at de konsekvent vælger den ekstremt bogstavnære oversættelse, mens SI med »kleppert af en rød kalorius« noget mere frit gengiver rytme og rim baseret på gehør og en kaffeskefuld frækhed. Og det er, når alt kommer til alt, måske nok den mest joyceske tilgang. I hvert fald sagde han engang til sine italienske oversættere af Finnegans Wake: »Gå altid efter lyden, drop meningen, hvis noget lyder bedre.«

Men for denne læser er det - med en kliché, der ville have været gyldig grund til overlagt mord hos Joyce - en smagssag, om man foretrækker Sand Iversen frem for Wiberg og Feilberg. Begge oversættelser gymnasticerer et Joyce-dansk meget godt, livligt og præcist. Men man må give Wiberg og Feilberg, at noterne faktisk er vældig rare at have i bunden af siderne. Det er desuden behageligt, at denne nye oversættelse har en indholdsfortegnelse og i øvrigt af siderne lader det fremgå, hvilket kapitel vi er i. Det hjælper alt sammen læseren med den ikke ringe opgave at reducere følelsen af desorientering og forvirring i mødet med Joyces mesterværk. Ganske vist var og er Finnegans Wake det virkeligt vanskelige værk af de to, men det betyder ikke, at Ulyssesikke stadig kan give læseren hektisk sved på panden og flimmer for øjnene.

Er denne nye udgave så den længe ventede, sande »folkeudgave«? Hvis vi med »folket« mener alle dem, der indtil nu har ønsket, men tøvet med at få has på Ulysses, så kunne det faktisk godt blive tilfældet. Men egentlig burde man i Joyces (småvanvittige) ånd synkronlæse Sand Iversen og Wiberg og Feilberg.

Og bagefter galopere over til den engelske original. Men dér siger Joyces fornuftige 1600-tals-kollega Andrew Marvell trods alt stop: »Had we but world enough, and time...«.