Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ulysses » Pressen skrev » Dunk dunk dunk dunk pik pik pik pik tap tap tap tap
Dunk dunk dunk dunk pik pik pik pik tap tap tap tap
Hvordan sætter man ord på lyden af en blind mands stok - og så på dansk? Enhver detalje har betydning, når et storværk som 'Ulysses' skal oversættes. Den nye fordanskning af James Joyces mesterværk har ladet sproghøvlen tæmme for meget af vildskaben. Men noteapparatet i det, forlaget selv kalder en folkeudgave af 'Ulysses', er enestående. Så nu er der ingen undskyldning for ikke at få læst den banebrydende roman om de stærkeste følelser i menneskelivet.
Jes Stein Pedersen, Politiken, 19. februar 2019 (4 ud af 6 hjerter)
Med ‘Ulysses' ændrede James Joyce litteraturens målestoksforhold. Da den udkom i 1922, sprængte den hidtidige skalaer for, hvad en roman formåede. Joyce smed en litterær håndgranat ind i litteraturens fine stuer og udfordrede både læsere og litteraturkritikere og de censurmyndigheder, der fandt hans roman obskøn.
Ulysses opnåede det største, en modernistisk roman kan opnå: at blive forbudt og siden tilladt, som da dommeren i den berømte retssag, hvor selve staten USA havde anlagt sag mod ‘Ulysses', kastede håndklædet i ringen: »Mange steder forekommer den mig at være beskidt, men selv om den indeholder mange ord, som sædvanligvis anses for anstødelige, har jeg ikke fundet noget, som jeg anser for at være anstødeligt for anstødelighedens egen skyld«.
Selv gnæggede anarkisten Joyce, at han havde indbygget så mange benspænd og gåder i sit værk, at der var arbejde nok til litteraterne de næste to hundrede år.
'Ulysses' er både morsom, fræk og pirrende. Den handler om livets stærkeste følelser. Skyld, skam, utroskab, mindreværd, begær, jalousi, det hele.
Men det er også et værk, der peger på sig selv som litteratur, og den sproglige sværhedsgrad har gjort ‘Ulysses' til en frygtet roman, som kun ‘de kloge' får læst.
Og nu har vi så fået endnu en ny dansk oversættelse, den anden på mindre end fem år. Har den en berettigelse?.
Mollys dejlige mås
Lad os først se på det lette i forbindelse med kolossen fra Dublin: ‘Ulysses' er kort fortalt historien om den impotente jødiske annonceagent Leopold Bloom, der tumler rundt i Irlands hovedstad i løbet af en enkelt junidag i 1904, mens hans kone, Molly, ligger hjemme i sengen og venter på Boylan, hendes elsker.
Bloom er altså hanrej, men også en tænksom og sanselig mand, der elsker at snuse til sin hustrus mås, som forretter sin nødtørft på et das udenfor i haven, steger fårenyrer, der lugter svagt af urin, til sin elskede Molly, som venter oppe i sengen, masturberer på en bænk, mens han iagttager en pige, der gynger, og meget andet.
Og så til det svære: ‘Ulysses' er skrevet med Homérs ‘Odysseen' som forbillede, selv om det ikke er til at se det, hvis man ikke lige ved det. Homers Odysseus var som bekendt på rejse i det fjerne, mens fru Penelope var omgivet af bejlere derhjemme, og Leopold Bloom er Joyces' bud på en irsk-
Dertil kommer, at Joyce bevæger sig ud i alle afkroge af det engelske sprog og bevidst eksperimenterer med alskens stilistiske virkemidler og fortælleformer. Kapitel 7 er for eksempel fortalt sensationsjournalistisk med fængende overskrifter over de enkelte passager, kapitel 14, hvor en kvinde føder, rummer ikke færre end 29 forskellige pasticher over det engelske sprog fra middelalderen og frem. Det fantastiske kapitel 17 er en parodi på pedantisk videnskabelighed, osv.
For det ikke skal være løgn er romanen også skrevet på en måde, der gør den stærkt musikalsk. Ikke kun fordi den er spækket med remser, men også fordi Joyce har skrevet den, så det betyder noget, hvordan det lyder.
Sproghøvlen tager for meget
Og så er vi endelig fremme ved fordanskningerne af kæmpeværket. Mogens Boisen var den første, der vovede pelsen. Hans ‘Ulysses' kom i 1949, og han blev ved. Den sidste af de oversættelser, han lavede, rummede 10.000 ændringer i forhold til hans første.
I 2014 kom så Karsten Sand Iversens selvbevidste og fænomenale gendigtning, som i højere grad end Boisen fastholdt den sproglige radikalitet og musikalitet, som det vilde værk er båret af. Oplevelsen af Joyces roman som et banebrydende kunstværk blev i den grad opretholdt i Karsten Sand Iversens egensindige version.
Bent Wiberg og Jens Feilberg går nu en anden vej. ‘Ulysses' har virkelig fået med sproghøvlen, så den fremstår fin og glat, men også mere almindelig. Hør for eksempel dette stykke om Blooms behov for passioneret underkastelse:
»En varm, menneskelig fyldighed faldt til ro i hans hjerne. Hans hjerne overgav sig. Duften fra omfavnelser greb ham helt. Hans hungrige kød krævede dunkelt og uden ord at tilbede«.
Til sammenligning er her Boisen version, som har en meget mere poetisk, ja, sakral tone:
»En varm menneskelig tyngde sank på hans hjerne. Hans hjerne gav efter. Favntags duft slog ham stærkt i møde. Dunkelt brændte fra hungrende kød en tavs bøn om at tilbede«.
Og således hedder det hos Karsten Sand Iversen:
»En varm menneskelig plumphed slog sig ned i hans hjerne. Hans hjerne gav sig hen. Vellugt af alle favntag ham slog i møde. Med udsultet kød dunkelt higede han stumt efter at forgude«.
Wiberg og Feilberg prioriterer fortællingens umiddelbare forståelighed og fremdrift, mens Boisen og Sand Iversen rammer en anden, mere lyrisk klang særligt i de to sidste sætninger. »Dunkelt brændte fra hungrende kød en tavs bøn om at tilbede«, tak Boisen.
Misle masle bombasilje
Et eksempel på Sand Iversens dristighed ses her, hvor han digter en dansk vrøvlesætning for at opnå sit rim:
»Jeg er den fandegaleme kæmpe der ruller alle de dér fandegaleme stenblokke, ben til mine trædesten. Misle masle bombasilje. Jar lugder blod af en irsk kanalje«.
Hos Wiberg/Feilberg hedder det: »Jeg er den helvedes fine kæmpe der ruller alle dem helvedes fine sten, knogler til mine vadesten, Fii, fore, fam. Jeg llugter bblod af en irllansk mann«.
Begge løsninger er fine, men ‘bombasilje' og ‘kanalje' er den uventede og sjoveste løsning.
Det ultimative eksempel på forskellen mellem Sand Iversens oversættelse og den spritnye, skal vi op i Mollys og Leopolds dyner for at finde. Leopold Bloom elsker som nævnt sin hustrus numse, og sådan lyder det hos Joyce:
»He kissed the plump mellow yellow smellow melons of her rump, on each plump melonous hemisphere, in their mellow yellow furrow, with obscure prolonged provocative melonsmellonous osculation«.
Karsten Sand Iversen, som må have moret sig, formulerer følgende frækkert:
»Han kyssede hendes plumpe slugtende fugtende lugtende rumpes meloner, på hver plump melonisk hemisfære, i deres slugtende fugtende fure, med obskur prolongeret provokerende, frugtiglugtig oskulation«.
Hos Wiberg og Fejlberg lyder det mere midternormalt sådan:
»Han kyssede hendes bagpartis tykke bløde modne gule duftende meloner, på hver tykke melonhalvkugle, i deres modne gule fure, med dunkelt langtrukken ophidsende melonduftende osculation«.
Tydeligere kan forskellen næsten ikke vises: Sand Iversens oversættelse, bemærk bogstavrimene, fastholder ånden i ‘Ulysses', vildskaben, sanseligheden, humoren, det groteske. Wiberg og Feilberg gør det godt, men pædagogiserer. Man kan ikke mærke sin egen næse nede i den røvballerevne. Det kan man hos Sand Iversen som hele vejen igennem får understreget en kæmpe kvalitet ved ‘Ulysses': den sanselige ultrarealisme.
Dunk, tap eller pik?
Forlaget kalder den nye oversættelse en folkebog, og det er en dækkende betegnelse, for den i øvrigt fremragende tilrettelagte bog. Nu kan alle vitterligt være med, men prisen for demokratiseringen er tydelig. Sproghøvlen tæmmer i for høj grad det vilddyr, Joyce i sin tid slap løs på verden.
Og beskyld nu ikke anmelderen for flueknepperi. Der kan ligge en kæmpe forskel bare i et enkelt ord. Hele vejen igennem ‘Ulysses' kommer der således fra tid til anden nogle for læseren i lang tid uforståelige ord. Boisen skriver ‘dunk'. Wiberg og Fejlberg skriver ‘tap', mens Sand Iversen skriver ‘pik'. Først sent forstår læseren, at det er lyden af en blind mands stok, der hele vejen igennem romanen har fået lov at give sit besyv med, mens Bloom går gennem byen. »Pik. Pik-
Den glædelige nyhed er så, at den nye udgave rummer et enestående noteapparat. Der er ikke en eneste tekstrelateret note i Sand Iversens udgave. Nogle hundreder i Boisens, mens der er 3.000 i Wiberg og Feilbergs, og det åbner i den grad til alt det, Joyce har skjult i sit frodige vildnis af en roman, og som selv den bedste oversættelse ikke vil kunne forklare.
'Ulysses' bliver aldrig en folkebog, men der har aldrig været færre undskyldninger for ikke at tage udfordringen op og lade sig blæse igennem.
Osculation betyder i øvrigt at kysse.