Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ulysses » Pressen skrev » James Joyces hovedværk nyoversat - igen

James Joyces hovedværk nyoversat - igen

At arbejde med James Joyce kræver de lange tidshorisonter og er gerne enkeltpersoners entusiastiske og ensomme kamp med og mod teksten, hvilket nok forklarer, at vi står med hele to af hinanden uafhængige nyoversættelser til dansk inden for kun fem år.

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten, 20. marts 2019 (6 ud af 6 stjerner)

James Joyce skrev sit modernistiske storværk "Ulysses" i årene 1914-1921 fra sit frivillige eksil væk fra Irland i Trieste, Zürich og Paris.

Han var helt klar over, at hans brug af sproget var for viderekommende, og morede sig med at sige, at det tog ham en håndfuld år at skrive bogen, men at den vil holde professorerne beskæftiget i århundreder.

For de fleste oversættere gælder det, at de betragter den trykte tekst som den endelige og autoritative. Men med Joyce er det sådan, at hans "Ulysses" først blev trykt som føljeton over flere år, dernæst sat og trykt som bog i Frankrig, for censuren i den engelsktalende del af verden ville ikke vide af den. Da de franske sættere og trykkere ikke kunne et ord engelsk, og da Joyce hele tiden rettede i korrekturarkene, også mod sit eget forlæg, er det ikke underligt, at der kom bunkevis af mærkværdigheder. Det kan dog være vanskeligt at afgøre, hvor der er tale om fejl, og hvor Joyce havde en hensigt med "fejlen".

På skuldrene af kæmper

Joyces roman blev oversat til tysk og fransk i 1930' erne. Da kunne den sproggeniale forfatter selv se oversætterne over skuldrene. Men en dansk oversættelse kom der først rigtigt i gang i 1940' erne, selv om der havde været et enkelt forsøg i 1930' erne.

Ifølge pålidelige kilder, herunder oversætteren selv, havde den i 1930' erne unge trafikassistent ved DSB, kommunist og lyriker, senere fremtrædende kommunist og modstandsmand, Børge Houmann lavet en oversættelse af i hvert fald store dele af Joyces roman.

Houmann, der senere blev medlem af Danmarks Frihedsråd, folketingsmedlem og chefredaktør for Land og Folk, kunne dog ikke finde oversættelsen efter krigen, da et forlag langt om længe meldte sig som interesseret i dette noget specielle værk. Manuskriptet var forsvundet under krigen, tilsyneladende kon-fiskeret og siden mistet af dansk politi, der kom sine tyske kolleger i forkøbet ved at tage sig kærligt af de danske kommunister.

Houmann selv var ikke interesseret i at forsøge en rekonstruktion, med henvisning til tidspres. Det bør dog også tilføjes, at modernisme og kommunisme på det tidspunkt var en særdeles dårlig cocktail, som for ledende partikadrer næppe har været karrierebefordrende. De ledende marxistisk-leninistiske ideologer holdt af at fremhæve modernismen som alt for individuelt fokuseret; i stedet skulle man fremme en kunst, der digtede folkeopdragende på plotformlen mand-møder-kvinde-møder-traktor. Om denne første oversættelse virkelig er forsvundet eller ligger i bunden af en arkivkasse et eller andet sted, er aldrig fastslået.

Joyce-industri

I stedet blev det den unge kaptajn, senere oberstløjtnant og myreflittige oversætter Mogens Boisen (1910-1987), der kom først med at give os værket på dansk. Joyce døde i 1941, så Boisen kunne ikke skrive til ham og bede om råd - hvilket var ærgerligt, for Joyce kunne dansk, da han insisterede på at kunne læse Henrik Ibsen på originalsproget.

Boisen oversatte fra den amerikanske Random House-udgave fra 1934 og udgav sin oversættelse i 1949. Efterhånden kom der mere og mere "Ulysses"-materiale til fra litteraturforskerne, så Boisen reviderede løbende med hjælp fra nye "Ulysses"-udgaver og den efterhånden omfangsrige Joyce-forskning, der hurtigt antog karakter af en Joyceindustri. Der kom nye, reviderede Boisen-oversættelser i 1970, 1980 og 1986.

Så gik der 28 år, og i 2014 fik vi en nyoversættelse fra Karsten Sand Iversen.

Iversen ville levere en oversættelse, der var tro mod originalens poetiske kraft. Han arbejdede også, til forskel fra Boisen, på grundlag af en nyere tekstkritisk udgave.

God på en anden måde

Den oversættelse, der nu foreligger, og som i hovedsagen er udarbejdet af Bent Wiberg og færdiggjort og forsynet med noter af Jens Feilberg, har et lidt andet sigte. Den skal være en egentlig folkeudgave, der præsenterer sig som indbydende for den almindelige læser. Derfor de mange - ca. 3.000 - tekstforklarende fodnoter og et par appendikser med fakta om det ene og andet i romanen.

Tilmed er der tale om en meget lækker, næsten bibliofil publikation. Der er et præget, eksklusivt designet stift bind, med forlagets logo på en fremtrædende plads. Der er tre sæt kollager - modernismens foretrukne kunstfornyelse - ét foran hvert hovedafsnit. Der er et næsten spalteagtigt, aflangt format, der sammen med en føjelig bogryg gør bogen meget behagelig at holde på og læse. Og så er siderne indbydende cremefarvede, så de små 1.000 siders læsning ikke trætter øjnene mere end nødvendigt. Alt det udgør en markant forskel fra Joyces oprindeligt meget nøgternt udstyrede bog, og også fra de senere udgivne danske oversættelser.

Om man foretrækker den ene eller den anden oversættelse, må være en smagssag. Iversen er tro mod Joyces egen tekst, hvad der ikke altid gør den danske krystalklar. Wiberg hjælper sin danske læser lidt, men ofrer nok lidt af "poesien".

Da Bloom i kapitel 17 kommer hjem til sin hustru Molly midt om natten, er teksten udformet som spørgsmål og svar i en katekismus. På engelsk lyder det - og man skal mærke sig Joyces opfindelse af ordet "smellow":

»He kissed the plump mellow yellow smellow melons of her rump.«

Det bliver hos Iversen til: »Han kyssede hendes plumpe slugtende fugtende lugtende rumpes meloner.«

Og hos Wiberg: »Han kyssede hendes bagpartis tykke bløde modne gule duftende meloner.«

Hos Iversen en leg med sprogtoner, hos Wiberg en lidt mere faktuelt præget tilgang.

Under alle omstændigheder er det imponerende, at vi nu har ikke mindre end to nyoversættelser af et af de mest fascinerende hovedværker i verdenslitteraturen.