Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Det mørklagte attentat » Pressen skrev » Den fortiede eksplosion
Den fortiede eksplosion
Attentat. Portugals premierminister omkom i et flystyrt i 1980, hvor også premierministerens samlever, danskeren Snu Seidenfaden, døde. Sagen blev straks mørklagt.
Bo Bjørnvig, Weekendavisen, 3. maj 2019
Danske Ebba Merete Seidenfaden, kaldet Snu -
I efteråret 1980 var den politiske situation meget spændt. Det Militære Råd, der sammen med kommunisterne de facto ledede landet, var under pres for at indføre fuldt og helt demokrati, og Snus sekretær, Eva Henningsen -
Snu fik sin tidligere mand til at ringe til sin amerikanske ven Donald Rumsfeld for at høre, om det havde noget på sig, og det havde det ikke, kunne Rumsfeld berolige ham med.
Om aftenen den 4. december tog Snu og Caneiro ud til Camerate-
Ulykken blev hurtigt af myndighederne betegnet som en ulykke, og en foreløbig rapport fire måneder efter styrtet lagde skylden på førstepiloten, der havde overtrådt en række sikkerhedsregler og var lettet med kun den ene vinges tank fuld og en defekt motor, der gik i stå, hvorefter flyet var krænget og havde tabt højde. Rapporten blev kritiseret af især ofrenes familiemedlemmer og af parlamentsmedlemmer fra de to ministres partier, og i de forløbne 33 år blev der nedsat ikke mindre end ti undersøgelseskommissioner, som blev obstrueret på alle mulige måder af Generaldirektoratet for Civil Luftfart, politiets undersøgelsesdommere og statsadvokaten, der tilbageholdt bevismateriale og omfortolkede eksperternes erklæringer, der fra starten pegede på, at der sandsynligvis var sket en bombeeksplosion i flyet.
En konklusion, som alle medlemmer af den ottende undersøgelseskommission i år 2000 endelig skrev under på. Det, der bortvejrede enhver tvivl, var fundet af rester af svovl og andre typiske bombestoffer på et af flyets vragdele, som man fandt i en »glemt« kasse i et hjørne af en bygning i Camerate-
Kommissionens endelige fastslåen af, at der var tale om et attentat, vakte ikke den store opmærksomhed, og det er stadig, som om attentatafsløringen har svært ved at blive accepteret. I Cândida Pintos biografi om Snu Seidenfaden fra 2011 (på dansk 2013) blev det stadig fremstillet som et åbent spørgsmål.
Herefter gjaldt det om at finde bagmændene, men det lykkedes aldrig for de to følgende kommissioner at udpege og retsforfølge nogen. De eventuelt fældende dokumenter, blandt andet om ulovlig våbenhandel, var væk. Og selv om man havde forskellige kandidater i søgelyset, var det kun folk, der udførte ordrer. Bagmændene forblev ukendte.
Men hvem stod så bag? Meget tyder på, at de to politikere skulle fjernes, fordi de var begyndt at undersøge den ulovlige våbenhandel, som visse af hærens officerer styrede og tjente store summer på. Hvis disse er bagmændene, lykkedes planen, ingen blev retsforfulgt.
Mere spekulativ er Eva Henningsens teori om, at CIA og selveste Kissinger var involveret, fordi de to portugisiske politikeres undersøgelser truede med at afsløre den illegale våbeneksport til Iran, som den amerikanske regering havde gang i i et forsøg på at få løsladt de 52 amerikanske gidsler, som iranerne havde taget, da de stormede den amerikanske ambassade. En del af våbnene blev udskibet fra Lissabon.
Kissinger var på en lynvisit hos Francisco Sá Caneiro lige før attentatet, så alt tyder på, at Caneiro skulle overbevises om noget vigtigt. Måske fordi Caneiro i en telefonsamtale over Atlanten havde truet med at bringe sagen op i FN.
Eva Henningsen indrømmer, at der ingen konkrete beviser er på amerikansk indblanding. Men hun vil heller ikke afvise teorien, og selv om hun skriver, at den tidligere CIA-
Men ellers holder bogen vand. Eva Henningsen var selv, som én, der stod Snu nær, medlem i de sidste undersøgelseskommissioner, så hun har haft adgang til alt materialet, bogen bygger på.
Og beskrivelsen af hvordan kommunisterne og militæret indgik en uhellig alliance efter Nellike-