Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kærlighed i kommunismens tid. Et dansk liv i DDR » Pressen skrev

Pressen skrev

Dagligliv i DDR

Hvilken ung dansk kvinde kunne omkring 1980 få den forrykte idé at bosætte sig frivilligt i Leipzig, den nedslidte saksiske metropol, og blive boende dér næsten indtil Murens fald? Det kunne Tove Fleischer fra Risskov ved Aarhus. En lille menneskealder senere har hun skrevet en særdeles læseværdig bog om sit danske liv i DDR. (…)

Episoder gengives med imponerende præcision, og replikskifter gengives ordret. Tonen er præget af humor, og forfatteren har et sikkert blik for de storpolitiske konsekvenser for dagligdagen.

Mikael Busch, Jyllands-Posten, 24. december 2017, 5 af 6 stjerner

Kærlighed bag tæppet

Fortællingen udfolder sig i et jeg-perspektiv, og det er simpelthen lækkert, ganske enkelt. Det skaber en troværdig ramme. Den er ikke blot fortalt i førstepersonsperspektiv.

Den er fortalt med en dybde i fortællerpositionen.

Jeg kan som læser fornemme, at Tove her mange år efter og bosiddende i Østjylland stadig har dybe følelser for tiden i DDR. Jeg kan mærke, at erindringerne rumsterer, og billeder fra en levet tid eksploderer. (…)

Det er bogen for den historisk interesserede.

Det er bogen for læseren, der gerne fordyber sig i amourøse forhold i en tid, hvor der var faste rammer og frygt rundt om i verden.

Den er for læseren, der har god tid og fin tålmodighed, for der bliver i udpræget grad kælet for detaljen (…)

Martin Rytter Handberg, Nordjyske Stiftstidende, 18. december 2017

Et dansk liv i DDR

Titlen kan give forventning om en følelsesfuld beretning. Men det er ikke en sådan, Fleischer har skrevet. Hun holder sig til det nøgternt rapporterende. Men i de bedste passager er det samtidig en livfuld bog. (...)

Nok er "Kærlighed i kommunismens tid" en personlig beretning om tilværelsen i en stat, der ikke findes mere. (…) Men mest nærværende er de passager, hvor hun lader læseren opleve landet gennem de erfaringer, hun selv har gjort med det. Og disse passager, der er udgivelsens berettigelse, udgør heldigvis hovedparten af bogen. Som forfatter er hun meget til stede - i gengivelsen af det oplevede bliver hun aldrig anonym. Hun finder en fin balance mellem det private og det, der er af interesse for andre. (…) Det er en bog emmende af atmosfære. Den er ikke et opgør med DDR, men et subjektivt portræt af landet - og som sådant givende.

Claus Grymer, Kristeligt Dagblad, 20. november 2017, 4 af 6 stjerner

Kål, kærlighed og brunkul

Fint og morsomt indblik i et delvis dansk familieliv i DDR, præget af absurde benspænd, bizar partidisciplin, stikkeri og knaphed på alt.

(…) 'Kærlighed i kommunismens tid' [er] et fint og af og til morsomt indblik i et liv, der for mange af os naboer i årevis var et mysterium, passende blandet med kapitler med mere faktuelle oplysninger om DDR og samtiden. Livet bag Erich Honeckers illusionssocialisme og potemkinkulisser afsløres med mange hverdagsdetaljer bag en tyk, stinkende tåge af brunkulsrøg.

Helle Hellmann, Politiken, 18. november 2017, 5 af 6 hjerter

Stik mig et hvidkål og tre pølser - så laver jeg mad til en hel familie

I 1979 traf århusianske tove thomsen et afgørende valg: Hun ville bo sammen med den mand, hun elskede. Også selvom han levede i DDr, bag jerntæppet, langt inde i den russiskdominerede del af tyskland, i et Østeuropa, hvor mangel var mere almindeligt end velstand, og hvor man klarede sig bedst, hvis man havde løst billet til det kommunistiske parti. nu har hun skrevet en bog om sine otte år bag Muren.

Helle Holm, Århus Stiftstidende, 12. november 2017

Otte år i Europas baggård

Lad det være sagt med det samme. Dette er simpelthen en pragtfuld bog. Nøgtern og realistisk ind til benet, klog på livet og ikke mindst uhyre velskrevet. (...)

Denne pragtfulde bog fortjener rigtig mange læsere. Ikke blot for sit smukke og udtryksfulde sprog. Men også på grund af sit indhold. Det er beskrevet solidarisk uden på nogen måde at blive romantisk

Thomas Petersen, Flensborg Avis, 31. januar 2018

Kærlighed i kommunismens tid

... Kærlighed i kommunismens tid er en uhyre velskrevet og medrivende bog. Livet i DDR var for almindelige borgere som Tove Fleischer og hendes familie ikke forfærdelig og ondskaben stod ikke og gloede på hvert et gadehjørne. Men materielt set var der store begrænsninger – og stort set ingen havde det privilegie som Tove havde, for hun kunne som dansk statsborger frit køre ind og ud af DDR. Øst-mark rakte ikke så langt i Berlin eller Danmark, men det var dog et privilegie, som østtyskerne var villige til at risikere livet eller friheden for.

Bogen er i øvrigt krydret med artikler fra Aarhus Stiftstidende fra deres korrespondent i Østberlin. Tove Fleischer fik en hemmelig aftale med Aarhus Stiftstidende og de artikler hun skrev gav lidt vestligt valuta, som gjorde livet i DDR lidt lettere.

Der er fuld hus af berlinerbamsebjørne til Tove Fleischer for hendes bog om kærlighed i kommunismens tid. Den er knald-godt skrevet. Levende og vi er med Tove på hele turen.

Der er kun at håbe, at Tove Fleischer bliver rigtig gammel og kan skrive flere erindringer. Skøn efterårslæsning eller en dejlig julegave.

Love and peace fra berlin-guide.

30-10-2017

Oplagt nytårsgave

(...) et must for enhver tysk- eller historielærer – eller for den sags skyld enhver, der ønsker at få en oplevelse og et indtryk af, hvordan Deutsche Demokratische Republik var i årene fra 1949 til 1990.

Flemming Nygaard, folkeskolen.dk, 27. december 2017
Læs hele anmeldelsen hér

Jeg flyttede til DDR for kærligheden

- Der var tre bøger, tolderen ikke godkendte, fordi han var usikker på deres politiske indhold. Han bad mig med et glimt i øjet om at bortskaffe dem. Jeg tænkte "bortskaffe?" Så blev jeg enig med mig selv om, at det bedste sted at gemme og dermed bortskaffe en bog måtte være blandt en masse andre bøger.

Så jeg tog de tre bøger med mig, siger Tove og rejser sig smilende for at finde de "forbudte" værker i parrets reol i den lyse stue i Risskov ved Aarhus.

Fortalt til Ulla Iversen, Hjemmet, 12. juni 2018

Lektørudtalelse

Forfatteren skriver rigtig godt og er historisk funderet i sin beretning.

Vurderet af Louise Urban Andersen