Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det 20. århundrede

Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det 20. århundrede

Thomas Viggo Pedersen: Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det 20. århundrede. Udgivet september 2020. 1. udgave. 1. oplag. 800 sider. Indbundet. 429 kr. ISBN 978-87-7695-396-6.

Tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson, Viktoria Senderovitz , illustreret af Torben Eskerod.

Køb

Den store Grundtvigs Kirke med det karakteristiske trefløjede tårn ligger højt på Bispebjerg i Københavns Nordvestkvarter. Kirken blev indviet i 1940 efter mange års bestræbelser på at skabe et monument for digterpræsten Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Byggeriet var en folkesag, og siden sin indvielse har kirken været beundret som et højdepunkt i dansk håndværk og arkitektur.

Grundtvigs Kirke er en lærd bog fyldt med anekdotiske svinkeærinder og underholdende fodnoter om så forskelligartede emnekredse som arkitektur, kirkehistorie, geometri, kunsthistorie, idéhistorie, astronomi og økonomi. Intet er for stort og intet er for sært til at få en plads i fortællingen om kirken. Bare det er interessant!

Bogen fortæller, hvordan idéen til kirken fødtes, pengene blev indsamlet og kirken blev til. Dens hovedperson er den geniale bygmester, P.V. Jensen-Klint. Omkring ham iscenesætter forfatteren et mylder af grundtvigske præster og lærde, arkitekter, pengemænd, politikere og højskolefolk. Blandt bogens helte er håndværkerne, industrimagnaten Tietgen, politikeren I.C. Christensen, bager- og borgmester Marstrand, den ukuelige landsretssagfører Müllertz, arkitekten Ivar Bentsen og hans far og hans kone og et kontingent af bygmesterens efterkommere i den begavede Klint-familie. Historierne står i kø: hvordan kirken nær var kommet til at ligge i Sønderjylland, hvordan den på et hængende hår undgik at få forærende et af verdens største amerikanske orgler og til gengæld i mange år måtte klare sig med små instrumenter, hvordan murerne på kirken blev så dygtige, at de bagefter ikke kunne få job andre steder og hvordan folk i hele landet fulgte med og sendte penge til byggeriet. Foruden hvordan man kan vide, hvor øst præcis er (og hvorfor kirker vender øst-vest), hvordan Bispebjergs byplan blev til og hvem de 78 præster var, der gik i procession ved kirkens indvielse den 8. september 1940.

Et kapitel om kirken som folkekirke vil nok blive stående som en sjælden beretning om et ikke utypisk kirkeliv, mens kapitlet om ideen bag kirken måske vil forekomme mange at være bogens smukkeste. Det hele er skrevet med let hånd og en troldsplint i øjet.

Thomas Viggo Pedersen (f. 1935) er selv bogstavelig talt vokset op med kirken på Bispebjerg. Hans farfar var med i den komité, der tog initiativ til monumentet og hans far var kirkens første organist fra den midlertidige tårnkirke åbnede i december 1927. Thomas Viggo Pedersen afløste selv sin far som organist ved Grundtvigs Kirke i 1967 og blev på orgelbænken til 2005.

"...800 sider med 2015 fodnoter, skrevet i et vidunderligt, fjerlet sprog og med forgreninger så langt ud i Danmark og Europa..." Weekendavisen

"Det er en dejlig bog at læse. De store linjer tabes ikke i de små muntre og stridsomme anekdoter..." Kristeligt Dagblad