Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Myrestier - Figurer for skrift og læsning i antikkens Grækenland » Pressen skrev

Pressen skrev

Myrestier - Farlige Bogstaver

Man mærker i form og behandling af stoffet, at Svenbro er lige dele filolog og digter. (...)

Bogen er tætpakket med pointer og læsninger og kan kraftigt anbefales som supplement til Ivar Gjørups Platons Gåde.

Bo Larsen, Logos, Klassikerforeningens medlemsblad 3, november 2017

Insektet på limpinden

(...) I sin fine, lille foredragssamling Myrestier fortæller den svenske lyriker og filolog Jesper Svenbro, der forresten også er medlem af Det Svenske Akademi, os om det, han kalder Figurer for skrift og læsning i antikkens Grækenland. Han fortæller os, at det efter al sandsynlighed var fønikiske søfolk, der omkring år 800 f. Kr. lærte grækerne at skrive og læse det, de meget passende kaldte »foinikéïa grámmata« - fønikiske bogstaver.

Men han viser os også, hvordan de fantasifulde, fabulerende grækere selv foretrak mytiske frem for historiske forklaringer på, hvor skriften og læsningen stammede fra. I Athen fortalte man for eksempel, at skriften stammede fra Aktaion, en sagnkonge, der havde fire døtre. De tre første døtre havde navne, der mindede om græske ord for vand. Den fjerde og sidste hed »Foínika«, hvilket både betød fønikierinde og sejrspalme. At læse var at bringe de fire døtre sammen. At læse var at vande den tørre sejrspalme, så den kunne blomstre.

Såvel i denne som i mange lignende myter betragtedes skrifttegn altså som noget tørt og dødt, som den læsende skulle væde og give nyt liv. At læse var, som Jesper Svenbro påpeger, i virkeligheden en variant af drikofferet: det arkaiske frugtbarheds- og forsoningsritual, hvorunder man hældte vand, vin eller en nyligt slagtet okses blod på en afdød slægtnings eller halvguds grav.

En slægts fortsatte liv kunne afhænge af disse drikofre, disse såkaldte libationer, men måske også af, at fremmede, der passerede slægtens gravsten, standsede op, læste indskrifterne og dermed vakte de dødes navne til live. »Jeg er gravmælet over Nadys datter,« stod der for eksempel på Parthenias, kareren Nadys datters grav: »Du, der går forbi, stands og sørg.«

De græske guder skrev ikke og læste ikke. De var jo udødelige. De havde jo ingen brug for skriftens og læsningens genopvækkelseskunst. Og af samme grund skrev og læste filosoffen Sokrates kun nødigt. Han troede jo på sjælens udødelighed, så hvorfor skulle han dog besudle sin egen og sine elevers sjæle med skrevne ords hokuspokus?

Af og til ser vi imidlertid Sokrates glemme sig selv og sine principper. I Faidros, en af Platons smukkeste dialoger, lægger den stumpnæsede filosof sig en smuk morgen under et platantræ sammen med sin unge elsker, som han vil tale med om kærlighedens væsen.

Først må elskeren dog læse en af digteren Lysias' taler højt, så Sokrates på samme tid kan nyde lyden af elskerens stemme, den lille flod Ilissos' sagte piblen og cikadernes sang fra platantræet.

Græske læsere og lyttere har utvivlsomt opfanget Platons elegante metaforik. Men vi skandinaver kan glæde os over at have Jesper Svenbro ved vores side. For som den svenske filolog forklarer, så spejler samtlige kulisser i den lille scene på forunderlig vis hinanden: Ilissos, flodens navn, lød for grækere som »elíssein«, et ofte brugt ord for det at læse. Cikader var en ofte brugt metafor for digtere. Og Sokrates blev selv kaldt cikadernes cikade. Antikkens grækere spiste med velbehag cikader og andre små insekter, som de fangede på limpinde, ristede og krydrede med urter. Og som de uforbederlige metaforikere, de var, kunne de ikke lade være med at forestille sig nedskrivningen af et digt som en slags insektfangst. Blækket var limen, de stive, hule siv, man brugte til at skrive med, var limpinde, og haps: Ud af luften kunne man så gribe de små sorte insekter og fæstne dem til sin hvide papyrusrulle.

Men tror man i dag, at poststrukturalistiske franske filosoffer som Jacques Derrida og Roland Barthes var de første til at filosofere over forholdet mellem stemmens principielle nærvær og skriftens principielle fravær, må man tro om. For mere end to tusinde år siden gjorde fabeldigteren Aisopos skam det samme. I en berømt lille fabel synger den ubekymrede cikade sommeren lang, mens den flittige, tavse myre samler forråd til vinteren. Cikaden dør. Myren overlever. Myrestier, kaldte Aisopos skriftens sorte spor.

Mysterier, kunne vi også kalde dem.

Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen, 14. juli 2017

Når de gamle grækere skrev, var det til højtlæsning

Filosoffen Sokrates skrev som bekendt ingenting ned, det gjorde lærlingen Platon for ham. For Sokrates var en stor tænker, men også en omhyggelig pædagog, og hans skrivevægring har en pædagogisk pointe.

Hensigten var at nedbryde et hierarki, som var en grundpille i det antikke Grækenlands samfundsliv, og som også gav sig til kende i forholdet mellem en tekst og tekstens læser. For dengang blev tekster læst højt, og højtlæseren var intet andet end et instrument; han prostituerede sin stemme for tekstens forfatter under læsningen.

Når Sokrates ikke skrev, betvang han ingen med sin skrift. I stedet udfoldede han "virkelig sandhedssøgning", hvor målet var en samtale mellem frie mænd.

Sådan argumenterer Jesper Svenbro, en svensk digter og klassisk filolog, i sin lille bog "Myrestier", der er udkommet på dansk på Forlaget Vandkunsten. Den er en popularisering af hans videnskabelige hovedværk og udlægger, hvordan antikkens grækere læste. Det er ikke så indlysende, som man kunne tro.

Først og fremmest læste grækerne højt og ikke indenad, som vi gerne gør i dag. Det udleder Jesper Svenbro af flere forhold, blandt andet datidens usædvanligt rige ordforråd for "at læse".

Verbernes grundbetydning sladrer nemlig om den situation, de betegnede (...).

Den kendsgerning vidner om læsningen som "mundtlig distribution" ifølge Svenbro. Men den fortæller også om læserens position. For det skrevne ords modtagere var strengt taget ikke læseren, men tilhørerne.

Læseren, derimod, var ham, som overgav sin stemme til bogstavernes ubrydelige program; under læsning var al autonomi suspenderet. Derfor lærte de frie græske borgere at læse, men kun akkurat: Den lidet prestigefyldte læsning blev ofte overdraget til en slave.

Denne måde at læse på havde konsekvenser for mange forhold, for eksempel Sokrates' skrivevægring. Heller ikke den lige så kendte Pythagoras skrev. Ifølge Svenbro havde han dog andre årsager, der igen belyser, hvordan centrale værdier kom til udtryk gennem skriften og læsningens rolle.

Såkaldt "kléos" var en sådan værdi; det betød at opnå ry, at have navnkundighed. Den bekymring havde guderne dog ikke. De var udødelige, og de behøvede ikke skriften til at sikre deres ry. Når Pythagoras ikke skrev, er én årsag hans guddommelige stræben, mener Svenbro.

Mange andre måtte dog ty til skriften som en vej til at sikre et kléos.

I et kapitel indleder Svenbro med en forundring over, at forældre tilsyneladende oftere rejste sten med gravskrifter over et barn end omvendt. (...)

I antikken var et barn en forlængelse af sine forældre, det var hans eller hendes levende ry. Det forhold fremgår af de navne, børnene fik. Telemachos, helten Odysseus' søn, betyder for eksempel ham-der-kæmper-i-det-fjerne - altså Odysseus som var i krig i Troja.

Han fik også sønnen Ptolipórtes, 'bytilintetgøreren', igen en henvisning til Odysseus selv. Det er ham, vi husker, hver gang sønnernes navn siges højt.

Sådan var det også for faderen, der rejste stenen over sin unge datter. Hendes navn blev kaldt igen, hver gang en græker standsede ved graven og læste skriften højt. Et navn, der ydermere mindede læseren om pigens forældre. Ryet består. Selv 2500 år senere.

Maja Funch, Kristeligt Dagblad, 25. juli 2017

Lektørudtalelse

Essaysamling om det antikke Grækenlands opfattelse af læsning og skriftsprog. Meget inspirerende for alle, der interesserer sig for fx Sokrates, Platon og alle de andre græske, klassiske tekster.

I fire artikler analyserer den svenske klassicist, Jesper Svenbro, der også er medlem af det svenske akademi, en række antikke tekster fra Grækenland for at undersøge de gamle grækeres syn på skriftsprog og læsning. Man satte helst sine slaver til at læse højt, for man anså læsning for en underkastelse af de ord, en anden har skrevet. Gennem uddannelse, fx Platons Akademi, kan man blive et læsende subjekt i stedet for et læsende instrument. Jesper Svenbros fortolkninger sker med udgangspunkt i selve teksten og i de enkelte ords etymologi.

Lærd og vis formidling i fornem oversættelse af svært tilgængeligt stof. Bogens letteste passager kan minde om serien "Tænkepauser". Man kan kun tilslutte sig den forjættende bagsidetekst: "Det er så underholdende, at bogen bliver farlig", og man "får lyst til at tilbringe resten af sit liv på et bibliotek". Imponerende!

Poul Flou Pedersen, DBC