Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den legende borgermand. En embedsmands oplevelser i billeder, fotos og ord 1865-1948 » Pressen skrev

Pressen skrev

Kort om biografier og erindringer

Georg Alexander Christiansen var en ganske almindelig mand, der gennem sit 47 år lange liv som embedsmand og kongelig kasserer ved Det Kongelige Assistenshus i København aldrig gjorde sig ekstraordinært bemærket. Alligevel er han blevet omdrejningspunkt for Palle O. Christiansens bog "Den legende borgermand", fordi han nøjsomt dokumenterede sit daglige liv i dagbøger, fotografier, malerier og breve. I etnologen Palle O. Christiansens hænder er den ganske almindelige borgermand blevet et oplevelseshistorisk vindue ind i hverdagen i slutningen af 1800-tallets København og to generationer frem. Læseren får både den personlige historie om Georgs unge storbydrømme, alvorlige ægteskab med Vilhelmine og feriebesøg på pensionaterne om sommeren - og skildringen af borgerligt hverdagsliv i København fra familieliv til fritidssysler.

Sara Maarup, Kristeligt Dagblad, 17. december 2016

Lektørudtalelse

Palle Christiansen fortæller om den københavnske borger og kongelige kasserer Georg Christiansen (1865-1948), Palle Christiansens egen bedstefar, på baggrund af Georgs scrap- og dagbøger. Bogen giver indblik i datidens hverdagsliv, og især Georgs liv fra hans barndom helt frem til hans død. Georg tegnede, malede og fotograferede igennem hele sit liv, hvilket han dokumenterede i sine private bøger, og som er inkluderet i denne bog. (...) Denne biografiske skæbnefortælling giver et unikt indblik i den almindelige mands liv, i denne periode af danmarkshistorien. Materialet er gennemarbejdet og godt researchet, og Georg Christiansen egne malerier og tegninger tilføjer det ekstra til bogen.

Louise Hede, DBC