Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » ind til min mor » Pressen skrev

Pressen skrev

Søns erindringer om en skizofren mor er en Tove Ditlevsensk bedrift

"Jeg havde på mange måder tænkt, at min mors liv var stagneret. Nu blev flere lag stadig synlige, som gravet frem af en ubetænksom arkæolog," skriver Kasper Kaum Bonnén i sin gribende og fine erindringsbog om sin mor, Britta. (...)

Kaspar Kaum Bonnéns mors sygdom fylder godt op i landskabet. Sjældent er der skrevet så godt og vibrerende, ikke udleverende, poetisk og ikke-klinisk følsomt om en søns forhold til sin mor, der prøvede i skyggen af 68-generationen at få fodfæste i tilværelsen som kreativ. Vi forstår, at det er skyggesiden af Københavns Nansensgade og medaljen, der har fået stemme her. Moderens ture til de brune værtshuse og mange indlæggelser på psykiatriske hospitaler er omdrejningspunkt.

Vi er på en måde lukket ind i ikke blot de værelser, et barn bebor, men også det mentale rum, som mennesket kan fare vild i, når sproget går i hårdknude.

Kaum Bonnén skriver sig frem, rydder op i sproget og farer selv vild i ny og næ. Men kommer tilbage. Taber aldrig tråden ind til den klare fortælling om en opvækst, der gjorde, at fokus måtte findes uden for hjemmet.

Sidst sorterer han moderens efterladte papirer, og bogen toner ud i et magisk afsnit, der blot rummer "Min mors digte", der aldrig blev udgivet, men ikke desto mindre er læsværdige og temmelig gode som en stemme inde fra et magtesløst menneske under en indlæggelse(...).

Det er rørende. Omsorgsfuldt og nænsomt har Kaspar Kaum Bonnén forvandlet et negativt stof, en historie om glemsel og svigt, der kunne formørke enhver familierelation, til noget æterisk svævende litteratur, der vil blive stående.

Her er ingen smartness". (...) Ikke noget skønhedsportræt, men en nødvendig fortælling fra livet inden for murene. Også sindets.

En Tove Ditlevsensk bedrift, denne erindringsroman om livet med og døden for en skizofren mor.

Erik Steffensen, Kristeligt Dagblad, 22. december 2016, 5/6 stjerner

Ubehageligt tæt på

Man bliver både utilpas, forfærdet, forført og lidt irriteret under læsningen af billedkunstner Kaspar Bonnéns "Ind til min mor". Erindringsromanens skildring af opvæksten med en skizofren mor er grum læsning. Den er velskrevet og sine steder næsten for fysisk - enkelte scener bliver så kødfuldt og kropsligt beskrevet, at man en smule ilde til mode. Når moren kommer ind på børneværelset og taler, flyder ordene gennem halsen, bliver klæbrige i ganen og falder " ud af munden som klodser". Det er ubehageligt på en god måde. Romanen er kalejdoskopisk, og vi cirkulerer om traumatiske episoder, ikke mindst moderens død i lejligheden. Det ligner en typisk terapeutisk bevægelse, hvor forfatteren forsøger at bearbejde sin barndom ved at skrive sig tilbage i den. Romanens er fyldt med velformede sætninger, og hist og her bliver rækken af lækre, konstruerede sætninger en smule irriterende. (...)

I sidste del drejer romanens fokus langsomt over mod forfatteren selv. Selvudleveringen er lige så rå som skildringen af moren, og det betyder, at et par brikker falder på plads. Man kommer ikke uskadt ud af en barndom med misrøgt og kaos. Der er også stor og underspillet kærlighed, når forfatteren til sidst giver plads til morens digte fra bl. a. indlæggelsen på den psykiatriske afdeling.

Theis Vallø Madsen, Fyens Stiftstidende, 28. november 2016, 4/6 hjerter

Livet med skizofren mor

I en tid, hvor flere og flere lider af psykiske lidelser, spiller litteraturen og andre æstetiske medier en vigtig rolle som formidlere af alternative fortællinger til den kliniske verdens fremstillinger af livet med en mental lidelse.

Hvor litteraturen beskæftiger sig med enkeltskæbner; med det specifikke menneske og dets tanker og følelser, udtaler den kliniske verden sig om generaliserende kategorier.

Netop denne litteraturens mulighed for at skildre et sindslidende menneske fuld af modsætninger synes at danne afsættet for Kaspar Kaum Bonnéns selvbiografiske erindringsroman "ind til min mor".

Bogens voksne jegfortæller, Kaspar, finder sin alkoholiske og skizofrene mor død i hendes lejlighed, og han må nu sammen med søsteren rydde op i hendes ting.

Minder om en barsk opvækst dukker frem; morens utallige indlæggelser på psykiatrisk, hendes paranoide forfølgelsesvanvid og rablende konspirationsteorier, midlertidige lykkelige perioder og perioder med søvngængeragtigt fjernsynskiggeri pga. den sløvende medicin.

Vi hører om den unge Kaspar og hans søster, som i perioder må klare sig selv, fordi deres mor har forladt dem, og som hele tiden er henlagt i tvivl om, hvad der egentlig er sandt i alle de mange udsagn, der flyver fra morens skizofrene læber.

Men på trods af alt det, der var forkert, rummer fortællingen samtidig en ømhed og tegner et billede af en mor, som elskede sine børn over alt andet, men som havde sin psyke imod sig hele livet.

Det giver mening, at bogen arbejder med en fragmentarisk kompositionsteknik, der springer i tid og sted, for historien om en psykisk lidelse er ikke nødvendigvis en kronologisk fremadskridende fortælling.

Men desværre hælder " ind til min mor" i faretruende grad mod det decideret rodede i sin struktur med det resultat, at bogen indimellem synes usammenhængende.

Samtidig forekommer der enormt mange gentagelser af de samme karakteristika (f. eks. beskrivelserne af det skizofrene sprogs sprængning af en konventionel logik), hvilket i længden bliver trættende. Det samme gør sproget, når det, især i starten, bliver for selvsmagende og overskrevet.

Romanen er bedst, når den ikke prøver for hårdt på at være kunst. Endelig er et udvalg af morens efterladte digte bragt bagerst i bogen, men deres indhold og kvalitet bidrager ikke væsentligt som andet end en slags appendiks til romanen.

Anne Skov Thomsen, Nordjyske Stiftstidende, 30. november 2016

Lektørudtalelse

Kasper Kaum Bonnén beskriver livet som barn og voksen med en skizofren mor, og om hvordan moderens sygdom har påvirket ham gennem hele livet. (...) Bogen er skrevet i et smukt og poetisk sprog, der harmonerer med bogens opbygning af anekdoter og nedslag i Bonnéns minder, om livet med moderen og hendes sygdom. Disse to elementer gør dog også at bogen kræver sammenhængende læsetid. (...) Giver man den, den tid som den fortjener, bliver man også belønnet i den anden ende.

Camilla Bøcher Roesen, DBC