Pressen skrev

Se større billede

DET ER MEGET SVÆRT AT SENDE DØDE KROPPE FRA ALEXANDRIA TIL KRISTENHEDEN

Carsten Niebuhr har endelig fået sit eget museum - i en prægtig bog om de genstande, blandt dem mumier, der blev indsamlet på den store arabiske rejse i 1700-tallet.

Hvad stiller man op med søfolk, der er hunderædde for mumier? Hvordan får man i det hele taget en mumie ud af Egypten, når nu de osmanniske magthavere i landet har nedlagt forbud mod overhovedet at grave de døde op? Det var nok ikke lige den slags spørgsmål, Carsten Niebuhr og hans kolleger på Den Arabiske Rejse 1761-1767 havde regnet med at skulle tage stilling til, men hjem til Kongens København skulle mumien, som var købt ulovligt af en bonde i Sakkara. Og hjem kom den. Med skib fra Alexandria via Livorno, hvorefter den efter mere end et års transport endte på Københavns Universitet, hvor den blev undersøgt så destruktivt, at den endte med at gå tabt.

Mumieundersøgelsen fandt sted i december 1781, og reelt var der tale om en dissektion, som blandt andet indebar, at hovedskallen blev oversavet. Først var det dog nødvendigt for forskerne at tørre mumien »i et varmt Værelse«, fordi den ellers ikke ville kunne løftes ud af kisten på grund af en »fugtighed, som Mumien i Kulden tildrog sig«. Da de pakkede den ud, bemærkede de saltkrystaller på nogle af de stofstykker, den var svøbt i. Krystallerne »smagte noget urinagtigt«. OM MUMIER, pyramidestykker, mønter, skulpturer og diverse andre oldsager, flest fra Egypten, kan man læse i Anne HaslundHansens ' Niebuhrs Museum' med undertitlen: ' Souvenirs og sjældenheder fra Den Arabiske Rejse 1761-1767'. Bogen, der er endnu et pragtværk fra Forlaget Vandkunsten, er det 28. og afsluttende bind i den imponerende skriftrække, som Carsten Niebuhr Biblioteket udgør, og den besvarer et spørgsmål, som mange nutidige læsere af Niebuhrs storsælgende bøger om ekspeditionen formentlig har stillet sig: Hvad blev der egentlig af alle de genstande, som han og de andre sendte hjem? Den Arabiske Rejse, der var en af de første videnskabelige ekspeditioner overhovedet, skulle besvare bibelhistoriske og sproghistoriske spørgsmål og var et royalt prestigeprojekt. (...)

Bogen er sammenstykket af information fra de rejsendes dagbøger, fra fragtpapirer, notater og breve samt fra ekspeditionens kassebog, og de rejsende var ikke altid lige omhyggelige, som når de for eksempel nøjedes med at opregne »enkelte store og små stykker sten og skærver fra ruiner i Egypten«. Hvilke ruiner? Hvilke sten? Hvad er oldsager, og hvad er bare tilfældige stumper? Hvis man kender Niebuhrs egne bøger om rejsen, er det en fascinerende oplevelse at sammenholde hans omhyggelige tegninger med de fine fotografier, som Torben Eskerod har taget af de samme mumier, mønter, skulpturer, tekstiler, relieffer, ornamenter med mere.

I sin tid lå det hele foran Niebuhr, mens han skrev og tegnede, for hans metode var selvsynets: Alt, hvad han gengav, havde han selv set. I hans bøger har de tegnede objekter en aura af fortidighed over sig. Nu står de knivskarpt og påtrængende nutidige i en moderne fotobog. (...)

I Nationalmuseets besiddelse er fra ekspeditionen endnu to barnemumier, en kattemumie, en fuglemumie og en såkaldt falsk mumie, som alle er intakte. De er fotogengivet på smukkeste vis i 'Niebuhrs Museum'.

Jes Stein Pedersen, Politiken, 1. maj 2016

Guld og ragelse fra Den Arabiske Rejse

Nyt smukt værk afslutter det store udgivelsesprojekt af Carsten Niebuhr-biblioteket på fornem vis og viser de genstande, der blev købt hjem under Niebuhrs videnskabelige ekspedition midt i 1700-tallet. (

Siden 2003 har forlaget Vandkunsten udgivet en række store, flotte, veltilrettelagte værker om den danske orientalist og opdagelsesrejsende Carsten Niebuhrs (1733-1815) ekspedition til Mellemøsten og Arabien i 1761-1767. Det store udgivelsesprojekt, der har fået navnet Carsten Niebuhr Biblioteket, er en værdig minderune for det, der kan kaldes verdens første videnskabelige ekspedition. Da ekspeditionen var til ende, og Carsten Niebuhr vendte hjem, havde ekspeditionen løbende hjemsendt genstande til København, hvor de skulle ordnes og placeres. Det er disse hjemsendte genstande, der får fuld fokus i " Niebuhrs Museum. Souvenirs og sjældenheder fra Den Arabiske Rejse 1761-1767" af AnneHaslund Hansen. (...)

Anne Haslund Hansen er ph. d. med en baggrund i egyptologi og ansat ved Nationalmuseets Antiksamling. Hun har de bedste forudsætninger for at udrede og atter samle trådene i den indviklede historie. Efter den brede historiske udfoldelse kaster hun sig i bogen over en række enkeltgenstande, der bliver analyseret og beskrevet. Hvad mente og troede man om dem, dengang man anskaffede dem? Hvad ved man nu? Hvad blev indsamlet med en vis automatik? Mumier eksempelvis blev altid købt af rejsende i Egypten, og markedet for dem syntes uudtømmeligt. Handelen med genstande er et andet problem, da man i langt de fleste tilfælde af køb ved professionelle handlende er blevet snydt eller ikke har husket at få registreret tingens proveniens. Man ved faktisk intet om fundsted og om den kontekst, genstandene kommer fra. (...) Nu kan vi nyde genstandene fra Niebuhrs rejse i denne fine bog, der som altid med Vandkunstens udgivelser er præget af diskret luksus og stilig tilrettelæggelse. Torben Eskerod har fotograferet og ladet linsen kæle for genstandene.

Museumsformidling er i dag alt for ofte noget med at rave rundt i mørke mellem nogle få genstande, der er belyst med mikrospotlights. Alt skal formidles på en nattesort baggrund. Fortiden kommer ud af historiens mørke. Historien er jo nattemørk, Minervas ugle flyver ud i den. Hvad der er blevet en fladtrådt trend i museumssalene, fungerer til gengæld fint her. Genstandene får vitterligt et liv på den sorte grund, som genfødte med al deres historiske patina. Det er en meget flot og sanselig måde at afslutte det store Niebuhr-bibliotek på.

Carsten Bach-Nielsen, Kristeligt Dagblad, 29. juli 2016 (6/6 stjerner)

Ægyptolog giver Carsten Niebuhrs gamle souvenirs nyt liv

Et stykke af en pyramide og en mindre samling mumier, en persisk vandpibe, tre betelnødder og en stak shiitiske pilgrimssouvenirs fra Irak. Det lyder som opskriften på en trylledrik, men er indholdet i en bog med titlen Niebuhrs Museum. Humanist har mødt forfatteren Anne Haslund Hansen, ægyptolog og museumsinspektør, for at høre, hvad vi skal bruge sådan en samling sære genstande til i dag.

I november 1767 ankom en udmattet verdensmand til København. Carsten Niebuhr hed han, og han var den eneste overlevende fra en ekspedition, som Kong Frederik d. 5. havde udsendt syv år tidligere med kurs mod Arabien. Ekspeditionen havde besøgt lande som Ægypten, Indien, Iran, Irak og Syrien, og med sig hjem fra disse lande havde Niebuhr en omfattende samling souvenirs. Manuskripter, oldsager og etnografiske genstande. Dem skulle han bruge til at beskrive de folk og kulturer, han havde mødt på sin vej.

Hjemme i København fik Niebuhr bolig i Prinsens Palæ i det indre København. Og med sine souvenirs foran sig skrev han her sine rejseberetninger. Dem kan vi i dag læse i værkerne 'Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande' og 'Beskrivelse af Arabien'.

Fysiske vidnesbyrd
250 år fter Carsten Niebuhrs hjemkomst sidder Anne Haslund Hansen på sit kontor i Prinsens Palæ, samme sted, som Niebuhr skrev sine beretninger. I dag kender vi bygningerne som Nationalmuseet, og her er Anne Haslund Hansen museumsinspektør. Hun er uddannet ægyptolog, og sidste år udgav hun bogen Niebuhrs Museum. I den har hun samlet Niebuhrs gamle souvenirs og fortalt de historier, som knytter sig til dem. For selvom Niebuhrs egne beretninger er fulde af kulturskildringer, beskriver de ikke de indsamlede genstande.

- Han brugte dem som souvenirs i ordets oprindelige betydning. Til at huske sin rejse og de kulturmøder, han havde haft undervejs, fortæller Anne Haslund Hansen.

Det er et kobberstik med titlen Beskrivelse af en arabisk mands klædedragt et eksempel på. Det er både trykt i Niebuhrs egne værker og gengivet i Anne Haslund Hansens bog. Her poserer Niebuhr - som araber - i en dragt og med en dolk. Hvad han ikke fortæller er, at dragten og dolken og alt det andet faktisk kom med hjem til København. Niebuhrs formål med genstandene var tilsyneladende at illustrere sine rejsebeskrivelser, snarere end at fremvise sine samlinger. (...)

Det almindelige bliver sjældent
Når man bladrer i Niebuhrs Museum er diversiteten imponerende. Hans samling rummer alt fra simple souvenirs til kostbare antikviteter. Set med nutidens øjne kan man undre sig over, hvordan både unikke mumier og masseproducerede trækors har fundet vej hertil.
-Niebuhr var alt andet end snobbet. Han indsamlede de ting, folk omkring ham viste interesse for, forklarer Anne Haslund Hansen.

Genstandene var altså i deres samtid ikke videre værdifulde. Men det er de blevet, og noget af det, Anne Haslund Hansens bog giver indblik i, er, hvordan genstande kan skifte værdi over tid. (...)

Et arkæologisk gravearbejde
I alt indeholder Niebuhrs Museum over hundrede genstande, alle med fotografier og tilhørende fortællinger. Der må ligge et stort arbejde bag sådan en bog.
-Det har egentlig været et ret arkæologisk projekt. Først har jeg gravet efter kilder og fundet genstande frem. Så har jeg kombineret de skriftlige kilder med de fysiske genstande for at finde de fortællinger, som hører til hver enkelt. Det har krævet tålmodighed, men det har jeg heldigvis med mig fra min uddannelse, siger Anne Haslund Hansen. (...)

Astrid Sandvad Kudahl, Humanist, 1. februar 2017