Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Det stille liv » Pressen skrev

Pressen skrev

Nu var der uorden i sjælen

Hej døden. Marguerite Duras ungdomsværk kredser om ungpigens uskyldstab, kedsomhed og vanvid, fyldt med smukke umulige billeder.

Tiden står stille i Marguerite Duras' anden, nu for første gang til dansk oversatte roman Det stille liv, fortællingen flyder meget langsomt, meget skæbnesvangert: »Men nu er det solopgang, natten brister alle steder. Man troede, den ville vare evigt. Man skulle have sovet. For nu var der en ny, uendelig dag indtil i aften. Alt er allerede forbi. Alt er allerede ovre på den anden side, ledt ud over afgrunden, hvor dagene hober sig op, når de er blevet tømt, både Jérômes død og mit liv (...)« Måske kender man Duras' dramatiske stil fra den berømte roman Elskeren, hendes film eller essays: Altid er skriften fatal, voldsom, præcis.

Det stille liv (1944) er et af Duras' ungdomsværker, en lille, genial, men også meget krævende roman. Allerede her ser man nogle af forfatterskabets centrale motiver: Den unge piges uskyldstab, den ekstreme broderkærlighed, døden og begæret og ensomheden. (...)

Det er en fantastisk dødsscene, den tager en uendelighed, forplanter sig i landskabet omkring gården: »Med stærke, regelmæssige stød stivnede hans ben og arme; hans uhyggelige kalden trængte gennem rummene, parken og den firkantede gårdsplads, videre over marken mellem vejen og skoven og krøb sammen i buskadset fyldt med fugle og sollys. Det var et dyr, man havde villet holde tilbage, men som det hele tiden lykkedes at flygte fra huset, og som, når det først var ude, blev farligt for os.« Francine er en sær fortæller. Selvom hun beskriver begivenhederne indgående, er hun følelsesmæssigt afkoblet, mest tænker hun på broderen og vennen Tiènes skønhed: »halvt lukkede, violette øjenlåg«, »hans glatte bryst, der var gyldent i lyset«. (...) Første del er, trods karakterernes mærkelighed, skrevet i en ret genkendelig prosa, men i løbet af anden del kæntrer realismen og bliver psykotisk. Jeg spekulerer på, om Francine hele tiden har været vanvittig, men først selv bliver klar over det halvvejs gennem romanen? Uanset hvad er Duras solidarisk med hende og forstår bedre Francines vanvid end den verden, hun passer dårligt ind i. (...)

Det er kujoneri at reducere Duras' skrift til dens temaer (døden, kærlighed, ensomhed, kedsomhed), det gør den alt for tryg; man må læse den for dens smukke, brændende, vanskelige billeder og sætninger, som er så urovækkende. Det stille liv er næppe Duras' bedste bog, men hvis man er begejstret for forfatterskabet, må man ikke snyde sig selv for læseoplevelsen.

Linea Maja Ernst, Weekendavisen, 20. november 2015

Stilhed efter stormen

Døden, havet og den umulige kærlighed er tydelige temaer allerede i Marguerite Duras' anden roman, »Det stilleliv« fra 1944, der nu er kommet på dansk.
»Jérômes død er virkelig indtruffet, men Nicolas er også død. Clémence er borte, Noël er ladt i stikken. Forældrene er blevet nærmest demente, færdige.« Mørkere bliver det ikke. Men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. For den unge Francine, fortælleren i den franske forfatter Marguerite Duras' »Det stilleliv«, er det ikke nogen tragedie, da hendes onkel Jérôme dør. (...)
Ja, »Det stille liv«, der udkom i Frankrig i 1944, er voldsom og filtret ind i velkendte Duras-signaturer som død, vrede, armod, begær og kærlighed. Det sidste, kærligheden, går heller ikke begge veje. Eller også er det usikkert, om den gør det. Som Francine der elsker Tiéne, der holder følelserne tæt til kroppen og hele tiden er på nippet til at rejse. Hvorhen fortæller han ikke. Måske er det mere handlingen, dét at rejse væk, der er vigtig for ham, ikke destinationen. Men efter stormen af tvivl og ulykke bliver der tyst. Vinden lægger sig, for nu at blive i billedet, og Francine rejser ud til en kystby, »på ferie fra mig selv«. Her skifter romanen stemning og sproget bliver en tone lysere, mere lyrisk (...) Og i romanens sidste del står der da også, at »Vi får det, det stille liv«. Det er nu svært for læseren at tro på. Der er for meget smerte i Francine og de andre, for meget uro, til, at (sjæle) freden kan indfinde sig, og der er, som i snart sagt alle Duras-tekster, en uheldsvanger fornemmelse over det hele. Og det er blot én af de måder »Det stille liv« peger fremad i forfatterskabet på. Det samme gælder det intenst-poetiske udtryk, som stedvist melder sig. (...)

Poesien, der trænger ind i prosaen. Dét, der gør Duras til en næsten narkotisk nydelse, ikke mindst hendes beskrivelser af kærligheden, smerten, havet, vanviddet, døden og alt det andet, som lodder langt ned i hendes egen familiehistorie. At danske læsere kan nyde Duras, kan vi i høj grad takke oversætteren Lone Bjelke ogforlaget Vandkunsten for. De har også gjort andre titler af Duras tilgængelige på dansk.

Er man ny i hendes forfatterskab, kan man passende startede med »Det stille liv«, der udkom første gang, da Duras var 30 år gammel. Og stadig kun på vej. På smuk, foruroligende og sært genkendelig vis.

Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, 5 december 2015

Kroppens liv i længslernes brølen

Døden, havet og den umulige kærlighed er tydelige temaer allerede i Marguerite Duras' anden roman, " Det stille liv" fra 1944, der nu er kommet på dansk. (...) Ja, " Det stille liv", der udkom i Frankrig i 1944, er voldsom og filtret ind i velkendte Duras-signaturer som død, vrede, armod, begær og kærlighed. Det sidste, kærligheden, går heller ikke begge veje. Eller også er det usikkert, om den gør det. Som Francine, der elsker Tiéne, som holder følelserne tæt til kroppen og hele tiden er på nippet til at rejse. Hvorhen fortæller han ikke. Måske er det mere handlingen, dét at rejse væk, der er vigtig for ham, ikke destinationen. (...)

Og det er blot én af de måder "Det stille liv" peger fremad i forfatterskabet på. Det samme gælder det intenst-poetiske udtryk, som stedvist melder sig. Som her: " Jeg kan høre mit hjerteslag, og mine håndflader føles, som om de begge to tilhører mig: mig, der lige nu tåler min opdagelse. I dette øjeblik hvor jeg synker ned sammen med tingenes hære -mænd, kvinder, dyr, korn, måneder ..." Poesien, der trænger ind i prosaen. Dét, der gør Duras til en næsten narkotisk nydelse, er ikke mindst hendes beskrivelser af kærligheden, smerten, havet, vanviddet, døden og alt det andet, som lodder langt ned i hendes egen familiehistorie.

At danske læsere kan nyde Duras, kan vi i høj grad takke oversætteren Lone Bjelke og forlaget Vandkunsten for. De har også gjort andre titler af Duras tilgængelige på dansk. Er man ny i hendes forfatterskab, kan man passende startede med " Det stille liv", der udkom første gang, da Duras var 30 år gammel. Og stadig kun på vej.

På smuk, foruroligende og sært genkendelig vis.

Jeppe Krogsgaard Christensen, Fyns Amts Avis, 15. januar 2015 (5/6 stjerner)

Marguerite Duras DET STILLE LIV emmer af tavshed og gotik. Det er jeg-fortælleren Francines beskrivelser af livet i en femogtyve-årig, livfuld og allerede aldrende krop, der får romanen til at træde frem som noget særligt.

Det er lige før Marguerite Duras’ anden bog DET STILLE LIV (1944) er en gotisk roman. En familie i flere generationer lever i samme hus, hvor de i tyst og uhyggelig sammensvorethed afventer onkel Jérômes død. Ingen tilkalder lægen, alle fortsætter tilforladeligt arbejde og gøremål. Datteren, den femogtyve-årige Francine Veyrenattes, lytter og betragter familien, og det er gennem hende romanen fortælles. (...) Romanen er fuld af tavshed, usagtheder, hemmeligheder og gåder. Midt i stumheden forsøger Francine at forstå sig selv, omgivelserne og også drabet på Jérôme. (...) Francine behandles som et spøgelsesvæsen, en slags stedfortrædende genganger for Jérôme.

Mens jeg læste DET STILLE LIV kunne jeg ikke lade være med at skele til Duras’ senere romaner, der er mange ligheder mellem dem og DET STILLE LIV. Oplevelsen af at læse DET STILLE LIV var lidt som at møde moren til en gruppe børn, jeg kendte godt, og herefter ustandseligt genkende disse børns træk i morens ellers fremmede ansigt.

De senere og meget berømte romaner DÆMNING MOD STILLEHAVET, ELSKEREN og ELSKEREN FRA NORDKINA gennemspiller hver sin version af Duras’ egen skæbne som ung pige i fransk Indokina, hvor hun boede sammen med moderen og sine to brødre. Familien levede forarmet på grund af morens forfejlede og tragiske køb af jordlodder, der ikke kunne opdyrkes. DET STILLE LIV foregår i Frankrig, men fortælling og temaer er i høj grad sammenfaldende med de senere romaners. Død, fattigdom, beseglede skæbner, kærlighed til broren, seksualitet og livet som ung kvinde er væsentlige for alle de nævnte romaner. Trods det synes jeg ikke, man skal opfatte DET STILLE LIV som en simpel skitse til senere værker.

DET STILLE LIV er også sin egen. Mens for eksempel ELSKEREN fortælles gennem stiliserede og ikoniske tableauer, fortælles DET STILLE LIV af førstepersonsfortælleren Francine, der så godt som aldrig gøres til genstand for ydre beskrivelse – som læser ved man meget lidt om, hvordan hun faktisk ser ud – til gengæld giver Francine sansede beskrivelser af, hvordan det er at leve inden i den femogtyve-årige krop: Hvordan det føles at ride på hesten Mâ, hvordan det føles at svømme, hvordan det føles at have en virkelig og livfuld krop, hvordan det føles at ældes. DET STILLE LIV adskiller sig på et vigtigt punkt fra de ovennævnte, berømte romaner ved ikke at fortælle fra barnekroppen, men fra en voksens krop. Det er stærkt. Det gør den tragiske skæbne mindre spændingsfuld dramatisk og mere påtrængende og tyngende. Francines skæbne synes virkelig beseglet, hun er ikke en tolvårig pige, der måske stadig kan slippe væk fra de vilkår familien har bragt hende i, men en femogtyve-årig, der i sidste ende må blive, hvor hun er. Francines erfaringer af kroppen veksler mellem at være lette og frydefulde (som stykket citeret i boksen) og melankolske som i citatet her. Førstegangsoplevelser forsvinder. Kroppen slides og bekræfter, at tiden trods alt bevæger sig.

Benedicte Gui de Thura Haung, LitteraturNu, 11. januar 2016

Det stille liv af Marguerite Durasbeskriver forførende følelsernes verden mellem krop og sjæl. Sproget er mangetydigt, mangfoldigt og besættende, når en fransk pige i tyverne fortæller om sine oplevelser. Marguerite Duras er en afdød (1996) fransk forfatterinde, hvis romaner forlaget Vandkunsten siden 2012 har valgt at oversætte og udgive. Indtil nu er 5 af hendes romaner udkommet på dansk: Elskeren fra Nordkina, Dæmning mod Stillehavet, Åh! Ernesto og At skrive. Her i oktober 2015 blev så romanen " Det stille liv" udgivet.

Jeg greb den lille bog på 187 sider og slap den ikke før jeg havde læst den færdig. Marguerite Duras leverer simpelthen en blændede beskrivelse af den dobbelte oplevelse af kroppens følelser og sindets tanker. Det er betagende, rørende, fantastisk og besættende. Sådanne beskrivelser er lækkerbiskner for en ord-, sætnings-og beskrivelseshungerende læser, der spiser bogens oplevelser langsomt, omhyggeligt og nydende. God nærende kost med nye smagsoplevelser, ukendte sammensætninger og fængende ingredienser.

Jeg har overgivet mig helt, og synes ikke tidligere, at have læst en bog, der fanger og samler følelsers fysiske dimension i tæt kombination med følelsernes tankeudtryk (...)

Handlingen i bogen er blot ramme for de sanselige og sublime beskrivelser af den unge kvindes tolkninger af hendes hverdagsliv på en ensom gård i Frankrigs bjerge, hvor hun lever med sine forældre, onkel, broder, tjenestepige og ikke mindst broderens ven, som hun er eller ikke er forelsket i. Hendes onkels mord og broderens selvmord sætter gang i uendelige tankerækker og svære følelser, som skrider mod større selverkendelse og blotlæggelse af skjulte motiver. Marguerite Duras menneskeindsigt og sprogforståelse, som den danske oversætter Lone Bjelke også må have en del af æren af, er uden sidestykke og denne lækkerbisken af en bog ville jeg ikke være foruden.

Lilly Jensen, Helsingør Dagblad, 23. december 2015

Det stille liv

Lille smuk bogudgivelse af den franske forfatter Marguerite Duras er den seneste i rækken fra Forlaget Vandkunsten. Duras er en subtil forfatter, men hun kan savne den dybde og personrigdom, som en Marilynne Robinson eller en Augustina Bessa-Luís kan mestre. Når det er sagt, så er Duras ferm til en form for stilleben, hvor overfladen brydes af underliggende konflikter. (...)

Hendes skrivestil er præget af en forkærlighed for teatret og filmen; hun er sublim til de små dialoger, der siger så meget, men hviskes så tyst. Et af hendes temaer synes at være den kærlighed, der så gerne vil lykkes, men i bund og grund er umuliggjort af samfund eller familie. Til tider iagttager hun mere end beskriver, en variation over Henry James' mantra show, don't tell. Det virker, som om Forlaget Vandkunsten gavmildt insisterer på, at Duras skal have en større plads i en dansk oversat litteratur - at hun har været glemt - og forlaget er generøs med nyoversættelser af hendes værker. Det forstår man godt.

Caspar Andreas Dyrehauge, KultuNaut, 20. november 2015

Lektørudtalelse

Eksistentiel roman om de langtrækkende konsekvenser af et valg. For romanlæsere med hang til en stille udviklingshistorie. "Det stille liv" blev første gang udgivet i 1944 og er Duras' anden udgivelse lang tid før hendes egentlige gennembrud. (...) Velskrevet og deprimerende læsning. Langsom historieudvikling for detaljeorienterede læsere. Bogens atmosfære minder om Balzacs Far Goriot og eksistentialismen om Camus' Den fremmede.

Tina Schmidt, DBC, uge 51 2015.