Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Nummer Et, eller I andre muligheders haver » Pressen skrev
Pressen skrev
Apokalypse af is får Lynch til at ligne en from realist
Hovedpersonens krise er også læserens i grotesk russisk undergangsroman, hvor alle grænser ophæves.
At tænke tilbage på denne mystiske og ildevarslende roman af russiske Ljudmila Petrusjevskaja, nu hvor jeg har læst den, er lidt som at genkalde sig en fjern drøm, man aldrig har glemt. Man er ikke sikker på meningen, man forstår bare, at den er vigtig. Der er tale om en monstrøs feberdrøm befolket af shamaner, tyve og halvdøde. Det er surrealistisk noir, der får David Lynch til at ligne en from realist. Mellem Moskva og russiske provinshuller opløses tid og sted, menneskesjælen flyver febrilsk rundt, men er også nødt til at finde krop. Petrusjevskaja skriver med samme hvileløse energi, men er også nødt til at finde et plot. (...)
Læseren vil holde fast, men i hvad? I spillets usikre rum straffes Nummer Et i en apokalypse af is, der også viser, hvor vildt Petrusjevskaja kan skrive: »Jeg kaster is op. Med stort besvær bliver isen presset ud af anus, som det dog skærer! Og i samme nu bevæger det sig modsat: ind i endetarmen som et skruesving. Det flænger sig vej gennem anus op til leveren. Og i samme nu skubber det tænder ud, det vokser ind i ganen, det gnaver, det gnaver overalt«. Den sjælelige psykose gennemstrømmer sprog og syntaks i en svært afkodelig raptus, ofte med en bevidst fejlstavning, en slags sproglig virus, der spejler det besatte og korrupte sind. (...) På den måde skriver Petrusjevskaja om en åndsforladt modernitet, hvor individet er på evig jagt efter sig selv.
Det er en fredløs -
I Sovjet-
Alexander Vesterlund, Politiken, 19. august 2015 (5 hjerter)
Rædsler fra den russiske blindgyde
Dalgaard fortæller om et møde med forfatterinden, hvor hun blandt andet sagde: »Nu vil jeg gå over til blindgydesituationen« -
Men der var blot tale om en bevægelse fra én ideologi til en anden.
»For ideologier lover jo altid lykke for enden ad vejen!« Det må have været uhyre svært at oversætte denne roman fra russisk, men også det har Dalgaard klaret fremragende. Så hvis man ikke helt kan følge bogens hæsblæsende skift, giver det stor fornøjelse at fordybe sig i fantastiske sætninger.
Vibeke Sperling, Information, 15. august 2015
Med "Ulysses" som inspiration
Hvad jeg må begrænse mig til i det følgende kan blot være antydninger og gisninger om romanens komplekse form og tematik. For nu at begynde med formen, så er hvert kapitel skrevet i en ny genre. Første kapitel er en dramatisk dialog mellem " Første" og " Anden", og anonymiseringen af personernes navne giver et varsel om ikke at forveksle virkelighed og fiktion. Ljudmila Petrusjevskaja peger ustandseligt på, at fiktionen er fiktion, hvorved hun kaster læseren tilbage i sig selv og fremprovokerer en tydeligere refleksion over selve læseoplevelsen. Sidste kapitel er en e-
Indholdet af denne komplicerede og komplicerende form er vanskelig at bestemme med sikkerhed. Det skyldes ikke mindst, at det virker helt umuligt at skelne fantasi fra virkelighed eller rettere: computerspil fra realiteter. (...)
Cirka fire år efter Anders Behring Breiviks massakre på Utøya i Norge, hvor gerningsmanden tilsyneladende heller ikke kunne skelne computerspil fra realiteter, virker denne tematik aktuel og relevant.
Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad, 14. august 2015
Katalog over menneskets grimmeste følelser
Den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskaja er aktuel med romanen Nummer Et. Weekendavisen møder hende til en samtale om død og lidelse, kvindefolklore og censur. (...) Romanen »Nummer Et -
Som du også selv nævner, har du udover romaner og noveller også skrevet en lang række skuespil. Hvad er forskellen på at skrive et dramastykke og en roman? »Det aner jeg ikke. Men for mig at se er Nummer Et et færdigt manuskript til enten et skuespil eller en film i flere episoder. Da romanen udkom blev den modtaget yderst køligt. Den blev kaldt: ' Dette års største literære fiasko'. Men samtidig blev den også nomineret til fire forskellige priser. Blandt andet den russiske Bookerpris.
Sidenhen er den blevet genudgivet flere gange, og på den måde er jeg blevet klar over, at romanens relevans ikke er bundet til den tid, hvor den udkom. Der vil altid være tyveknægte og videnskabsfolk i Rusland. Og jeg har blandt andet fået at vide, at jeg har mange læsere blandt det sibiriske folkeslag irkutterne. Man kan aldrig vide, hvad en bogs skæbne bliver. Det vigtige er mødet med en interesseret læser. (...)
Dengang jeg skrev på romanen, havde jeg en god kontakt til en kvinde, som var professor i antropologi.«Petrusjevskaja stopper op og korser sig. Kvinden er sidenhen død. »Det var hende, der gav mig en bunke videokassetter med shaman-
»Hos Dostojevskij er morderen en form for helt, idet romanen giver ham en position og monumentalitet. Jeg gjorde tyven til et skrækkeligt menneske. I hele verden er der en tendens til at gøre skurke til helte, men jeg ved, at banditter slår gamle mennesker og børn ihjel. Der kan ikke være nogen form for tilgivelse.« -
Føler du stadig, at du kan skrive det du vil, eller oplever du en voksende censur? »Jeg har for nylig afleveret en ny roman til et forlag. Ingen har ønsket at udgive den. Den er for marginal, men jeg skriver, som jeg vil. Jeg har ikke i sinde at lade mig begrænse. Lige præcis nu er det nødvendigt. Forlagene siger, vi russere har brug for noget positivt. Men det er ikke det, jeg skriver. Et forlag ringede til mig og sagde: ' Vi vil meget gerne have nogle historier, der slutter godt.' Det syge barn skal helst blive rask til sidst.« (...)
Jeg spørger Petrusjevskaja, om hun nogensinde har overvejet at forlade Rusland? Hun bryder ud i et stort grin. »Hvad skal jeg dog lave i udlandet. Der er simpelthen så mange, der har brug for mig i Rusland. Jeg hører til i Rusland.«.
Kathrine Tschemerinsky, Weekendavisen, 15. september 2015
Fra den russiske blindgyde
Sarkastisk satire. Vær forvirret over Ljudmila Petrusjevskajas prosa fra en mareridsagtig og sekundær virkelighed.
Sjældent har jeg da læst så afsindig, ophidset og paranoid en roman. Russiske Ljudmila Petrusjevskajas Nummer Et -
Jo, der er en handling, men det hele er med stor stilbevidsthed camoufleret i et røgslør af gedulgthed, mystik og magi, som opløser hvem, hvor og hvad og efterlader læseren lige så desorienteret i forhold til romanen, som borgeren er i forhold til tiden. Vi taler altså om et satirisk og sarkastisk russisk samtidsportræt fra halvfemserne (romanen er fra 1994), delvis en modernistisk og generøst formeksperimenterende genreblanding, delvis en krimi, delvis alt muligt andet. (...)
Oversætter Helle Dalgaard må have været på decideret hårdt arbejde med romanens mange eksperimenter, men lader til at have styr på stoffet. Samtidig har hun skrevet en oplysende efterskrift i Nummer Et -
Klaus Rothstein, Weekendavisen, 14. august 2015
Genopstået som sin egen morder
I »Nummer Et« skriver russiske Ljudmila Petrusjevskaja udknaldet og buldermørkt om det postsovjetiske Rusland.
Handlingen i de fleste romaner kan refereres på nogle minutter eller over et par afsnit. Men der er også tilfælde, hvor det er helt umuligt, fordi handlingen er for kompliceret eller langt ude. Ljudmila Petrusjevskajas »Nummer Et -
Hvilket jo også en form for litterær bedrift.
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, 17. oktober 2015
Blindgydefortællinger
Den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskaja
s er aktuel med sin anden roman på dansk. Hun opløser alle grænser og tager læseren med på en syret rundtur i 1990’ernes Moskva. Nummer Et, eller I andre muligheders haver er en kompleks fortælling om etnografen Ivan, bedre kendt som Nummer Et. Ivan arbejder med det fiktive folkeslag entterne og computerspillet »I andre muligheders haver«. Derudover introduceres shamanen, Nikulaj-
Teksten går til tider i opløsning. Plotmæssige dead ends akkompagneres af sproglige blindgyder, der optræder som planlagte stave–tale –og slåfejl. De første halvfjerds sider føles som reststof af en fortælling der, forhåbentligt snart, tager sin begyndelse. Ord på ord på ord opstår, forsvinder og genopstår i nye formationer: Monologer forklædes som dialog og Petrusjevskajas forkærlighed for kringlet polyfoni udfordrer læseren gentagne gange. Sproget er tvunget ud af sin vante ramme og fortællingen følger med: Hvem, hvad, hvor, før, nu, dig og mig sammenflettes, nedbrydes og rekonstrueres på nye måder. Begyndelsesvist ligner det en respektløs pærevælling af ord, men der er snarere tale om et helt livs erfaring med sprog og derigennem en fabelagtig evne til at dekonstruere selvsamme. I den henseende kan man kun have beundring tilovers for Helle Dalgaards oversættelse, der kommer ti år senere end originalen; Det kan, uanset hvad, ikke have været nogen smal opgave. (...) Denne forklarings-
Tonen i Petrusjevskajas forfatterskab er sort, sarkastisk, næsten absurd på den Beckett'ske måde, mere end egentlig latterfremkaldene. Eksempelvis med de finurlige titler:There once lived a girl who seduced her sister's husband, and he hanged himself : love stories (2013). EllerThere once lived a mother who loved her children, until they moved back in (2014). Petrusjevskaja spiller på det absurde og groteske som implementeres på hendes egen ligefremme facon. Hun gør, som hun selv synes, skriver som hun selv vil og bemærker ikke de kritiske røster, når hun synger Edith Piaf på Moskvas mindste musikscener.
Louise Faldorf, Atlas, 3. oktober 2015
Shamaner og computerspil
Ljudmila Petrusjevskajas anden roman er syret samfundskritik og sprælsk, grænsesprængende prosa. Oprør mod despotier, hvad enten det drejer sig om diktatur-
Petrusjevskajas roman kræver sin læsers fulde opmærksomhed.
Men lever man op til det, kan der indkasseres adskillige skarpe pointer om både russisk virkelighed i de seneste år og om den litterære teksts postmoderne muligheder i vadestedet til det digitale.
Lars Ole Sauerberg, Jyllands-
Nummer et - Eller i andre muligheders haver
Ljudmila Petrusjevskaja har med romanen "Nummer et -
(...) Nummer et -
Caspar Andreas Dyrehauge, KultuNaut, 10. september 2015
Lektørudtalelse
Uregerlig og rablende roman om en etnograf, der studerer sibiriske folkeslag i 1990'ernes sultne og dybt kriminelle RUsland. For den trænede læser, der ikke er bange for en stor litterær udfordring. (...) En på én gang afskyvækkende og dragende skildring af depraverede og dybt fortabte, sjælevandrende mennesker i et sygt samfund. Det er bestemt ikke nem eller opløftende læsning, men oversætter Helle Dalgaard overbeviser med sin mesterlige fordanskning. Sprogligt kan bogen sammenlignes med en anden grotesk roman fra Rusland, nemlig Jerofejevs Moskva -
Poul Flou Pedersen, DBC, uge 38