Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Nummer Et, eller I andre muligheders haver » Pressen skrev

Pressen skrev

Apokalypse af is får Lynch til at ligne en from realist

Hovedpersonens krise er også læserens i grotesk russisk undergangsroman, hvor alle grænser ophæves.

At tænke tilbage på denne mystiske og ildevarslende roman af russiske Ljudmila Petrusjevskaja, nu hvor jeg har læst den, er lidt som at genkalde sig en fjern drøm, man aldrig har glemt. Man er ikke sikker på meningen, man forstår bare, at den er vigtig. Der er tale om en monstrøs feberdrøm befolket af shamaner, tyve og halvdøde. Det er surrealistisk noir, der får David Lynch til at ligne en from realist. Mellem Moskva og russiske provinshuller opløses tid og sted, menneskesjælen flyver febrilsk rundt, men er også nødt til at finde krop. Petrusjevskaja skriver med samme hvileløse energi, men er også nødt til at finde et plot. (...)

Læseren vil holde fast, men i hvad? I spillets usikre rum straffes Nummer Et i en apokalypse af is, der også viser, hvor vildt Petrusjevskaja kan skrive: »Jeg kaster is op. Med stort besvær bliver isen presset ud af anus, som det dog skærer! Og i samme nu bevæger det sig modsat: ind i endetarmen som et skruesving. Det flænger sig vej gennem anus op til leveren. Og i samme nu skubber det tænder ud, det vokser ind i ganen, det gnaver, det gnaver overalt«. Den sjælelige psykose gennemstrømmer sprog og syntaks i en svært afkodelig raptus, ofte med en bevidst fejlstavning, en slags sproglig virus, der spejler det besatte og korrupte sind. (...) På den måde skriver Petrusjevskaja om en åndsforladt modernitet, hvor individet er på evig jagt efter sig selv.

Det er en fredløs - og sine steder uventet morsom - roman, det er et stilistisk anarki, der kan virke provokerende på fornuften, eller på det totalitære styre, der søger det rene og entydige.

I Sovjet-tiden måtte Petrusjevskaja skrive til skuffen. Men denne roman fra 2004 kunne hun heldigvis skrive på fuldt blus.

Alexander Vesterlund, Politiken, 19. august 2015 (5 hjerter)

Rædsler fra den russiske blindgyde

Med "Ulysses" som inspiration

Hvad jeg må begrænse mig til i det følgende kan blot være antydninger og gisninger om romanens komplekse form og tematik. For nu at begynde med formen, så er hvert kapitel skrevet i en ny genre. Første kapitel er en dramatisk dialog mellem " Første" og " Anden", og anonymiseringen af personernes navne giver et varsel om ikke at forveksle virkelighed og fiktion. Ljudmila Petrusjevskaja peger ustandseligt på, at fiktionen er fiktion, hvorved hun kaster læseren tilbage i sig selv og fremprovokerer en tydeligere refleksion over selve læseoplevelsen. Sidste kapitel er en e-mail, hvor bevidste stavefejl og forkortelser minder læseren om, at teksten fingerer et skriftligt produkt. De konstant varierende genrer, hvormed forfatteren lader sin fortælling forskyde sig, kan minde om James Joyces " Ulysses", hvor fortællingen i hvert af de 18 kapitler ligeledes er filtreret gennem forskellige genre-og stilmodeller.

Indholdet af denne komplicerede og komplicerende form er vanskelig at bestemme med sikkerhed. Det skyldes ikke mindst, at det virker helt umuligt at skelne fantasi fra virkelighed eller rettere: computerspil fra realiteter. (...)

Cirka fire år efter Anders Behring Breiviks massakre på Utøya i Norge, hvor gerningsmanden tilsyneladende heller ikke kunne skelne computerspil fra realiteter, virker denne tematik aktuel og relevant.

Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad, 14. august 2015

Katalog over menneskets grimmeste følelser

Den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskaja er aktuel med romanen Nummer Et. Weekendavisen møder hende til en samtale om død og lidelse, kvindefolklore og censur. (...) Romanen »Nummer Et - eller I andre muligheders haver«, som netop er blevet oversat til dansk, udkom i 2004. Det er altså mere end ti år siden du skrev den. Hvordan har du det med bogen i dag? »Jeg er meget forundret. I virkeligheden kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg var i stand til at skrive den bog. Det var, som om jeg var i en form for manisk tilstand. Jeg anede ingenting om oprindelige folk i Sibirien, reinkarnation eller computerspil - alt sammen ting som er med i bogen. Jeg ved simpelthen ikke hvad der skete med mig, da jeg skrev den roman.« I Ljudmila Petrusjevskajas noveller og romaner blandes socialrealisme med fantasy, hvilket ofte resulterer i en grotesk misantropi, som det kan være svært for læseren at orientere sig i. Af samme grund er hun også blevet kaldt »rædslernes besynger«. (...)

Som du også selv nævner, har du udover romaner og noveller også skrevet en lang række skuespil. Hvad er forskellen på at skrive et dramastykke og en roman? »Det aner jeg ikke. Men for mig at se er Nummer Et et færdigt manuskript til enten et skuespil eller en film i flere episoder. Da romanen udkom blev den modtaget yderst køligt. Den blev kaldt: ' Dette års største literære fiasko'. Men samtidig blev den også nomineret til fire forskellige priser. Blandt andet den russiske Bookerpris.

Sidenhen er den blevet genudgivet flere gange, og på den måde er jeg blevet klar over, at romanens relevans ikke er bundet til den tid, hvor den udkom. Der vil altid være tyveknægte og videnskabsfolk i Rusland. Og jeg har blandt andet fået at vide, at jeg har mange læsere blandt det sibiriske folkeslag irkutterne. Man kan aldrig vide, hvad en bogs skæbne bliver. Det vigtige er mødet med en interesseret læser. (...)

Dengang jeg skrev på romanen, havde jeg en god kontakt til en kvinde, som var professor i antropologi.«Petrusjevskaja stopper op og korser sig. Kvinden er sidenhen død. »Det var hende, der gav mig en bunke videokassetter med shaman-sang. På et af båndene så man en kvindelig shaman på omkring 84 år. Hun blev holdt fast i et reb, og man svingede hende rundt i en cirkel, indtil hun kom i trance. Jeg begyndte at se videoen, men faldt så i søvn. Da jeg kom til mig selv igen, spolede jeg tilbage og fortsatte, hvor jeg kom fra. Men igen skete det samme. I virkeligheden faldt jeg slet ikke i søvn. Jeg mistede bevidstheden, og for mig var det et tegn på, at det her virkelig eksisterer.«Petrusjevskaja forklarer, at bogen er skrevet som kontrast til Dostojevskijs Forbrydelse og Straf, hvori man følger den forhutlede student Raskolnikov, som planlægger et mord på en pantelånerske, myrder hende og til sidst tvinges til at tilstå.

»Hos Dostojevskij er morderen en form for helt, idet romanen giver ham en position og monumentalitet. Jeg gjorde tyven til et skrækkeligt menneske. I hele verden er der en tendens til at gøre skurke til helte, men jeg ved, at banditter slår gamle mennesker og børn ihjel. Der kan ikke være nogen form for tilgivelse.« - Hvordan forklarer du denne tendens til at hylde skurken? »Måske fordi vi alle inderst inde har potentialet til at gøre ondt. Tænk over det; forbryderfilm og kriminalromaner nyder stor succes. Folk elsker at sætte sig i deres sted. Mine romaner bliver til gengæld ikke læst så meget. Måske fordi folk ikke ser det, de gerne vil se. Jeg spejler ingen storhed.« (...)

Føler du stadig, at du kan skrive det du vil, eller oplever du en voksende censur? »Jeg har for nylig afleveret en ny roman til et forlag. Ingen har ønsket at udgive den. Den er for marginal, men jeg skriver, som jeg vil. Jeg har ikke i sinde at lade mig begrænse. Lige præcis nu er det nødvendigt. Forlagene siger, vi russere har brug for noget positivt. Men det er ikke det, jeg skriver. Et forlag ringede til mig og sagde: ' Vi vil meget gerne have nogle historier, der slutter godt.' Det syge barn skal helst blive rask til sidst.« (...)

Jeg spørger Petrusjevskaja, om hun nogensinde har overvejet at forlade Rusland? Hun bryder ud i et stort grin. »Hvad skal jeg dog lave i udlandet. Der er simpelthen så mange, der har brug for mig i Rusland. Jeg hører til i Rusland.«.

Kathrine Tschemerinsky, Weekendavisen, 15. september 2015

Fra den russiske blindgyde

Sarkastisk satire. Vær forvirret over Ljudmila Petrusjevskajas prosa fra en mareridsagtig og sekundær virkelighed.

Sjældent har jeg da læst så afsindig, ophidset og paranoid en roman. Russiske Ljudmila Petrusjevskajas Nummer Et - eller I andre muligheders haver er en hypnosecirkel af ord, ord, ord, en karismatisk og krævende cabaret af bizariteter fra et forvrænget (eller måske ikke???) postsovjetisk Rusland. Og her sidder jeg, tvivlrådig og fortvivlet, og skal gøre regnebrættet op.

Jo, der er en handling, men det hele er med stor stilbevidsthed camoufleret i et røgslør af gedulgthed, mystik og magi, som opløser hvem, hvor og hvad og efterlader læseren lige så desorienteret i forhold til romanen, som borgeren er i forhold til tiden. Vi taler altså om et satirisk og sarkastisk russisk samtidsportræt fra halvfemserne (romanen er fra 1994), delvis en modernistisk og generøst formeksperimenterende genreblanding, delvis en krimi, delvis alt muligt andet. (...)

Oversætter Helle Dalgaard må have været på decideret hårdt arbejde med romanens mange eksperimenter, men lader til at have styr på stoffet. Samtidig har hun skrevet en oplysende efterskrift i Nummer Et - eller I andre muligheders haver, hvor det fremgår, at forfatteren er en kontroversiel dramatiker og prosaist, som under kommunismen kun kunne trykkes i mindre tidsskrifter. (...) Jeg fatter ikke rigtig, hvad jeg har læst, og kan mere huske en stemning, end en handling. (...).

Klaus Rothstein, Weekendavisen, 14. august 2015

Genopstået som sin egen morder

I »Nummer Et« skriver russiske Ljudmila Petrusjevskaja udknaldet og buldermørkt om det postsovjetiske Rusland.

Handlingen i de fleste romaner kan refereres på nogle minutter eller over et par afsnit. Men der er også tilfælde, hvor det er helt umuligt, fordi handlingen er for kompliceret eller langt ude. Ljudmila Petrusjevskajas »Nummer Et -eller I andre muligheders haver« er begge dele: Kompliceret og langt ude (...) Gennem resten af romanen følger læseren Ivan i såvel levende som død tilstand. For ud over at ende i et computerspil, ja, så genopstår han i sin morders krop, og alt dette og meget mere fortælles med talrige litterære greb og genrer, fra den indledningsvise dialog over traditionel tredjepersons-fortælling til breve, og undervejs indfoldes thrillerelementer, sci-fi og systemkritik (...) Hvis hovedmålet derimod har været at formidle den paranoia, utilpashed og forvirring, som hersker i Putins Rusland, så er Ljudmila Petrusjevskaja på den anden side lykkedes med sin roman. Efter læsningen sidder jeg i hvert fald tilbage med dé følelser i kroppen.

Hvilket jo også en form for litterær bedrift.

Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, 17. oktober 2015

Blindgydefortællinger

Den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskaja
s er aktuel med sin anden roman på dansk. Hun opløser alle grænser og tager læseren med på en syret rundtur i 1990’ernes Moskva. Nummer Et, eller I andre muligheders haver er en kompleks fortælling om etnografen Ivan, bedre kendt som Nummer Et. Ivan arbejder med det fiktive folkeslag entterne og computerspillet »I andre muligheders haver«. Derudover introduceres shamanen, Nikulaj-oul, hvis urovækkende ordveksling med Ivan åbner op for et virvar af tanker og tale om sjælevandring, åndemaneri, kannibalisme samt fortællingen om en lille polarræv. Scenen sættes for en blodig jagt gennem 1990'ernes labyrintiske Moskva, hvor en stakåndet Ivan møder både venner, fjender, familie og sig selv. Fortællingen udfoldes gennem et vandfald af løsrevne tanker, direkte tale, brevkorrespondance og spil.

Teksten går til tider i opløsning. Plotmæssige dead ends akkompagneres af sproglige blindgyder, der optræder som planlagte stave–tale –og slåfejl. De første halvfjerds sider føles som reststof af en fortælling der, forhåbentligt snart, tager sin begyndelse. Ord på ord på ord opstår, forsvinder og genopstår i nye formationer: Monologer forklædes som dialog og Petrusjevskajas forkærlighed for kringlet polyfoni udfordrer læseren gentagne gange. Sproget er tvunget ud af sin vante ramme og fortællingen følger med: Hvem, hvad, hvor, før, nu, dig og mig sammenflettes, nedbrydes og rekonstrueres på nye måder. Begyndelsesvist ligner det en respektløs pærevælling af ord, men der er snarere tale om et helt livs erfaring med sprog og derigennem en fabelagtig evne til at dekonstruere selvsamme. I den henseende kan man kun have beundring tilovers for Helle Dalgaards oversættelse, der kommer ti år senere end originalen; Det kan, uanset hvad, ikke have været nogen smal opgave. (...) Denne forklarings-golde roman skal næppe læses som hardcore politisk, ideologikritik. Romanen iscenesætter snarere den russiske tidsånd og stemningen oven på otte årtiers samfundspsykose. (...)

Tonen i Petrusjevskajas forfatterskab er sort, sarkastisk, næsten absurd på den Beckett'ske måde, mere end egentlig latterfremkaldene. Eksempelvis med de finurlige titler:There once lived a girl who seduced her sister's husband, and he hanged himself : love stories (2013). EllerThere once lived a mother who loved her children, until they moved back in (2014). Petrusjevskaja spiller på det absurde og groteske som implementeres på hendes egen ligefremme facon. Hun gør, som hun selv synes, skriver som hun selv vil og bemærker ikke de kritiske røster, når hun synger Edith Piaf på Moskvas mindste musikscener.

Louise Faldorf, Atlas, 3. oktober 2015

Shamaner og computerspil

Ljudmila Petrusjevskajas anden roman er syret samfundskritik og sprælsk, grænsesprængende prosa. Oprør mod despotier, hvad enten det drejer sig om diktatur-stater eller bare tidsåndens spændetrøje, er i litteraturen ofte sket ved at lade fantasien sprudle og bryde med begrebsmæssige og konventionelt-sproglige begrænsninger. (...) Den nu 77-årige Ljudmila Petrusjevskaja er en af de russiske kunstnere, der har arbejdet under både kommunismen og kapitalismen som billedkunster, dramatiker, prosaist, og nu senest også som kabaret-performer og sangskriver. Petrusjevskaja anses som en af de førende i aktuel russisk litteratur. Hun har været med i opløbet til den russiske Booker-pris og er så småt ved at blive opdaget på det engelsksprogede bogmarked, til at begynde med som novelleforfatter.(...)

Petrusjevskajas roman kræver sin læsers fulde opmærksomhed.

Men lever man op til det, kan der indkasseres adskillige skarpe pointer om både russisk virkelighed i de seneste år og om den litterære teksts postmoderne muligheder i vadestedet til det digitale.

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten, 22. november 2015

Nummer et - Eller i andre muligheders haver

Ljudmila Petrusjevskaja har med romanen "Nummer et - eller i andre muligheders haver" skabt en noget disharmonisk symfoni, hvor fortællerstemmen på det nærmeste forsvinder i et mylder af stemmer. Vidunderligt, men også ganske svært at holde rede på, hvad der er op og ned, hvilket mest af alt synes at være en pointe i sig selv. Alligevel læser man med begejstring beretningen om Ivan og hans projekter.

(...) Nummer et - eller i andre muligheders haver er på alle måder en spændende roman, men den er noget svær at få has på. Hvad handler den om? Her gør selve fortælleformen det noget så vanskeligt blot at få helt styr på handlingen, og måske er det netop en pointe i sig selv, at historien og dens mennesker ikke helt er så lige til. (...) På alle måder bliver det en absurd og fantastisk fortælling, der sine steder leder tankerne hen på Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita, som kom på dansk i 1968. Byen, menneskene, den absurde politiske situation og en desperat søgen efter mening og logik, danner til sammen en cocktail, der er særdeles liflig, men også noget krasbørstig at synke. Dog - vidunderlig roman, der kræver engagement og dedikation af sin læser.

Caspar Andreas Dyrehauge, KultuNaut, 10. september 2015

Lektørudtalelse

Uregerlig og rablende roman om en etnograf, der studerer sibiriske folkeslag i 1990'ernes sultne og dybt kriminelle RUsland. For den trænede læser, der ikke er bange for en stor litterær udfordring. (...) En på én gang afskyvækkende og dragende skildring af depraverede og dybt fortabte, sjælevandrende mennesker i et sygt samfund. Det er bestemt ikke nem eller opløftende læsning, men oversætter Helle Dalgaard overbeviser med sin mesterlige fordanskning. Sprogligt kan bogen sammenlignes med en anden grotesk roman fra Rusland, nemlig Jerofejevs Moskva - Petuskji.

Poul Flou Pedersen, DBC, uge 38

Pressen skrev