Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » At skrive » Pressen skrev

Pressen skrev

Erindringskunst på sublimt niveau

At skrive seriøst er en skræmmende oplevelse, også for den mesterlige Marguerite Duras. I skriften stirrer hun ned i afgrunden, i skrivelykken og, må man tro, i glasset. Læs denne fabelagtige, sentimentale bog, der samler alle forfatterskabets centrale temaer

Døden, ensomheden, tabet, og nydelsen ved at skrive om dem er omdrejningspunkterne i Marguerite Duras’ forfatterskab og i denne storslåede, tynde bog fra fransk litteraturs store forfatter.

At skrive samler alle forfatterskabets centrale temaer, Duras’ passion og selvvalgte ensomhed, fornemt gengivet i Lone Bjelkes oversættelse. Bogen handler helt enkelt om at skrive, som for Duras også betyder »at leve«. At skrive er at omsætte erfaringer fra det levede liv til skrift, til personligt tilegnet erindring, som kan deles med andre.

Indimellem ses også referencer til kærlighed til ægtemand og elskere, til sønnen (Jean Mascolo, f. 1947), til venner og veninder, og hendes engagement i den franske modstandsbevægelse. At Duras var en kvinde med markante holdninger og aktiviteter hører med til hendes historie. I hendes lejlighed i Paris holdt folk fra La Resistance sig skjult, og herfra udgik i 1940’erne centrale illegale skrifter mod den tyske besættelse af Frankrig. Kendt er også hendes ungdom i Fransk Indokina (Elskeren) og beretningen om en ung lillebror, der blev dræbt og kastet i en massegrav. Engagementet kan måske overraske den (danske) læser, der især oplever Duras’ distance til virkeligheden, når hun gengiver den i sin hypnotiske skrift.

At skrive er m.a.o. en dybt personlig bog. Skriften lyder overalt som Duras’ talte stemme. Ofte patetisk, altid passioneret, stedvist ulideligt sentimental med sine maniske gentagelser, som om livet kun bliver til ved at gentages i skriften, og selv i skriften må gentages atter og atter. (...) Duras’ optegnelser om at skrive ligger fjernt fra en almindelig dagsbogsskribents konkretion. Med sine arabesker af gentagelser afspejler Duras’ skrift en søgen efter det rette ord, der forsegler virkeligheden i oplevet realitet. Her er et liv, der leves i skriftens selvvalgte ensomhed, som en livslang længsel efter at finde stemningen, ordene.

(...) Teksten om »Den unge engelske pilot« er Duras som bedst, og værst. Den er sentimental, overlæsset, de hypnotisk messende gentagelser, Duras’ stilistiske brand, er rent overkill – dog brudt af stor poesi som ovenstående. (...)

At skrive er for Duras netop et skrig, som den franske vicekonsuls skrig i hendes filmatiserede debutbog Vicekonsulen, som hun omtaler i bogen. Men at skrive er også en lykke, der som forudsætning har ensomheden: »Skrivningens ensomhed er en ensomhed, som det skrevne ikke kan være foruden, ellers smuldrer det blodfattigt i sin søgen efter noget mere at skrive.« … »Man finder ikke ensomheden, man skaber den selv ... Jeg skabte den. Fordi jeg besluttede, at det var i det hus, jeg skulle være alene, at jeg skulle være alene for at skrive bøger.« »Ensomhed betyder også: enten døden, eller bogen. Men først og fremmest betyder det alkohol. Whisky betyder det.«

(...) At skrive er erindringskunst på sublimt niveau, hvor det at skrive er et eksistentielt vilkår, en måde at hengive sig til tilværelsen på. Skrivningen og livet smelter sammen i ensomheden og natten, i forfatterens viden om at stå udenfor og arbejde, når andre mennesker sover: »En åben bog er også natten. Jeg ved ikke hvorfor, men det ord, jeg lige har sagt, får mig til at græde.«

Marie Louise Kjølbye, Information, den 19. Juni 2015

Det uoversættelige

Marguerite Duras blændende lille skrift om at skriveudgives i fuld længde

Der er to slags bøger, skriver Marguerite Duras nøgternt. Der er charmerende, men ufri bøger, som blot stræber efter den almindeligste, klareste og mest harmløse form, og så er der bøger, der fortæller om den dybe sorg i ethvert liv.

Den franske forfatters egne bøger hører uden tvivl til den sidste kategori, romaner, essays og filmmanuskripter fra hendes kunstnerisk alsidige hånd er præget af en smukt sanselig, helt særegen og sorgfuld skrift. Sætningerne er korte, næsten fysiske. Forfatteren er tydelig. De fem tekster, som Forlaget Vandkunsten nu har udgivet, er fra 1993, de er skrevet på kanten af det 20. århundrede og mod hendes eget livs slutning tre år senere. Men på en måde er det som en glidende overgang at læse MargueriteDuras' tidlige romaner og disse sene essays. Stilen er skabt fra starten.

I den første, længste og stærkeste af samlingens tekster, der også bærer bogens titel, omsætter hun sit livs erfaringer som forfatter til, hvad det kræver at skrive, hvad man bør, kan og skal, hvad det hele krævede af hende. Først og fremmest er skriften ensomhed, skriver hun. Selv skrev hun i huset i Neauphle-le-Chateau, købt for de penge, hun fik for filmrettighederne til " Dæmning mod Stillehavet".

Skrivningen kræver afstand til andre mennesker, og ensomhed får et menneske til at vippe på kanten af galskab, konstateres det. "Og når jeg mødte mine venner, havde jeg nogle gange svært ved at genkende dem. Sådan var det i flere år, og den tid var vanskelig for mig, ja, det stod på i måske ti år." Men dette tab af nærvær bliver til skriftens ukrænkelige ensomhed, til den tavshed, som bøger, der rodfæster sig i tanken, må have i sig, skriver hun også. Selv bygger hendes eget forfatterskab til dels på moderens sorg og ulykke i Fransk Indokina i 1920' erne.

Barndommen og den purunge piges oplevelser er udtrykt i romaner som " Elskeren", "Elskeren fra Nordkina" og " Dæmning mod Stillehavet".

"At skrive" er både essayistisk og som fragmentet modsætningsfyldt, præget af vid.

En tekst er skrevet som et filmmanuskript. Allerede i 2004 udkom titelteksten på dansk alene, også oversat af Lone Bjelke. Det er især fint, at der nu ud over denne også er den efterfølgende tekst om " Den unge engelske pilots død".

Hele bogen er tilegnet denne pilot, som omkom i de sidste dage i Anden Verdenskrig, skudt ned i sit enmands-fly. Der er en snert af både dystopi og poetik i hans død, som kunne være begyndelsen på, som hun skriver, verdens stille sammenbrud.

"Og så en dag var der ikke mere at skrive, ikke noget at læse, andet end det uoversættelige i denne døde drengs liv, han, som var så ung, så ung, at det er til at skrige over." På den måde skæres alt ned til et minimum, der er barnet, der er århundredet, der er døden, der er det levede liv, der er stadig skriften.

Den tynde samling tumler helt overlegent tvivlende og fysisk erindrende, som en lille varm juvel i lommen. Den er ikke en egentlig oplagt indgang til forfatterskabet, men for enhver elsker af Marguerite.

Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad, 30. maj 2015

Selvmodsigelsen er utopisk

Man er aldrig i tvivl, når man læser Marguerite Duras; der er et gemyt (som ikke er gemytligt) i skriften, som kun er hendes. De kortklippede sætninger; den fatale, dramatiske stemmeføring. Duras er diktionens mester.

Jeg mener, at essayisten Duras er et lige så vigtigt bekendtskab som romanforfatteren Duras. [...]

Nu har Forlaget Vandkunsten udgivet At skrive, en samling essaytekster i forskellig længde og form. I de første, længste tekster er det, som om vi sidder over for Duras ved køkkenbordet eller går tur gennem et forblæst landskab, mens hun udbreder sig; en tredje tekst ligner manuskriptet til en kunstfilm, inklusive regibemærkninger og (absolut unaturtro) dialog. Teksterne kredser om et fælles tema, en afsøgning af skriften: skriftens ensomhed, dens væsen og muligheder; hvad kan man udtrykke, og hvad er umuligt? Og det handler om døden, smerten, kærligheden og kunsten. Det er omtrent så muntert, som det lyder; man skal orke det højtidelige, endda krukkede. [...]

Duras orienterer sig efter smertepunkter, søger derhen, hvor det gør ondt, hvor man ikke kan give sammenhængende svar. Hun er konsekvent selvmodsigende, hun vil fortælle om at skrive, men ved kun alt for godt, at det ærinde er forgæves, »jeg finder aldrig ud af, hvorfor man skriver«. Selvmodsigelserne er ikke fejl ved skriften, men en poetik, en strategi for afbildningen af menneskeliv og -hjerner. Vi er konstant urimelige og selvmodsigende, selvom vi afkræves og afkræver os selv sammenhæng. Den poetik har at gøre, tror jeg, med et utopisk ønske om at skabe plads for urimeligheden i skriften, en protest mod et forklaret common sense-liv.

Duras skriver også drømmescener: En mand og en kvinde mødes i Rom og taler om den umulige kærlighed mellem den romerske general og dronningen af Samaria. Og hun skriver om sit eget biografiske liv, sin egen smerte, sin krukkethed og genialitet, begge dele tror man på. Hvis der virkelig er nogen derude, som er af den overbevisning, at der eksisterer en indbygget modsætning mellem navleudskrab og verdensklasselitteratur, kan man passende læse sin Duras igen.

Linea Maja Ernst, Weekendavisen, 4. juni 2015

Banalitetens triumf

Marguerite Duras kender litteraturen bedre end de fleste, men mest af alt, kender hun dens yderste grænser. Efter omtrent to årtiers dødvande, skyller der nu endeligt Duras-oversættelser ind over det danske, litterære landskab på ny. (...) Den franske forfatter og filmskaber Marguerite Duras virker mere tidssvarende end nogensinde. Denne titel, AT SKRIVE, kunne, ved første øjekast, mistænkes for at være en art håndbog for forfatteraspiranter. Det er det heldigvis langt fra; der er ikke tale om en egentlig sammenhængende poetik, nej, det at skrive er en rejse ind i det endnu ukendte, en kompromisløs udforskning af eksistensens afkroge. (...)

Duras er bevidst om dette: at det at skrive, er noget andet, løsrevet fra det nyttige, produktive liv – ’en venden om på de naturlige værdier’ – og ud af denne erkendelse vokser en skam. En skam over for det udslidte proletariat, hun sympatiserede så voldsomt med; over for jøderne, begravet i den tyske muld. Og heri ligger Duras politiske engagement. Uden programmatisme, men snarere som en bidende retfærdighedssans, en sorg og et had, der manifesteres i en baggrundsstemning, en apokalyptisk sitren – så karakteristisk for store dele af forfatterskabet. Heller ikke bøgerne har noget program, ingen bagvedliggende logik. Bøgerne vælger forfatteren, ikke omvendt. Som var de opstået i et ekstatisk øjeblik. Duras forbliver på romantisk vis fragmentarisk (...) Jeg er banaliteten selv. Banalitetens triumf.’ Dét er Duras’ selvportræt, og det kan hun til dels have ret i. Udgangspunktet er det banale, men det udforskes til ukendelighed, til grænsen af dét, der kan tales om. (...)

Marguerite Duras går, som altid, til det yderste, og her støder man på ufatteligheder og selvmodsigelser af sublim karakter, men også på en stor del patos. Hvis man er forberedt på dét, da er hun en forfatter for alle levende. AT SKRIVE er en lysende konklusion på et fantastisk forfatterskab, men kan ligeledes fungere som en glimrende introduktion til samme. Rækkefølgen spiller ikke den store rolle, for Duras er ikke én, hun er mange – en katalysator af paralleller.

Mikkel Thulstrup Nielsen, Litteraturnu.dk, 12. august 2015.

Om at finde din egen tone

"Det er det skrivningen er. Skriften går gennem kroppen. Gennemtrænger den." Duras har sin helt egen stil, der er fyldt med gentagelser - selv når hun iagttager. Det kan bl. a., skyldes, at hun kredser om at det, der ikke er sagt, det emotionelle, der ligger som en undertone i alle iagttagelserne.

Det er, som kredser hun i sin helt personlige tone om at få sat ord på alt det, der er så vanskeligt at håndtere bevidsthedsmæssigt og intellektuelt.

Lone Bjelke har foretaget en mønstergyldig oversættelse fra fransk.

Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende, 29. juni 2015

Magiske Marguerite Duras

Hvis du aldrig har stiftet bekendtskab med den store fraske forfatterinde og dramatiker, Marguerite Duras, så melder muligheden sig nu, hvor essay-samlingen "At skrive" bliver genudgivet. Omdrejningspunktet er den ensomhed, forfatteren må udholde for at skabe sin kunst, og bogen regnes for noget af det mest sublime Marguerite Duras nogensinde har skrevet. Hun betragtes som en af det 20. århundredes største franske forfattere og har en poetisk skrivestil som er gennemsyret af den smerte, hendes eget liv var præget af.

Alt for Damerne, 30. juli 2015

Sammen med Duras

At skrive er ikke en skrivehåndbog med punkter og tips til struktur eller stil – det er en fortrolig undersøgelse af skriftens vilkår når både sensitivitet, tvivl og klarsyn bliver en del af forfatterens arbejde. Sproget er fattet og alligevel skrøbeligt: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg er kommet ud af det, man kunne kalde en krise, som man kunne kalde et nervøst sammenbrud eller et anfald af sløvhed, skrøbelighed, som om det var en forstilt søvn.” Duras skriver i begyndelsen at gode bøger rodfæster sig i ”det fælles sted for enhver tanke” – og det er dér man kommer hen sammen med Duras.

Retorik Magasinet, 21. marts 2016

Lektørudtalelse

Skriftens ensomhed, døden, smerten kærligheden og kunsten er omdrejningspunktet for Marguerite Duras' særergne essays, der især vil vække glæde hos forfatterens inkarnerede fans.

(...) Også som essayist er Duras fremragende. Den poetiske og skæbnetunge stil og især den dramatiske stemmeføring genkendes tydeligt fra hendes romaner.

Thomas Ry Andersen, DBC, uge 28 2015

Marguerite Mon Amour

Josefine Klougart: Det er en smertefuld oplevelse at læse Duras. Man ser noget i mennesket, som man anede fandtes der, men som man ikke før kunne samle og se klart i ét billede. (…) Som smerten i Duras forfatterskab bliver menneskets adgang til verden, sådan blev Duras min adgang til et andet sprog og en udforskning af kærligheden og erotikken.

Amalie Smith: Jeg tror, at Duras’ film og tekster har givet mig mod til at opholde mig i det mørke, hun taler om, som findes mellem tekst og billede, og jeg håber, at hun også kan give mig mod til at bevæge mig længere ind i det. (…) Også Elskeren fra Nordkina, som er en genskrivning af romanen Elskeren efter filmatiseringen, var en stor oplevelse for mig at læse.

Ida Marie Hede: Duras skriver med en paradoksal blanding af autoritet og sensitivitet. Hun har en skarp opmærksomhed rettet mod sine omgivelser, mod naturens transformationer og derved også mod døden som et grundlæggende vilkår. Hun giver form til det sanselige og taktile (…) Når jeg læser Duras, bliver jeg grebet af en fornemmelse af, at det at skrive er alvor. Der er ikke noget pis!

Lise Ulrich: Men Duras gengiver sin historie forskelligt fra gang til gang, vender magtforhold og bevæggrunde på hovedet, indtil grænserne mellem virkelighed og fiktion, forfører og objekt forsvinder. Med sin voldsomt ligefremme prosa leger hun med dødstung melankoli og svælger svulstigt i sin ungdoms søgende seksualitet (…) Det er på én gang for meget af det gode og så besnærende smukt, at man ikke kan vriste blikket fra papiret. Og så sanseligt fortalt, at man som læser uundgåeligt bliver suget ind i Duras’ verden som en usynlig kameramand ved hendes side (…) Man kan derfor roligt konstatere, at den gode Marguerite Duras i disse år oplever en litterær renæssance i Danmark, hvor Forlaget Vandkunsten desuden sidste år udgav den første danske oversættelse af forfatterindens mesterlige Dæmningen mod Stillehavet (1950) og tidligere i år den lille fænomenale tekstsamling At skrive (1993).

Fra et portræt af Marguerite Duras i september udgaven af Eurowoman 2015

Radioprogram om Duras

Hør Skønlitteratur på P1s udsendelse her.