Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Digte fra et ukendt sted » Pressen skrev

Pressen skrev

Debatpoesi: Skarpe, provokerende og politisk ukorrekte digte

"For hver selvmordsbomber/ der dræber uskyldige/ bliver tegningen/ mere sand."
Sådan lyder et af Peter Legård Nielsens skarpe, provokerende og politisk ukorrekte digte i samlingen "Digte fra et ukendt sted". Man kan selvfølgelig i allerhøjeste grad diskutere holdningen i Legårds tekst. For naturligvis har digteren i princippet ret i, at en generalisering bliver mere meningsfuld, jo flere den passer på. Men dette retfærdiggør jo ikke, at en generalisering kommer til at ramme sagesløse individer, som det er tilfældet i den ovenstående tekst ...
Sådanne spørgsmål gør dog langtfra Legårds bog kedelig.
Og den rummer, skal det siges, også meget andet end slagfærdige samtidskommentarer. Er ikke alle digte i Legårds samling lige vellykkede, så er den i hvert fald et værk med masser af diskussionspotentiale.

Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad 2. februar 2012.

For mange meninger

Ikke siden 1970'erne har jeg set så knækket knækprosa ...
Men efter en hel afdeling af den slags indlæg kommer der liv i sproget og stænk af poesi ind i samlingen. Iagttagelser i stedet for synspunkter. Fluens sæd på lagenet, poetens spejlbillede i juvelbutikkens rude. Der kommer engle og græske guder og de synspunkter, der stadig plager poeten, får et skær af noget paradoksalt og gådefuldt.
Kort sagt, det ender meget bedre, end det begynder. Men der er langt til enden.
Med ét hjerte for begyndelsen og fire for slutningen bliver det til et gennemsnit på tre.

Thomas Bredsdorff, Politiken 24. december 2011.

En på holdningerne

Peter Legård Nielsens digte fra velkendte og indimellem mindre kendte zoner er solide, og det er så det.

Jørgen Johansen, Berlingske 20. januar 2012.

Lektørudtalelse

Selve digtsamlingen starter i den politiske og religiøse nutid og bevæger sig herfra tilbage til den vestlige kulturs rødder. Første del er klart den bedste, hvor specielt energien skiller sig ud ...
Kyndigt håndværk...

Allan Thomsen Volhøj, Lektørudtalelse, uge 51, 2011.