Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Død på kredit » Pressen skrev om Død på kredit

Pressen skrev om Død på kredit

Døden i passagen - i Information den 14. oktober 2011:

Er stilen stedvis eruptiv, er dens grundtempo langsomt, gentagent udborende, lægeligt dissekerende også i en nådeløs selvanalyse, der stiller ham på linje med de andres værste udskejelser. Koloritten er betragtelig, fra en omhyggelig betragtning af beklædning, tøjstykker, fodtøj som et fattigdommens plageri, til by- og landskabsskildringernes farver og lugte, en sørejses intense brækscenerier og lyssky samlejer med voyeurens og deltagerens intense tilstedeværelser. Nogen afklaring fører denne livsfase ingenlunde til. Meningsløsheden synes absolut. Da han står tilbage ribbet for alt, finder han midlertidigt huslys hos den flinke onkel Edouard. Han træffer en beslutning, idet han melder sig til hæren som infanterist. Og dermed til begyndelsen til Rejse til nattens ende. To litterære sværvægtere forfattet af en mand med et usædvanligt dårligt personligt ry som hadefuld meningsejer, her opvejet af et solidt selvhad og verdensforagt. I fransk tradition placerbar mellem to så forskellige storheder som Rabelais og Samuel Beckett, den orgiastiske livsstil i renæssancemennesket og sortheden i modernistens minimalisme. En Sisyfos på arbejde, men ikke som et lykkeligt menneske, som Camus desperat hævdede.

Torben Brostrøm, Information, 14. oktober 2011.

Grotesk mesterværk kommer trekvart århundrede for sent - Seks hjerter i Politiken!

Bogen er et skrig, et generøst skrig, et brølende kaos af barndomserindringer skrevet af verdens største brokkerøv. Alt er ad helvede til, ham selv, familien, gud, hvermand og den overdækkede passage i Paris, hvor de bor og har deres marskandiserbutik ...

Det skorter hverken på identifikation eller selvironi, når den faderlige antihelt udleveres: »Det eneste han kunne påberåbe sig var en studentereksamen, sin moustache og sin samvittighedsfuldhed. Med min fødsel oveni sank vi ned i armod« ...
Der runger en latter i denne her bog, en latter så rå og ræbende som hos Rabelais – og dermed så raffineret, at kun en verdenskunstner, kun en Céline kan skrive den frem ...
»For lægen Louis-Ferdinand Destouches, alias forfatteren Céline, er sproget, både det talte og det skrevne, en levende realitet der er underkastet de samme vilkår som alt hvad der skabes af mennesket og menneskene selv, det vil sige, det lever en tid, og så dør det. Men for at dø må det først have levet«.
Og det lever, sproget hos Céline og nu hos Lautrop. Men kun på kredit – ligesom os andre.

Bjørn Bredal, Politiken, 30. september 2011


Forfatter til nattens ende

Én af de bedste Céline-romaner, »Død kredit«, et delvist selvbiografisk værk fra 1936, er nu kommet på dansk, og nye Céline-læsere kan godt begynde her. I mesterværket, der mindst er på højde med franskmandens mest kendte bog, »Rejse til nattens ende«, forsøger den unge Ferdinand uden større held at finde en vej i verden, og han beskriver denne verden uden omsvøb, som en menneskelig tragikomedie, hvor al stræben synes principielt forgæves.
Der korpuleres, og der gås amok, og skældsord slynges ud i bundter, og maskiner tager magten, og alt kan ske, og alt skildres med en absurd humor, der kommer af selve de vanvittige kulørte overdrivelser, og det er hele vejen båret af et suverænt sprog, der i hidtil uhørt grad tog farve af sin samtids mundtlighed.

Søren Kassebeer, Berlingske, 6. januar 2012.

Den bedste bog jeg har læst i år

Det er noget af en mursten, men da jeg først gik igang med at læse, kunne jeg næsten ikke foretage mig andet. Jeg læste nat og dag. Det særlige ved bogen er også Célines brutale sprogbrug, der har inspireret beat-forfattere som Kerouac, Borrows og Bukowski. Han er nærmest pre-beat, kan man sige.

Steen Jørgensen, Euroman, 19 december 2014

Passageprosa

For første gang nogensinde får vi nu Célines grotesk rablende mesterværk på dansk. Det er en sejr for litteraturen, det er en sejr for oversætteren, og det er en gave til læseren ...Teksten lever. Og den sprudler, som forfatteren selv, der 50 år efter sin død er mere levende end nogensinde.

Troels Hughes Hansen, LitteraturNu.dk. Læs hele anmeldelsen her.

Lektørudtalelse

... en enestående udgivelse i al sin sære men meget gennemførte stilistik.

Beth Høst, uge 43, 2011.

Grumme godt

... der [bliver] ikke lagt fingre imellem, når menneskehedens fejl og mangler skal beskrives. Det er vanvittig morsomt og vanvittig vildt. Franskmanden Céline er verdenskendt for sin smukke og længselsfulde skrivestil, som har en ret bitter slagside. Céline arbejdede som fattig læge, og i "Død kredit", som udkom i Frankrig i 1936, møder man i 1930'ernes Paris hans alter ego, lægen Ferdinand, hvis grumme og underholdende barndom oprulles midt i en storby og en verden under hastig modernisering, fyldt med grådige og uhumske beboere, der lever et liv på klods.
Det vidunderlige hos Céline er denne kombination af smukke og præcise beskrivelser, der har en blid melankoli over sig, men som filtres ind i den mest slimede, ulækre vrede og kropsvæskefascination. Det er nyudgivet verdenslitteratur, men i "Død kredit" er der ikke meget håb tilovers for denne verden. Alligevel er man kosteligt underholdt.

Olga, Femina 21. december 2011.