Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Død på kredit
Død på kredit
Louis-Ferdinand Céline: Død på kredit. Udgivet september 2011. 1. udgave. 1. oplag. 492 sider. Hæftet. 249,95 kr. ISBN 978-87-7695-183-2.
UdsolgtOversat af Marianne Lautrop, tilrettelagt af Aase Eg Jørgensen.
Død på kredit (1936) er Célines anden store roman efter Rejse til nattens ende. Den er grotesk, svinsk, vild og morsom.
Efter en kort prolog, som placerer Ferdinand, Célines alter ego, som fattiglæge i 1930ernes Paris, husker Ferdinand tilbage på sin barndom i et fattigt og falleret småborgerligt parisisk miljø omkring år 1900.
Antihelten Ferdinands søgen efter et udholdeligt liv i det 20. århundredes Paris giver et dybtgående billede af den menneskelige eksistens: Livet som en subjektiv personlig erfaring midt i galskaben og brutaliteten. Det 20. århundredes kulturelle fremgang og teknologiske optimisme trænger ikke ind hos småfolket, som nmangler evne til at tilpasse sig det nye århundrede, dybt forgældede som de er. Heraf titlen: At leve er at købe sin død på kredit.
Død på kredit anses for at være Célines stilmæssigt mest gennemførte roman. Stilen er rå, sætningerne brudte som for at gribe den myldrende verden af tragedier, som befolker hverdagens Paris, kampen for overlevelse, sygdomme, kønssygdomme, uhumske historier om familier hvis skæbne styres af deres egen dumhed, ondskabsfuldhed, lyst og grådighed.