Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 10-øren fra 1959 og andre mellemsteder » Månedens mellemsted - Elorgel
Månedens mellemsted - Elorgel
Findes der noget smukkere end "Blue Spanish Eyes" udsat for elorgel?
Det gør der sikkert. Der er sandsynligvis rigtig mange, som kan pege på rigigt meget, der er langt, langt smukkere end "Blue Spanish Eyes" udsat for elorgel, men når spørgsmålet overhovedet melder sig, skyldes det, at elorglet -
Det må siges at være et fund så meget des mere som at de fleste elorgler ser helt ubrugte ud; faktisk fremstår de lige så funklende flotte, som da de blev anskaffet for mere end 30 år siden. Men det røber samtidig, at der dels er tale om Danmarkshistoriens største kollektive, musikalske fiasko, dels at det var en ganske besynderlig mode, hvor devisen har lydt: Elorgel først, musik så. Hvis viljen havde været til stede, ville Danmark have været et land, hvor man i aftenstunden kunne gå rundt i parcelhuskvartererne til elektiske versioner af "Blue Spanish Eyes" eller andre elorgelklassikere, som strømmede ud fra det ene typehus efter det andet, og det ikke bare med pedalerne, men også swing-
Det er en festlig forestilling, men sådan gik det ikke. Når elorglet i den grad er glemt i dag, så skyldes det uden tvivl, at man måske nok så, men kun meget sjældent hørte et elorgel, dengang i halvfjerdserne, hvor det pludselig blev kotyme, at man kom fra et pænt hjem; ikke med klaver, men med elorgel. I ni ud af ti tilfælde blev det imidlertid ikke til mere end anskaffelsen alene. Man forsøgte sig måske lidt med "Blue Spanish Eyes" eller andre af de numre, der indgik i elorgel-
Det samme gjorde sig gældende for elorglet. Lige efter indkøbet fik det måske nok en hædersplads i stuen med hæftet stolt slået op på "Blue Spanish Eyes", men mange elorgelsindehavere måtte hurtigt sande at man ikke bare bliver musiker fra den ene dag til den anden. I ukyndige hænder kunne selv et elorgel komme til at lyde falsk, og man kunne ligefrem se, hvor sløjt det stod til med ambitionerne alt efter hvordan elorglet stod placeret i stuen: Første skridt var som sagt hæderspladsen med det dobbelte klaviatur frit fremme og orgelhæftet optimistisk slået op på side tre. Her troede man endnu på, at det nok skulle blive til noget. Det gjorde det som regel bare ikke, og efter et par måneder fulgte så næste skridt, hvor man rullede det brune dække ned over orglets mange knapper, så de ikke skulle støve helt til. I de fleste tilfælde blev rullegardinet aldrig rullet op igen, og snart blev elorglet nedklasseret til en plads i hjørnet i stuen, hvor det ikke var i nærheden af så meget som en stikkontakt.
Det sidste havde sine praktiske grunde, for et elorgel var bestemt gefundenes fressen for et halvfjerdserbarn; ikke fordi man havde lyst til at kaste sig over "Blue Spanish Eyes", men fordi det var umådeligt morsomt at få sådan et elorgel til at larme mest muligt, og man kunne nå til særdeles overbevisende resultater, når ikke bare volumen-
Naturligvis er der undtagelser: Enkelte fik kæmpet sig igennem hele orgelhæftet, og de allermest stædige kunne endda få en bi-
Men også suppe-