Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 10-øren fra 1959 og andre mellemsteder » Månedens mellemsted - To teologiske overskæg
Månedens mellemsted - To teologiske overskæg
Der hviler en em af alvor over Store Kannikestræde i det indre København og med god grund. Det lille stræde mellem Vor Frue Kirke og Rundetårn har nemlig dannet kulisse for en stor del af dansk åndsliv. Holberg har boet der, Grundtvig har holdt foredrag i strædet, hvor også Søren Kierkegaard havde sin gang. For at det ikke skal være løgn, var det også i Store Kannikestræde, at Peter Faber forfattede intet mindre end "Højt fra træets grønne top".
Knap så kendt er det, at der for ikke så mange år siden boede to teologistuderende, som meget mod deres vilje måtte anlægge sig overskæg. Den ene studerende er i dag sognepræst i det nordvestsjællandske; den anden er lig med denne signatur.
Overskæggene var et resultat af en letsindig aftale som følge af, at vores studier ikke rigtig skred frem. Vi sad begge fast i hver vores første afhandling til trods for, at den kun skulle have et beskedent omfang på tyve sider. Men den slags tager jo også tid, og vi havde så meget andet at se til. Min ven boede på Regensen, jeg selv på Borchs Kollegium, og hvorfor skulle man bo i det allerinderste København uden at gøre brug af byens fristelser? Det gav ingen mening; "nattesæderne" - som det hedder i kvarterets studendikose jargon - skulle udnyttes, og det blev de, men det vilde liv var svært at forbinde med en teologisk afhandling. Desuden var fjernsynsudbuddet fordoblet få år forinden, så man nu både kunne se DR og TV2, og den slags tager jo også sin tid. Kritikere vil hævde, at vi bedrev den rene slendrian, og det må vi også selv have vidst et eller andet sted; i hvert fald betød de stillestående studier, at vi på et tidspunkt afgav et højtideligt løfte: Hvis ikke vi havde afleveret vores respektive opgaver på en bestemt dato, ville vi tildele os selv den hårdeste straf, som vi kunne komme i tanke om, nemlig at anlægge os overskæg, som på det tidspunkt - vi taler om 1990 - var det mest umoderne, man kunne forestille sig. Selv på Politiskolen var de for længst barberet væk.
For ikke at være for hårde ved os selv, havde vi sat en deadline langt ude i fremtiden, men måneder blev hurtigt til uger, og uger blev til dage, og til sidst faldt klokken i slag: Timen var kommet for afleveringen af afhandlingerne, men ingen af os havde fået skrevet det mindste, og dermed var overskæggende en realitet.
Det er den dummeste aftale, jeg nogensinde har været med til at indgå, for aldrig har jeg dog følt mig så ynkelig. Skønt ordet endnu ikke fandtes, kan jeg rolig sige, at der ikke var nogen street credit i Store Kannikestræde for folk med overskæg. Ingen sagde det højt, men det lå i luften: Man syntes, at jeg lignede en idiot, og det kunne jeg ikke sige noget til. Det var lige nøjagtigt, hvad jeg gjorde.
Værre var det imidlertid, at overskæggene slet ikke var så studiebefordrende, som min ven og jeg havde regnet med. En del af aftalen gik nemlig ud på, at vi måtte barbere dem væk, så snart vi havde afleveret vores opgaver. Teoretisk set ganske snedigt, for der var ikke noget, vi ønskede os højere end at blive fri for de frygtelige overskæg. Derfor skulle alene forfængeligheden nok kalde os til tastaturet.
Men virkeligheden viste sig at være anderledes, for hvis min studieaktivitet hidtil havde kørt i tomgang, så gik den med overskægget helt i stå. Lad mig til advarsel for alle, der pønser på lignende ideer, klart og tydeligt fastslå, at overskæg og akademisk arbejde er et heksebryg af en coctail; kombinationen er ganske enkel helt umulig, for hvis jeg en sjælden gang var i stand til at tænke en bare nogenlunde klar tanke, så behøvede jeg blot at kaste et blik i spejlet for på stedet at miste al selvtillid, for det fjæs, jeg mødte, havde et kainsmærke for min inaktivitet lige under snydeskaftet, og jeg lignede alt for tydeligt det, jeg var: en halvstuderet røver.
Min ven havde det på samme måde, så i stedet for at bruge energi på vores opgaver, mødtes vi ofte - to teologistuderende med hver vores ufrivillige overskæg - og begræd vores situation.
Der blev ikke diskuteret teologi, men til gengæld blev der snakket en del om overskæg. Tro nemlig ikke at sådan et passer sig selv; det kræver skam daglig pleje og skal klippes lige som nogen hæk. Hvis det gror, får man nemlig hurtigt den grimme vane at sidde og bide i skægget, og det ser bestemt ikke kønt ud. Overskægget er slemt nok i sig selv. Desuden har et overskæg en uheldig tendens til at samle skel, men det måtte vi leve med; såvel min ven som jeg selv var nemlig alt for forfængelige til at gå ned til en frisør og stille det pinlige spørgsmål, om der ikke fandtes et middel mod skel i vores overskæg.
Så vi led, og vi angrede, gjorde vi, og da det efter et par måneder stod endegyldigt klart, at vores eksperiment var dømt til at mislykkes, kastede vi håndklædet i ringen og foretog hver vores barbering. Det tog rundt regnet fem minutter, men da vi mødtes igen, var vi blevet år yngre: Manddommens kraft var med et tilbage; den intellektuelle tankevirksomhed ligeså, og i det hele taget følte vi os igen som værdige deltagere i Store Kannikestrædes gadebillede.
Ugen efter var opgaven afleveret.
Søren E.Jensen