Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Abd-el-Kader og forholdene mellem franskmænd og arabere i det nordlige Afrika » Abd-el-Kader - introduktionsbladet » Emir Abd el-Kader og den algeriske nationalstats oprindelse

Emir Abd el-Kader og den algeriske nationalstats oprindelse

Af Daho Djerbal

Om Oran-provinsens befolkning gennem tiderne

Når man studerer befolkningshistorien i regionerne Mascara og Sidi Bel Abbés, hvor Emir Abd el-Kaders magt voksede frem, kunne man få et indtryk af enhed og ensartedhed. Som om to store enheder havde sameksisteret og dernæst var blevet forenet i en smeltedigel af fælles skikke, sædvaner og sprog, domineret af det arabisk-berbiske kulturelement. Men så snart man går lidt mere i detaljer med, hvordan de store befolkningsenheder er blevet til, bliver det klart, at det blot er symbolske referencer uden forbindelse med virkeligheden, som udgøres af en langt mere sammensat politisk og administrativ virkelighed end et blod- eller slægtsfællesskab, hvor man nedstammer i lige linje fra en fælles forfader. Dette understreges yderligere af den geografiske faktor. Regionen ligger ved en korsvej mellem forbindelsesvejene fra nord til syd og fra øst til vest i Orans beylik. Og man ved, hvor vigtige de ældgamle ruter er i de agropastorale kulturer, ligesom netværket af ribat’er (befæstede klostre) og zaouïa’er (hjemsteder for broderskaber) samt den ubrudte kæde af markeder, der tilsammen tegner et helt territorium med bytte- og indflydelseszoner, der ofte rækker ud over de ustabile administrative og skattemæssige grænser, som udstikkes af centralstaterne.

De politiske og administrative grænser samt de lokale og regionale grænser, der gennem århundreder er påtvunget befolkningerne af almoravider, almohader, merinider, zianider, spaniere, tyrkere og til sidst Emir Abd el-Kader og franskmændene, er aldrig blevet endeligt etableret.

For at give en ide om de omvæltninger, der til tider har grebet ind i befolkningernes indre struktur, vil vi først give en kort oversigt over de sidste ændringer af administrative og politiske grænser, som fandt sted mellem 1830 og 1847.

  1. Ændringer i stammernes administrative og politiske organisation fra 1830 til 1847

A. Mascara-distriktet:

Dette distrikt indgår i den østlige region (eller Cherk) af Orans beylik på det tidspunkt, hvor de franske tropper invaderer landet. Ifølge de oplysninger, der er indsamlet af kolonihærens officerer og udgivet under Warniers ledelse[1], var regionen underlagt El Hadj Mustapha Ben Thamys kalifat. Han var svoger og fætter til Emir Abd El-Kader. Distriktets hovedby var Mascara, og den bestod af syv aghalik’er: Gheraba øst for Oran; Medjaher (Mostaganem-regionen); Hachem Gharaba (sydvest for Mascara); Hachem Cheraga (øst og sydøst for Mascara); Flitta (syd og sydvest for Relizane); Sdama (øst for Mascara); det egentlige Cherk (Dahra og Chelifs bredder).

B. Sidi Bel Abbés-distriktet

Dette distrikt var en del af den vestlige region (Gharb) i Oran-provinsen med Tlemcen som hovedby. Den bestod af fem aghalik’er: Djebaïlia (syd-sydøst for Tlemcen); Beni-Ameur (øst-nordøst for Tlemcen og Sidi bel Abbès-regionen); Ghossel (Tlemcen-bjergene); Trara (nordøst for Nedroma); Angad (regionen fra Oujda til Sebdou).

Til disse fem administrative områder kom et stammeområde uden agha, nemlig Oulhassa (Tafnas munding). Hvert aghalik, der således var oprettet, kunne igen være opdelt i mange områder, der svarede til stammegrænser. Eksempelvis er Beni Ameur aghalik, som dækker den største og mest befolkede del af provinsen Tlemcen og Mascara[2], sammensat af 27 stammer, der igen er opdelt i 100 arabiske douaïr’er (underdistrikter) og 50 marabu-douaïr’er.

Når man ser på de ændringer, der skete mellem 1830 og 1847, kunne det se ud som om stammestrukturerne var bibeholdt, og at det eneste, der var ændret, var de administrative grænser og de enkelte stammers politiske afhængighedsforhold. Det er særdeles tvivlsomt. Derimod er det sikkert, at de franske kolonimyndigheder ligesom Emir Abd El-Kader og tyrkerne før dem konstant har lagt og omlagt de politiske og administrative rammer, som befolkningen i Oran-området levede under, ud fra de skiftende staters interesser. På den måde blev de magtfulde stammer styrket eller svækket, afhængigt af om de var allierede eller modstandere.

Der er ingen tvivl om, at den mekanisme har været brugt i århundreder, men hvor mange befolkningsflytninger har fundet sted? Hvor mange midlertidige eller varige grupperinger er der foretaget, for at de skiftende magthavere kunne bruge dem som hjælpere til at styre provinsen ?

  1. Afhængighedssystemer og solidaritetssmedning

A. En mosaik af befolkningsgrupper i provinsadministrationens tjeneste

Stammer som Atba Djamala fra Mascara-distriktet blev sammensat af fragmenter af spredte fællesskaber for at udføre visse særlige tjenester. Den tyrkiske bey (repræsentanten for vasalstaten Alger) forventede, at deres medlemmer opdrættede og passede kamelerne i hans følge.

Andre stammer som Ferraga’erne havde til opgave at transportere telte for bey’en under hans rejser. Den enhed, Ferraga’erne udgjorde, var opbygget af elementer, der var lige så forskellige som de foregående.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at disse befolkningsfragmenter for en stor del består af resterne af store hilaliske forbund (Banu Hilal[3]) hvis hovedopgave siden det 11-12. århundrede var at tjene som militær støtte for Maghrebs centralmagter. De enheder, der blev opbygget til at udføre logistik- og forplejningsfunktioner for de centrale myndigheder, har generelt en lav placering i det symbolske, religiøse eller politiske magthiearki.

Da de franske tropper ankom med deres egne militærstrukturer og forsynings- og transportmåder, kom alle den tyrkiske regerings traditionelle hjælpere i en situation med økonomisk krise og magttomrum.

Som helhed er de stammer, der henviser til en fælles forfader, også en sammenbragt gruppe elementer af meget forskellig oprindelse, som gennem århundreder gradvis og langsomt er smeltet sammen med elementer af oprindelig befolkning. Flitta’erne og især houara’erne er grupperinger, som efterhånden i løbet af det 14. til 18. århundrede er blevet blandet med familier vestfra og med elementer af tyrkisk oprindelse. Det skal også bemærkes, at elementer med oprindelse i by eller landsby spiller en rolle i sammensætningen af denne helhed af stammer. El Borj, El Qal’a og Lakhouaret er små byer, der ligger som enklaver i et ocean af vandringer med hjordene og agropastoral kultur.

De store byer som Tlemcen, Mostaganem og Mazouna, men også Oran har forbindelser ud i baglandet, men bevarer en vis selvstændighed over for såvel tyrkerne som den oprindelige befolkning i kraft af deres relativt vigtige handel eller deres borgerlige bykulturs særegenhed (andalusere, såvel muslimske som jødiske, koloughlier etc.)

B. De store forbunds militære funktioner

a. Beni Ameur

Beni Ameur er en gren af de hilaliske stammer, som er udgået fra Hilal Ben Ameur (Zoghba-arabere) og blandet med de øvrige grene, der er spredt over hele det centrale Maghreb, i kraft af deres fælles oprindelse og historie. De deltager i de skelsættende begivenheder i regionens historie. De opnår politisk og militært selvstyre i 1235, da Yaghmoracen slår sig ned i Tlemcen og grundlægger zianidedynastiet (Banu Zian). Fyrsten byder dem at danne makhzen og forsvare hans besiddelser mod meriniderne (Beni Merin), der har grundlagt et konkurrerende kongedømme i det vestlige Maghreb. Som modydelse får de brugsret til en stor del af jorden fra det nordlige Tlemcen til kysten ved Oran. Ved spaniernes ankomst i 1509 udgør de deres makhzen og forbliver tro mod dem til omkring 1710.

Efter spaniernes nederlag og tyrkernes overgivelse tjener de trofast Emir Abd el-Kader Ben Mahieddine, der har vundet dem for sin sag, som vi senere skal se.

b. Hachem

De kort, vi har udarbejdet[4] ud fra historiske optegnelser om befolkningsgrupperne i Oranprovinsen, viser for det første, at den befolkningsgruppe, Emir Abd el-Kader tilhører (hachemstammen), er den på alle måder mest magtfulde i regionen. Selv om hachem’erne er fuldstændig arabiseret, da franskmændene ankommer, tilhører de formentlig amazigh-elementet (berbere). De skulle nedstamme fra Beni Mohammed-familien, der er en fraktion af zenata’erne (vestberbere). Historisk har dette forbund en indflydelse, der strækker sig fra Tlemcenbjergene vestpå til Djebel Amour i centrum-syd via Tagdemt nær Tiaret[5]. I sydvest skulle de være knyttet til Ksel’erne fra El Bayadh (ex-Geryville) og endda til El Mokrani’erne fra Medjana på højsletterne i det østlige Algeriet[6]. De er bosat på den frodige Eghriss-slette og får af zianidedynastiet brugsret til hele denne region til gengæld for deres deltagelse i makhzen. Da spanierne kommer, vælger de modsat Banu Ameur at alliere sig med tyrkerne og stiller op som hjælpetropper for dem i Mascara-beylik’en. Tyrkerne overdrager nye jorder til dem i regionerne Sig og El Habra, som er velforsynede med kunstvanding, og således konsolideres deres materielle rigdom.

Alliancen med tyrkerne bliver aldrig hverken særlig sikker eller særlig stabil, og hachem’erne bliver indtil det 19. århundrede ved med at vise deres vilje til uafhængighed af centralmagten i Alger og Fès (Vestmaghreb). Da det tyrkiske herredømme falder, kalder hachem’erne til modstand mod franskmændene.

3. Konstituerende elementer i emir Abd el-Kaders stat

Ud fra det indledende historiske rids kan det forekomme indlysende, at de befolkningsgrupper, der havde den største akkumulerede materielle styrke (kontrol med den frugtbare jord, kommunikationsvejene og kilderne til rigdom), og som traditionelt besad våbenmagt (som centralstaterne havde tildelt dem og selv benyttede sig af), havde størst chance for at overtage magten efter de tidligere udenlandske herrer, når de faldt. Men en væbnet styrke, der hviler på en mosaik af befolkningsgrupper, som helt og holdent er et resultat af centrale staters uafbrudte indgreb, kan ikke alene sikre ensartethed og stabilitet. Og det er der brug for til etablering af en stærk magt, som kan træde i stedet for de centrale stater, der har været påtvunget udefra. Dertil kommer den symbolske og religiøse dimension, som alene kan legitimere den rå magt i Maghrebs agropastorale kulturer. Emir Abd el-Kader er den eneste, der har været i stand til at give denne dimension af symbolsk og religiøs legitimitet. Derfor førte hans væbnede modstand til, at den autoktone suveræne algeriske stat opstod.

Bugeaud og Abd el-Kader - Mohammed Racim (Udsnit af frimærke, 1947)

For det første tilhører hans familie Qadiriya-broderskabet (opkaldt efter Abd el-Kader el Djilani, skytshelgen for de fattige og undertrykte; hans mausoleum er i Irak). Hans far Mahi Eddine er stormester for broderskabet, der er udbredt til Hachem’ernes territorium, men også til mange andre befolkningsgrupper i Syd-, Vest-, Central- og Østalgeriet.

Da tyrkerne havde overgivet sig til franskmændene, og deres lokale allierede fra Orans makhzen (douaïr’erne og zmala’erne) havde erklæret troskab over for de nye herskere, samlede Abd el-Kader Ben Mahi Eddine douaïr’ernes og zmala’ernes vasalstammer under sit banner. Deres chefer kaldte sig Chorfa (sherifafstamning efter profeten Muhammeds familie). Ved at omlægge de administrative og skattemæssige grænser og ændre værdihierarkiet byggede Abd el-Kader nye hierarkier op. Han erklærede jihad, som var ensbetydende med ny magt i hænderne på gamle vasaller og med et religiøst marabupræg. Indtil 1845 var det reglen, at kalifferne og agha’erne[7] (regionschefer) kunne være gamle herremænd og stormænd, der var under emirens banner, mens største delen af qaïd’erne (zonechefer) udelukkende blev udpeget af marabufraktioner. Emiren benyttede sig i øvrigt af støtte fra disse marabunetværk til at vinde Sahar og Kabylien (Soummam og Sebaou) for sin sag.

Emir Abd el-Kaders krigeriske bedrifter, der gjorde så stærkt indtryk på besættelseshærens officerer, har ofte i den traditionelle historieskrivning overskygget den skjulte del af hans værk med samling af spredte befolkningsgrupper til ét folk og forvandling af udadrettede statsinstitutioner til kimen til en moderne stat, hvor alle befolkningsgrupper blev integreret, uanset om de var muslimer, jøder eller kristne, adelige eller af folket.



[1] Tableau des Etablissements français en Algérie : De l'administration arabe de la province d'Oran depuis le 30 mai 1837. Vol. II, 1838. pp. 259

[2] Tableau des Etablissements français de l’Algérie, op. cit. p. 2

[3] Urolige grupper fra det sydlige Ægypten, som blev bosat der under fatimiderne, blev i det 9. århundrede sendt til den oprørske provins Maghreb.
[4] Se kortet
[5] En af emirens hovedstæder.
[6] Egnen var udgangspunkt for det store oprør i 1870-1871 , hvordi mange af Abd el-Kaders veteraner deltog.
[7] Det er tilfældet med bl.a. Bou Hamidi, Ben Salem, El Mokrani og Berkani