Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Abd-el-Kader og forholdene mellem franskmænd og arabere i det nordlige Afrika » Abd-el-Kader - introduktionsbladet » Kriger, statmand, digter, mystiker

Kriger, statmand, digter, mystiker

Af Fouad Soufi

Algerisk historieskrivning om emir Abd el-Kader
Abd el-Kader har en særlig plads i den nationale forestillingsverden i Algeriet. Myndighederne vil gøre ham til et symbol for Algeriet, forskellige kritikere rejser debat om denne opfattelse, og det kan være svært for universitetsdiskursen at trænge igennem.
For den officielle historieskrivning, der kan læses såvel i skolebøgerne som i pressen, og som den stiftelse, der bærer hans navn, ønsker at fremme « er og bliver Emir Abd el-Kader symbolet på den nationale modstand mod kolonimagtens besættelse af vores land. I 15 år (1832-1847) kæmpede han vedholdende mod en europæisk hær, der var overlegen både i antal og i materiel ». Han gøres her til «foregangsmanden for de store reformatorer ... al Afghani, Abduh og Benbadis ».
Ved siden af den officielle historieskrivning og på baggrund af den almindelige liberalisering af det politiske klima efter begivenhederne i oktober 1988 blev Fondation Emir Abd el-Kader oprettet i Oran i 1991 af en gruppe intellektuelle under ledelse af en advokat, der havde været aktiv i nationalistbevægelsen.
I dag har denne landsdækkende forening til overordnet formål at udbrede kendskabet til Abd el-Kaders historie og værk i Algeriet og i resten af verden. I 2003 erklærede præsident Abdelaziz Bouteflika i en tale i Fondation Emir Abd el-Kader, at Abd el-Kader var
« en usædvanlig klog og tolerant mand med en sjælden evne til at lytte ydmygt og i besiddelse af en vældig karakterstyrke. Alle disse kvaliteter har han fundet i den Hellige Koran og i folkets daglige erfaringer for at bruge dem i sit lands og menneskehedens tjeneste. Som værdig søn af et Algeriet, der rejste sig mod den udenlandske besættelse, og som dygtig militærstrateg lykkedes det ham med klarsyn og realisme at samle den folkelige modstand og trænge sig ind på den invaderende kolonimagt ved at bruge såvel guerillaens som forhandlingens kunst, idet han mestrede begge niveauer naturligt og med en usædvanlig gennemslagskraft ».
Abd el-Kaders nationalistiske projekt
En af de ældste nationale referencer er uden tvivl den biografiske artikel af Abu l’Kacem el Hafnaoui (1852-1942) i hans bog på arabisk fra slutningen af det 19. århundrede « Ta’rif khalaf bi ridjal salaf », en kortfattet poetisk fremstilling med det formål at « lære de kommende generationer om fortidens mænd af høj etisk standard ». Mindet om emiren var stadig levende i slutningen af det 19. århundrede, men hans historie var allerede skrevet ind i det kolonialistiske projekt for Algeriets historie.
I det koloniserede samfund er det først i slutningen af 1920erne og især midt i 1930erne, at hans minde bliver synligt på en anden måde, da Mubaraq al Mili og først og fremmest Tewfiq al Madani begynder at skrive national historie.
Koloniadministrationens forsøg på at manipulere med emiren og udnytte ham i eget ærinde bliver kraftigt kritiseret af de nationalistiske aktivister. Kateb Yacines og Mohamed Chérif Salhis bøger fra 1940erne vidner om politisk vilje til at beskytte den nationale helts minde. Det samme gør de nationale ugeskrifter som det nationalistiske parti MTLD’s L’Algérie Libre, det moderate parti UDMA’s République Algérienne, det kommunistiske partis Alger Républicain samt det antikolonialistiske dagblad med tilknytning til det kommunistiske parti Liberté.
Emiren blev begravet i Damaskus, og et af de første krav fra det nationalistiske parti var at få ham jordfæstet i algerisk jord. Nationalisternes ønske blev til virkelighed den 5. juli 1966. Emiren hviler nu på El Alia-kirkegården i centrum af den kvadratiske plads, der er reserveret til store statsmænd. Ved hver national fest ærer officielle myndighedspersoner hans minde ved hans grav. Han figurerer på pengesedlerne i filigran, og hans buste står på de højtstående embedsmænds kontorer.
Den officielle holdning kan imidlertid ikke standse den debat, der føres i det skjulte i samfundet og til tider mere hørligt på universitetet. Debatten om emirens status i Algeriets historie har endvidere bredt sig ud over det selvstændige Algeriets grænser.
De spørgsmål, der stadig er uafklarede, går på hans forhold til Frankrig. Hvad er forklaringen på, at han indstillede kampen i december 1847? Var det ikke en overgivelse? Hvad er forklaringen på, at han aldrig greb ind og hjalp de forskellige oprørsbevægelser, der gik hen over landet, og hvoraf nogle hævdede at følge ham? Algeriet var blevet rystet af talrige oprør mellem 1852, hvor emiren blev frigivet af Napoleon III, og 1888, hvor han døde. Hvilket forhold havde han til Kabyliens forskellige befolkningsgrupper? Det bjergrige Kabylien havde trods beliggenheden tæt på Algier længe ydet modstand mod de franske styrker. Og nøjagtig hvilke forbindelser havde han med frimureriet? Derimod understreges det, at han var ordholden, og hans forhold til Napoleon III og især hans aktion for at redde de kristne i Damaskus er ubestridt.
Universitetsdebatten om Emir Abd el-Kader
På universitetet sætter den tunesiske historiker Abdejallil Témimi gang i en helt anden debat med sin doktordisputats, der bliver offentliggjort i 1978. Pierre Boyer, der indtil 1962 var chefkonservator ved Algiers departementsarkiv, havde udlagt problemet med forholdet mellem Emir Abd el-Kader og bey Hadj Ahmed i Constantine som en ren konflikt. Men er det ikke mere oplagt at fortolke det som to forsøg på at grundlægge en nationalstat med støtte i to forskellige kræfter i samfundet ? I hvert fald mener Témimi, at «Abd el-Kader med urette overskygger Hadj Ahmed».
Den store forskel mellem de to mænd ligger i deres respektive politiske projekter, som sammenfattende kan beskrives således: bey’en kæmpede mod fjenden for at bevare den gamle orden, og emiren kæmpede mod fjenden og opbyggede en stat. Her kommer så det næste spørgsmål: Kan og skal man tale om modstand ? Synsvinklen «han samlede den folkelige modstand» er for snæver og gør ham uret.
Da den franske hær overskrider grænsen øst for Algier, betragter emiren det som en casus belli og definerer dermed territoriet for den stat, han er ved at opbygge. Det er klart en krænkelse af Tafna-traktaten, der blev underskrevet på vulkanøen Rachgoun den 30. maj 1837. Det angreb, han leder mod Aïn Madis magtfulde Tijania-broderskab i det sydlige Algeriet i januar 1839, er et led i den samme afmærkning af territoriet. Det gælder også den række befæstede byer, han grundlægger : Saïda, Sebdou, Taza Tagdempt, Boghni m.fl., så netværket af de gamle byer Tlemcen, Mascara, Miliana og Médéa bliver udbygget til det dobbelte. Han gør krav på et territorium, hvor grænserne allerede er lagt. Den nutidige algeriske arkæologi finder det dog ikke værd at beskæftige sig med disse materielle spor efter emiren.
Først 1960-1970 er der historikere, der lader ham og hans kamp mod den indtrængende fjende komme til sin ret og viser ham som modstandskæmperen, der samtidig er grundlægger af den algeriske nation og den moderne algeriske stat. Efter Abdelhamid Benachenhou kommer to store historikere, først Mahfoud Kaddache på fransk og siden Abd-al-Qassim Saadallah på arabisk, som giver ham en plads i historien og den nationale historiografi.
En postnational emir?
Spørgsmålet om modstand mod angriberen er stadig centralt i de historiske arbejder, men i 1990erne dukker to andre historiske spørgsmål op, nemlig hans forhold til frimureriet, og den mystiske Abd el-Kader.
Forskerne - uanset om de er fra universitetet eller ej - interesserer sig i 1990erne skiftevis for statsmanden, krigsføreren og mystikeren, mens der ikke rigtig bliver plads til digteren. Emir Abd el-Kader Stiftelsen lagde først vægt på statsmanden, men er siden i stilhed gået over til den mystiske side. Man kan se, at tone og interessefokus er ændret, når man sammenligner debatten på Sidi-Bel-Abbès-kollokviet i 1992 med debatterne i Algier i 2000 og Oran i 2004. Statsmanden har således overladt pladsen til mystikeren.
Problematikken er ikke længere den nationale med opbygning af den uafhængige algeriske nationalstat, men den religiøse krise, som præger landet i midten af 1990erne.
Emiren bliver mere end nogensinde en grundlæggende reference. Statsmanden, der havde en jødisk minister, er også religiøs chef. Han er den, der leder bønnen og træffer kirkelige afgørelser, han er de troendes kommandør. Hans indstilling til de franske fanger, som han krævede den største respekt for, og til de kristne i Damaskus viser sammen med hans mystiske digte vejen for den nye generation. Emiren blev blandet ind i den alvorlige politisk-religiøse krise, der rystede Damaskus i 1863. Han greb ind og beskyttede de kristne maronitter mod den vold, de blev udsat for. Fra muslimsk side har Monseigneur Henri Teissier ligeledes vist, at emiren havde knyttet forbindelse til den algeriske kirke (Mgr Dupuch i 1841 og siden Mgr Pavy i 1860-1862).
Emirens historie be blevet behandlet af filosoffer, politikere, forfattere og ideologer. Men næsten alle arbejderne er andenhånds beretninger. Visse forfattere nøjes med at trække på Charles-Henri Churchhill (1867), Paul Azan (1923) og Bruno Etienne (1998). Churchill giver et sympatisk og fængslende billede af emiren, mens Paul Azan gør ham til en ven af Frankrig, og Bruno Etienne yder ham fuld retfærdighed som statsmand og religiøs.
Emir Abd el-Kader er og bliver en af de store skikkelser i Algeriets samtidshistorie. Hans værk, der er såvel politisk som poetisk og mystisk, vækker fortsat interesse hos forskere såvel i Algeriet som i andre lande. Der er stadig meget at gøre for historikerne, men oprettelse af en postgraduate-grad ved universitetet med fokus på hans liv og værk giver ret til at håbe, at denne personlighed vil blive set i et nyt lys og få en bedre historisk behandling.