Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Abd-el-Kader og forholdene mellem franskmænd og arabere i det nordlige Afrika » Abd-el-Kader - introduktionsbladet » Billedet og historien

Billedet og historien

Af Francois Pouillon

Det postkoloniale Algeriet og den fotografiske arv efter Abd el-Kader[1]

Abd el-Kaders jordiske levninger blev ført tilbage til algerisk jord den 6. juli 1966. Emiren havde ellers aflagt ed på, at han aldrig ville komme tilbage, og man har ingen vidnesbyrd om, at han ønskede andet end at blive der, hvor døden havde fundet ham. I lighed med mange andre hellige islamiske rejsende, ville han hvile ved sin mester Ibn Arabis side.
Når engang arkiverne om forhandlingerne om tilbageføring åbnes, vil de måske afsløre, at mens han var ventet med brændende længsel i Algeriet, var han blevet lidt af en belastning for Syrien. Denne næsten napoleoniske ‘askens hjemkomst’ var i hvert fald velegnet til en historisk markering af et regime, der kort tid forinden var indsat ved et militærkup. Men den apoteose, der således blev emiren til del, var først og fremmest resultatet af et vældigt historiografisk arbejde.
Som ny stat havde Algeriet brug for at skrive en historiebog, der svarede til den franske kejsermagts. Da skolen var fransk, fik børnene i Algier indterpet: « Vores forfædre gallerne... ». Da «gallerne» var draget bort, måtte man finde nogle mere passende forfædre, og det var ikke nogen let sag. Abd el-Kader havde godt nok personificeret den første algeriske modstand og havde på den konto været skydeskive for den koloniale propaganda.
Men allerede før hans overgivelse i 1847 var den dominerende stemning over for ham i kolonimagten blevet en sympatisk indstillet interesse. Da han i 1852 blev fri efter et langvarigt tvungent ophold i Frankrig, optrådte han stilfuldt i officielle ceremonier som orientalsk herre med affable manerer og elegant burnus. Selv om man stadig omtalte de “grusomheder”, der blev begået under den væbnede kamp i Algeriet, blev han hurtigt tilgivet. Han kom til varigt at personificere det muslimske og arabiske Algeriet, der var nødsaget til at leve i god forståelse med kolonimagten.
Hvordan kan der laves en syntese af disse modstridende billeder ? Militærhistorikeren Paul Azan gjorde et forsøg med en særdeles veldokumenteret bog med titlen « Emiren Abd-el-Kader, du fanatisme musulman au patriotisme français[2] » (Emir Abd-el-Kader, fra muslimsk fanatisme til fransk patriotisme) – en frygtelig titel, der er tilstrækkelig til at man afskriver bogen som et bidrag til en voksende nationalisme. Det var ellers den bedste bog, der er skrevet om helten[3]. Abd el-Kader var i virkeligheden hverken « fanatisk » eller « patriotisk », men hvordan skulle man fortælle om denne rejse gennem en historie, der var usikker og frygtelig forstyrret? Det mest forstyrrende var i dette tilfælde, at han var blevet en positiv helt for kolonimagten.
Og det i den grad at Algeriets generalguvernement i 1949 besluttede at opføre et monument for Emir Abd el-Kader, « franskmændenes ven », i Cacherou i nærheden af Mascara. Var det ment som en gestus over for de indfødte masser, der stadig var påvirket af den frygtelige undertrykkelse i Sétif, hvor en spontan opstand blev knust i et blodbad på selve dagen for Tysklands kapitulation? Uden tvivl, men personlighedens humanistiske dimension fremstod klart for alle. Begivenheden blev markeret med udgivelsen af et frimærke, tegnet af den algeriske miniaturemaler Mohammed Racim. Det viste Bugeauds og Abd el-Kaders portrætter i forsoning. Der blev planlagt en stor forbrødring mellem samfundene, hvor efterkommere af de to legendariske ledere skulle skal holde taler på arabisk og fransk. I dag er det svært at forestille sig, at elementer fra en ekstremistisk fraktion af den nationalistiske bevægelse organiserede et attentat, med det formål at spolere festen. Men den tekniske forberedelse var utilstrækkelig, og sprængladningerne eksploderede før ceremonien, som blev afviklet. Pressen tav om affæren[4].
Den algeriske nationale bevægelse, der tog form efter 1954, var ikke kun militær. Krigen blev også ført på det historiografiske felt, og gik ud på at omskrive den historie, kejsermagten havde indført. Abd el-Kader var med i et langt pensum af helteskikkelser i de skolebøger, der blev anvendt i de fransk-arabiske skoler, og han var altså i selskab med Vercingetorix og Louis XIV. Algeriet havde med andre ord brug for at skrive sin historie grundigt om, for derigennem at kunne søge efter sin identitet og sin oprindelse. Den nyvundne nationale enhed skulle forsynes med en evig sjæl. Feltråbet for algeriske intellektuelle som Mohamed Sahli, “historien skal afkoloniseres”,[5] var en appel om at tage ejerskabet tilbage.
Hvilken gundlæggerfigur skal man vælge i det perspektiv? Jugurtha og den legendariske Kahena var helte fra gamle tiders maghrebinske modstand og var billeder på de indfødte befolkningsgruppers politiske ambition, men at bruge dem ville være at søge tilbage til en oprindelig identitet. Historien skulle tage højde for, at romerriget og især islam var varigt etableret på algerisk jord. Desuden var heltene hovedsageligt berbiske, og tilhørte altså et selvbevidst mindretal, hvis sproglige særegenhed var en splittelsesfaktor i den nye nation. Og at gå tilbage til amazigherne ville være urimeligt i betragtning af deres belastende rolle i den nationale kamp.
« Den meget lykkelige tid » for staten Algier, der sluttede i 1830 ved kolonimagtens indtrængen, var blevet intelligent illustreret af miniaturemaleren Mohamed Racim[6]. Den stat, der var etableret før den franske erobring, var en ottomansk erobring på vej mod selvstyre. Den var muslimsk, men korrupt og voldelig – man husker fordømmelsen af slavehandelen, en gammel form for “terrorisme”. Og ville man prale lidt med nogle dages modstand mod Sidi Ferruchs landgang, ville det ikke engang give stof til et heltekvad! Men først og fremmest var statens grundlægger, Kayr ed-Dine Barberousse, tyrker, og han indlemmede vasalstaten Algier som provins i det ottomanske kejserrige. Det Algeriet, der 130 år senere havde opnået uafhængighed af kolonimagten Frankrig, ønskede derimod at være selvstændigt og hovedsagelig arabisk. Tilbage var så heltene fra den første modstandskamp, men de var alle lokale ledere (Bey Ahmed i Constantine eller Mokrani i vest) for et folk, der endnu ikke var forenet, og de opstande, de var engageret i, var for det meste desperate stammeoprør (som Bouamama) eller senere kulturelle bevægelser med for fredelige aktivister (som Sheik Ben Badis, der startede « reformismen » i den maghrebinske islam)[7].
Abd el-Kader havde den fordel at være araber, leder af en væbnet modstand, der nød udbredt anerkendelse, også fra fransk side – og det gav en betydelig historiografisk garanti. Hans stat var mest Oran-baseret og havde ikke virkelig vundet tilslutning fra områderne i øst – og endnu mindre fra Kabylien. Men han var en mand af fornem sherifafstamning og blev ikke identificeret med nogle få stammer. Og først og fremmest var han en dannet og kultiveret mand, på én gang digter og muslimsk lærd. Hans religion var uden tvivl en smule problematisk, nemlig broderskabernes mystiske islam, der dengang var temmelig suspekt – netop i kraft af Ben Badis forkyndelse.
Alligevel lå det største problem med Abd el-Kader et andet sted, nemlig i den anerkendelse, han havde fået i Frankrig, allerede før han overgav sig. Efter fangenskabet i Frankrig var han godt nok draget tilbage for at leve på islamisk jord (i Syrien), men forsynet med en pension fra den franske regering! I de over 30 år, der var gået inden hans død, havde han haft hjertelige forbindelser med højtstående franske dignitarer. Han aflagde flere besøg i Frankrig, specielt i anledning af verdensudstillinger, som han var meget interesseret i (1865 og 1867), og han havde endda defileret ved siden af marskal de Saint-Arnaud, der var ansvarlig for krigsovergreb, som man i dag ville klassificere som krigsforbrydelser. Og det er ikke fra den heroiske modstandskamps epoke, men fra denne senere periode at man havde de fleste og de mest indiskutable vidnesbyrd, fordi den fotografiske teknologi i mellemtiden havde gjort fremskridt.
Det gik så vidt, at de algeriske nationalister, der ønskede at “afkolonisere historien”, måtte foretage rettelser. De korrigerede, hvad de opfattede som en overdreven kolonialistisk billedanvendelse. De afviste smatidig alt, hvad der kunne kaste skygger over idealportrættet af Abd el-Kader, som forfalskninger. Han var først og fremmest arabisk nationalist, længe før dette begreb opstod[8].
Billeder er vanskelige at omfortolke. Fra Abd el-Kaders episke epoke havde man kun mere eller mindre imaginære portrætter eller middelmådige karikaturer. Det meste af den til rådighed værende ikonografi omhandlede den fredelige periode, som oven i købet var belastet af Abd el-Kaders samarbejde med besættelsesmagten. Og for at gøre miseren fuldstændig havde emiren velvilligt ladet sig fotografere med hele sin stribe af ordener, som han havde modtaget for sin højsindede og heltemodige optræden ved de antikristne pogromer i Damaskus i 1860, hvor han greb ind imod urostifterne for at beskytte ofrene og således reddede tusinder af menneskeliv. Men i det 20. århundredes Algeriet mindede billedet af en æreslegion på en burnus uvægerligt om de traditionelle kollaboratør-notabiliteter, de arabiske rygklappere, som franskmændene havde indkaldt for at hilse flaget ved officielle ceremonier. Emiren tilhørte bestemt ikke dette slæng, men han bar deres stigma. Et hel del af de tilgængelige billeder blev kasseret som ubrugelige, og udvalget af acceptable billeder blev kun endnu mindre af, at udgiverne i det 19. århundrede for at kompensere for mangler i billedmaterialet havde malet det famøse storkors på de til rådighed værende klicheer!
De algeriske myndigheder måtte i gang med mere billedarbejde.
Abd el-Kader-statuen, der blev opført kort efter uafhængigheden i stedet for Bugeaud-statuen og med samme placering på en lille plads i rue d’Isly, var lavet efter et imaginært stik fra krigens tid. Den blev bedømt som for tarvelig og fik hurtigt øgenavn efter en plastiksoldat, der lå i pakker med vaskepulver. Man måtte lave en anden, mere imponerende og værdig statue, som fik sin placering på en monumental sokkel i 1980erne. Det markerede nationalheltens transfiguration. Skikkelsen voksede med det historiske arbejde.
Fejringen af emiren blev på den måde genstand for fremstilling af nye billeder, som passede bedre til hans nye dimensioner. Kort efter statuen kom der et frimærke, tegnet af miniaturisten Mohamed Racim. Det erstattede portrættet af Amboise fra 1852. I 1974 udgav informationsministeriet en stor bog med stærkt selektiv ikonografi, med klar preference for de overdrevne eller karrikerede portrætter fra de år, hvor Abd el-Kader var i krig. Da regeringen indså, at der manglede billeder, tog den på sig at fremstille nogle nye, der var mere passende.
I forbindelse med opførelse af et hærmuseum i 1984 i det luksuøse kompleks Riadh el-Fatah bestilte præsident Chadli billeder hos en gruppe kunstnere. Maleren Hocine Ziani var meget aktiv i arbejdet med denne rekonstruktion af historien. Ved et af sine besøg i Versailles havde emiren været inviteret til at se det vældige Erobringen af Smala af Horace Vernet. Han erklærede ganske enkelt: “Hvorfor har I ikke malet slag, hvor jeres er på tilbagetog?” Det gjorde Ziani nu ved at gengive Slaget ved Kheng en-Natah og to år senere Slaget ved Maqta. Han brugte Vernets heroiske æstetik, men vendte om på tegnene med de to slag, hvor emiren havde haft overtaget. Ziani fik også til opgave at male et portræt af Abd el-Kader og brugte som forlæg et fotografi af Carjat fra 1865, men efter instruks fra opdragsgiverne lettede han det for de belastende medaljer.[9]
Faktisk er der en hel del anakronismer i denne oprydning. Abd el-Kader var frimurer, men ikke i form af medlemskab af et hemmelig selskab, der er opbygget af en antirepublikansk (og også antisemitisk) højrefløj, og hvis holdninger, de algeriske nationalister arvede. Og hans dekorationer er ikke opnået ved skamløse tjenester, som det gælder så mange algeriske « notabiliteter », der stillede korset til skue som tegn på deres skændsel over for deres brødre.
Den arabiske emir Abd el-Kader - Etienne Carjat (Fotografi 1867. Collection Roger-Viollet)
Men prøv at forklare den historiske afstand! Billederne, som alle husker, af den tids største fotografer Carjat, Delton og Disderi, blev altså frasorteret, fordi de viser ham med brystet besat med medaljer, og det samme gælder portrættet Storlogen, der ellers blev malet posthumt og efter et fotografi, men alligevel er dobbelt stigmatiseret. Disse billeder er ikke fundet værdige til Gabriel Esquers udvalg i hans Iconographie historique de l’Algerie, hvor der kun er medtaget nogle sølle ungdomsportrætter, for en stor del imaginære, og hvor helten med det smukke, milde smil nogle steder har fået forbryderfjæs. Arkivkommissariatet havde altså ud fra den arabiske nationalismes normer omformuleret en personlighed, der med sikkerhed var meget andet.
Algerierne var uvidende om de billedforfalskninger, franskmændede havde givet sig af med i denne for fotografiet heroiske epoke. Det var derfor i hemmelighed, at de selv gav sig i kast med det, og med en skyldfølelse, der viste en overdreven respekt for de dokumenter, de havde fået overleveret af den franske historiografiske tradition – ære være de mestre, der havde indgivet dem respekt for det historiske dokument. Men billederne var virkelig blevet umulige at tyde. Der er uden tvivl brug for en lang historisk og antropologisk modningsperiode, for at det igen skal blive muligt at tyde dem.


[1] Jeg har skrevet om emnet flere steder: “Abd el-Kader, icône de la nation Algerietnne”, i Anny Dayan Rosenman & Lucette Valensi (eds), La guerre d’Algeriet dans la mémoire et l’imaginaire, Paris, Bouchène, 2004, pp. 87-102 ; “Le fonds photographique sur Abd el-Kader et son exploitation post-coloniale” (med Jacques Magendie), Colloque “Héritages et actualité de la pensée d’Abd el-Kader”, Pau, Musée national du château, juni 2003 (under udgivelse). Se også Bruno Etienne & François Pouillon, Abd el-Kader le magnanime, Paris, Gallimard, 2003 (coll. “Découvertes-Gallimard”)

[2] Hachette, 1925. Portrættet forrest i bogen (en berømt optagelse af Carjat fra 1865), blev givet til forfatteren af l'Emir Khaled, hans medstuderende ved Sait-Cyr.
[3] Langt bedre end oberst Churchills partiske og skævvredne værk The Life of Abd-el-Kader, Ex-Sultan of the Arabs of Algeria, fra 1867. Oversat til fransk og udgivet i Algeriet i 1971, og siden genoptrykt flere gange.
[4] Cf. .Algéria, november 1949, pp. 53-55. Om det fejlslagne attentat, se Archives d'Outre-Mer, Aix-en-Provence, 9CAB37. Dokumentet blev vist på Archives nationales udstilling “Un héros des deux rives : Abd el-Kader, l'homme et sa légende” (Paris, Hôtel de Soubise, februar-maj 2003).

[5] Paris, Maspero, 1965 ; genudgivet i Algier, Entreprise Algerienne de presse, 1986 (m. forord af Mostefa Lacheraf).

[6] Cf. La vie musulmane d'hier vue par Mohammed Racim, Paris, Arts et Métiers Graphiques, 1960 (tekster af Georges Marçais) ; genudgivet efter uafhængigheden som Mohammed Racim, miniaturiste Algerietn Paris, Arts et Métiers Graphiques, sidenhen Algier, Entreprise nationale du Livre, 1971.

[7] Cf. Omar Carlier, “Le moudjahid, mort ou vif ?”, i Anny Dayan Rosenman & Lucette Valensi (red), La guerre d’Algeriet dans la mémoire et l’imaginaire, Paris, Bouchène, 2004, pp. 51-85.

[8] Se Mohamed-Cherif Sahli, Emiren Abd el-Kader. Mythes français et réalités Algerietnnes, Algier, Entrepris Algerietnne de Presse, 1988.

[9] Cf. Ziani. Les lumières de l’histoire (samtaler med François Pouillon), Alger, Zaki Bouzid éd., 2002.