Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Abd-el-Kader og forholdene mellem franskmænd og arabere i det nordlige Afrika » Abd-el-Kader - introduktionsbladet » En artillerist i felten

En artillerist i felten

Af Kjeld G. Hillingsøe Hillingsø

Et rids af Adolph Wilhelm Dinesens militære karriere
A.W. Dinesen skrev sin beretning på baggrund af de iagttagelser, han gjorde som frivillig i fransk militær tjeneste i nogle af de første af de hundrede år, som Frankrig brugte på at skabe et imperium i Nordafrika. I dag anses kolonitiden for et sort kapitel i de europæiske staters historie, men sådan så man ikke på det helt frem til omkring midten af det 20. århundrede. Tværtimod var imperiebyggerne helte, og Frankrig konkurrerede med Storbritannien om at erhverve sig det største kolonirige. Den korte beskrivelse af, hvordan disse riger blev opbygget, er, at det britiske imperium blev skabt af forretningsfolk, der ville tjene penge, medens det franske blev skabt af officerer, der søgte spænding i tilværelsen. Påstanden er naturligvis meget forenklet, men noget er der dog om den, og det er i hvert fald en kendsgerning, at mange af de franske operationer i det nordlige Afrika ikke blev gennemført efter ordre fra regeringen i Paris, men på lokale militære chefers initiativ.
Bataille de Constantine - Hocine Ziani
De franske kolonikrige blev indledt med angrebet på byen Algier i 1830 og afsluttedes med erobringen af den sydlige del af Marokko i 1934. Som alle andre kolonikrige var de karakteriseret af, at nok var erobrerne overlegne med hensyn til uddannelse og materiel, men de var talmæssigt underlegne, og det tog dem mange år at få nogenlunde det samme kendskab til terrænet som deres indfødte modstandere. Målet for franskmændene var ikke at ødelægge de fjendtlige styrker, men at bringe de besejrede folkeslag og deres territorium under passende kontrol. Fjenderne skulle med færrest mulige omkostninger bringes til at underkaste sig, og det skulle ske på en måde, der tilsikrede, at de forblev fredelige.
Midlet til at nå dette mål var i hovedsagen den franske hær, der var uddannet og udrustet til at udkæmpe slag i Europa mod andre store staters tungt bevæbnede massehære. For den 37.000 mand stærke franske ekspeditionsstyrke, der i juni 1830 blev landsat på Algeriets kyst nær Algier for at hævne Beyens fornærmelser mod den franske konsul, var det derfor ikke noget større problem at knuse de lette indfødte styrker. Den 5. juli 1830 faldt byen, Beyen overgav sig, og der blev hurtigt bragt ende på det piratuvæsen, som længe havde plaget skibsfarten i denne del af Middelhavet. Men derefter kom problemerne. Den befolkning, der i århundreder havde nægtet at adlyde sultanen i Constantinopel, var heller ikke til sinds at bøje sig for kongen i Paris. Franske forlægninger blev overfaldet og brændt af, og så snart styrkerne bevægede sig uden for byen blev de udsat for baghold og angrebet fra alle sider af hurtige, letbevæbnede og oftest beredne krigere, der tilføjede dem tab, erobrede eller ødelagde noget af deres materiel og derefter forsvandt som dug for solen.
Da Dinesen var i Algeriet, optrådte de meget mobile algierske nomadestammer og berberbønder forenet under berberhøvdingen, emir Abdr-el-Kader, der var en begavet guerillafører. De kunne ikke besejres og underlægges ved at rykke ind i landet med store kolonner af trukne vogne og tungt belæsset infanteri, der marcherede skulder ved skulder iført tykke, uldne uniformer i over 30 graders varme. Højt mobile styrker, der anvender guerillataktik, må bekæmpes ved bevægelseskrig af højt mobile styrker, der spreder usikkerhed ved hurtigt at slå til, hvor fjenden mindst venter det. Det tog dog ca. syv år, før franskmændene udsendte den første mobile kolonne, hvor der ikke blev anvendt vogne, men kun pakdyr, hvor flest mulige var opsiddet på heste eller kameler, og hvor de fodmarcherende infanterister havde fået lettere uniformer, huer, der skærmede mod solen, og var blevet befriet for al ikke absolut nødvendig oppakning og udrustning. Da franskmændene havde fundet ud af det og af at rette deres togter mod de fjendtlige stammers marker og kvæg, altså at fjerne deres økonomiske fundament fremfor at forsøge at bekæmpe deres krigere, så fik de overtaget. Fra slutningen af 1830erne blev strategien at afpatruljere landet med hurtige, lette kolonner på 6000 mand og 1200 heste, og når man havde underlagt sig en region, så at anlægge mindre forter, som kunne beherske vejene og tjene som depoter og baser for videre fremstød med de lette kolonner. I 1846 var Abd-el-Kader besejret og overgav sig til franskmændene. Hans videre skæbne var i korthed, at han trods løfte om frit lejde blev interneret indtil 1852 og fra 1855 til sin død i 1883 levede i Damaskus. Abd al-Qadir, som navnet ofte staves i dag, betragtes som algiersk folkehelt, og hans jordiske rester blev i 1962 overført til et mausolæum i Algeriet.
Adolph Wilhelm Dinesen kom netop til Algeriet på det tidspunkt, hvor franskmændene var ved at ændre taktik. Det fremgår af hans beretning, at han såvel oplevede den gamle, møjsommelige fremmarch og kamp som udsendelsen af bevægelige, let udrustede og mere praktisk påklædte enheder. Han kom i fransk tjeneste fra 1837 som dansk premierløjtnant, deltog bl.a. i erobringen af byen Constantine og vendte dekoreret for tapperhed tilbage til Danmark i 1839 som Ridder af Æreslegionen. Han var født 1807, indtrådte i militærtjenesten som 10-årig elev, blev uddannet ved artilleriet og blev i 1852 afskediget som major efter at have deltaget med stor succes i Treårskrigen 1848-50.
I 1848 var han kaptajn og chef for de otte kanoner i 1. Artilleriregiments 5. batteri. Fra første færd viste han fremragende takter under slaget ved Bov den 9. april, hvor hans batteri affyrede det første kanonskud i krigen, og han fik sin hest skudt under sig af en kanonkugle. Senere samme år deltog han i slaget ved Slesvig, i 1849 fremhævedes hans indsats ved Sundeved og Ullerup, og i 1850 gjorde hans batteri sig særligt bemærket ved Vedelspang under slaget ved Isted. Det var imidlertid 5. batteris indsats under artillerikampen ved Mysunde den 12. september 1850, der bragte hans navn på alles læber. Han førte her kommando over seks af sine egne og fire af 1. batteris 6 punds kanoner og kæmpede mod 24 slesvig-holstenske 12 punds kanoner. Efter en times kamp var hans egne seks kanoner så ødelagt, at han uset af fjenden fik dem trukket tilbage, så de kunne blive repareret, og tabene blandt kanonbesætningerne kunne erstattes. Mens det foregik, fortsatte han kampen med de fire resterende kanoner, indtil hans egne var klar igen, hvorefter han helt åbenlyst lod dem føre frem i stillingen og genoptage skydningen. Da chefen for det slesvig-holstenske artilleri så det, afbrød han kampen og skrev i sin rapport, at det var sket, ”fordi det danske artilleri var blevet forstærket med hurtigt tililende batterier”. 5. batteri fik også den ære at afgive krigens sidste kanonskud ved Flækkeby den 31. december 1850, og han, der var Ridder af Dannebrog, blev for sin krigsindsats gjort til Dannebrogsmand. Da det i december 1863 igen trak op til krig, meldte han sig naturligvis som frivillig. Han havde imidlertid i mellemkrigsårene ikke lagt skjul på sin modstand mod at befæste Dannevirke og kæmpe dér, så da den danske overgeneral de Meza blev afskediget, fordi han i 1864 gik tilbage fra volden uden større kamp, forlod Dinesen hæren.
Kammerherre Adolph Wilhelm Dinesen, der døde 10. juli 1876, blev i Dansk Biografisk Leksikon af 1890 betegnet som ”en myndig mand, men tillige i besiddelse af alsidig dygtighed, et skarps blik og en brændende kærlighed til fædrelandet”. Han var dertil en fremragende soldat, der befandt sig bedst, når det gik hedest til, og han skal da også have formuleret sætningen: ”Intet smykker et landskab som kæmpende tropper”.